07-11-2017

Nyt gratis undervisningsmateriale til gymnasiale uddannelser om ’Nyere nordisk realisme’ og ’Arktis og rigsfællesskabet’

Nyt gratis undervisningsmateriale til gymnasiale uddannelser om ’Nyere nordisk realisme’ og ’Arktis og rigsfællesskabet’

Nu lancerer undervisningsportalen Norden i Skolen, i regi av Foreningerne Nordens Forbund og Nordisk Ministerråd, en række gratis undervisningsmaterialer til gymnasiale uddannelser, som sætter fokus på nordisk sprog, kultur, historie og samfundsforhold. 'Nyere nordisk realisme' og 'Arktis og rigsfællesskabet’ er temaerne i de første materialer, som fra 6. november 2017 er tilgængelige på nordeniskolen.org. 

Formålet med materialerne er at give elever i hele Norden større indblik i nordisk kultur, sprog, historie og aktuelle samfundsproblematikker.          

De første to temaer henvender sig til undervisere i dansk, samfundsfag, geografi og historie med temaer om nyere nordisk realisme, samt Arktis og rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland i Nordatlanten.

Se de nye materialer til gymnasiet her og her

 

Nordeniskolen.org byder velkommen til gymnasiale uddannelser

Materialerne kan hentes på undervisningsportalen nordeniskolen.org, som siden 2013 har tilbudt gratis undervisningsmaterialer til lærere i grundskoler i hele Norden. I dag bruger 10.000 lærere portalen, og Norden i Skolen udvider nu med materiale målrettet gymnasiale uddannelser.

Programchef Thomas Henriksen forklarer:

"Vi ønsker at styrke undervisningen på gymnasiale uddannelser og give eleverne større viden om sprog, kultur, historie og aktuelle samfundsproblematikker i de nordiske lande. Ved at inddrage en nordisk dimension i undervisningen, så får man faktisk styrket sin normale undervisning samtidigt med, at man ruster de unge til sprogligt og kulturelt at kunne tage del i de mange muligheder og fordele, samarbejdet mellem de nordiske lande tilbyder.”

Et decideret undervisningsmateriale rettet mod gymnasiale uddannelser har været på tegnebrættet længe, og udover muligheden for at etablere samarbejdsrelationer med gymnasieklasser i de andre nordiske lande, så er det først nu, at nordeniskolen.org altså for alvor har noget at tilbyde lærere og elever på de gymnasiale uddannelser.                              

 

Arktis og rigsfællesskabet: Et højaktuelt materiale i foranderlig verden

Materialet om Arktis og rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland tilbyder lærere og elever nogle spændende forløb, hvor der sættes fokus på relationer og (magt)forhold i Arktis. I takt med globale klimaforandringer er Arktis populært sagt blevet ”hot”. Nye strategiske vandveje for skibstrafik skaber forventninger om nye profitmuligheder, hvilket aktualiserer en forståelse af rigsfællesskabet og relationerne mellem Danmark, Færøerne og Grønland.

Dokumentarserien ’Rigsfællesskabet historie’ fra 2016 produceret af danske Martin Breum og Jakob Gottschau udgør kernen i det nye undervisningsmateriale, som også omfatter udvalgte fagtekster, analyser, officielle dokumenter, avisartikler, debatindlæg mm. Universelle begreber som fx blød og hård magt og kolonialisme gør, at materialet er aktuelt for elever i alle de nordiske lande.  

Pædagogisk undervisningskonsulent og gymnasielærer Niels Vinther, som har været med til at producere materialet, forklarer:

"Forløbet om Arktis og rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland kan både bruges i samfundsfag, geografi og historie: Det giver et godt indblik i den gensidige afhængighed mellem parterne i rigsfællesskabet og en forståelse for de relationer, som er på spil i nationer med hjemmestyre og selvstyre. Temaet sætter også fokus på andre problematikker i Arktis, f.eks. den aktuelle kamp om Nordpolen mellem rigsfællesskabet og de øvrige arktiske kyststater, der bliver mere aktuel, efterhånden som isen i Polhavet smelter."

 

Nyere nordisk realisme: Nye vinkler på virkeligheden

Materialet om nyere nordisk realisme retter sig mod danskundervisningen og giver eleverne en introduktion til nordisk litteratur siden 2000. Der er fokus på problematikker som social arv, seksualitet, stofmisbrug, død og barndomstraumer – tidsaktuelle problemer, som materialet med Georg Brandes ord sætter under debat gennem de tilhørende opgaver og kreative skriveøvelser.

Materialet kan bruges selvstændigt eller f.eks. som del af et tema om realisme eller naturalisme, eller om tekstlæsning og tekstanalyse.

Pædagogisk undervisningskonsulent og gymnasielærer i dansk Michael Friis Møller, som har været med til at udvikle materialet, siger:

"Forløbet om nyere nordisk realisme kan i danskundervisningen give indblik i forskellige oplevelser af virkeligheden på tværs af de nordiske lande – oplevelser, som åbner for interessante spejlinger af og synsvinkler på hverdagsliv og samfund i de forskellige nordiske lande. Det giver eleverne mulighed for at få indblik i børne- og ungdomsliv i vores nabolande og undersøge fælles nordiske tendenser."

Temaet om Arktis er finansieret af Nordregio, mens temaet om nyere nordisk realisme er finansieret af Nordplus Sprog og Kultur.

Se de nye materialer til gymnasiet her og her