Tekst
Video
Spil og leg
Konkurrence
Lydindspilning
Opgave
Faglitteratur
Lærervejledning

Glemt password?

 

Læringsmål

{{learningObjectiv.description}}

Opgaven er nu afleveret

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Kommentar

Opgaver

{{assignment.Comment}}

Fittivav

Skærmbillede 2016-04-28 kl. 11.38.01.png
Lydafspilning

Engang var der en mand og en kone som var så dovne, at du næsten ikke kan tænke dig, hvor dovne de var. Ingenting gad de lave.
De havde en søn, som de holdt meget af. Han var ligeså doven som sine forældre.
Han havde nået en alder, hvor det var passende at rejse hjemmefra og finde sig noget at lave.
De snakkede om hvad drengen kunne bestille, og til sidst blev de enige om, at han kunne blive tigger.


Han fik en stor madpose med sig hjemmefra, og så tog han afsked med sine forældre og drog ud i verden.


Han var ikke gået ret langt – faktisk var han kun kommet et lille stykke ind i den nærliggende skov, før han blev træt og satte sig under et træ.
Han følte sig lidt sulten, så han åbnede madposen og spiste hvad der var i den. Så faldt han i søvn.


Da han vågnede, var det sent eftermiddagen, og han gabte, rejste sig og begyndte at videre, mens han spekulerede over, hvor han skulle finde nattely og aftensmad.
Da han havde gået et stykke tid, mødte han en gammel kone.
”Hvor er du vej hen,” spurgte konen.
”Jeg er vej ud i verden og nu skal finde mig et logi for natten,” svarede drengen.
”Hvis du gør som jeg siger,” sagde konen ”skal du finde både logi og meget andet.”


Så fortalte hun ham, at han skulle fortsætte, indtil han kom ud af skoven og nåede frem til en lille by. Han skulle hen til det første hus venstre hånd og samle en sten op ved indgangen. Så skulle han bare svare: ”Tak, mange tak,” når han blev spurgt om noget.
Når alle i huset sov, skulle han placere stenen ildstedet. Så skulle hans lykke nok være gjort, mente konen.


Drengen takkede mange gange og gik videre, indtil han hen mod aften nåede til huset i den lille landsby. Han samlede en sten op ved indgangen til huset og puttede den i lommen. Så gik han hen og bankede .
”Kan jeg få nattely her?” spurgte han, da konen i huset åbnede døren.
”Nej,” svarede konen. ”Det har vi ikke plads til.”
”Tak. Mange tak,” sagde drengen og gik ind i huset. Konen undrede sig, men hun kunne ikke få ham til at .


Lidt senere kom manden hjem.
”Hvem er det?” spurgte han sin kone.
”Jeg ved det ikke,” svarede konen. ”Han vil ikke . Men her er din mad, kære mand!”


Aldrig så snart var maden sat bordet, før den unge mand gik hen og satte sig. ”Tak, mange tak,” sagde han og begyndte at spise, og manden og konen måtte skynde sig at lange til fadet for dog at få noget selv.


”Sengen er klar til dig, lillefar,” sagde konen til sin mand.
”Tak. Mange tak,” sagde den unge mand. Han lagde sig i sengen og faldt øjeblikkelig i søvn, og lige meget hvor meget de hev og trak i ham, kunne de ikke få ham ud.
Til sidst var de nødt til at lægge sig gulvet og sove.


snart drengen hørte, at de sov, sneg han sig op og lagde stenen ildstedet. Så gik han i seng igen og sov sødeligt til den lyse morgen.


Tidligt om morgenen kom en ung pige ud fra et kammer. Det var datteren i huset. Hun gik hen til ildstedet, for at få gjort ild til morgengrøden. Hun lagde brænde , og begyndte at puste gløderne. Straks fik hun en underlig følelse i munden, og da hun forsøgte at sige noget, kunne hun ikke sige andet end ”Fittivav.”


Pigen begyndte at græde og konen vågnede. ”Hvad er der med dig, pigebarn?” ”Fitivav!! Sagde pigen. ”Min – fittivav – mund er – fittivav – forhekset! Jeg kan – fittivav – ikke få gjort ild.”
”Sikke noget snak,” sagde konen. Og så gik hun hen og pustede ilden, men straks hun havde pustet, blev det lige så galt fat med hende.


Der var en græden og en fitivaven i huset, og manden vågnede op. Da han forstod, hvad der var galt, forsøgte han sig også med at puste ilden, men det samme skete for ham.


”Du må – fittivav – løbe hen til degnen – fittivav – og bede ham tage – fittivav – bibelen med – fittivav – og læse – fittivav – over ilden,” sagde han til sin datter.


Pigen sprang af sted og bankede degnens hus. Selvom degnen havde svært ved at forstå hvad pigen sagde, forstod han dog så meget, at han måtte af sted med det samme. Han greb biblen og løb til huset sammen med pigen.


Degnen rodede forsigtigt i gløderne med en pind og læste et par vers over den forheksede ild. Så bøjede han sig ned og pustede, og straks var det lige så galt fat med ham, som med de andre. ”Fittivav,” lød det, når han forsøgte at sige noget.


Nu måtte de springe efter præsten, for dette her var mere, end en degn kunne klare.


Præsten forsøgte sig med alle mulige vers fra bibelen, og han pustede også ilden – og straks begyndte han også at sige fittivav.


nu stod de alle og råbte fittivav i munden hinanden, men så råbte manden i huset: ”Den der kan – fittivav – hjælpe os – fittivav – af med dette – fittivav – kan gifte sig med min datter – fittivav – og leve her – fittivav – med hende!”


Så stod drengen op. Han gik hen til ildstedet og fjernede stenen, og straks forsvandt forbandelsen, og de kunne atter tale normalt. Drengen gav pigen et kys munden, og de blev gift.
Drengen behøvede nu aldrig mere at spekulere over, hvor han skulle få sit næste måltid fra eller sove om natten.

Login for at se mere

Forfatter: Evald Tang Kristensen

Genfortalt af: Annemarie Krarup

Udgiver: Norden i Skolen

Udgivet: 2015

Billeder

Evald_Tang_Kristensen_1843-1929_a.jpg

Opgaver

  • 1Opgaver

    Fælles:

    • Lyt til eventyret.
    • Hvordan var sproget i eventyret at forstå?
    • Genfortæl eventyret i klassen.
    • Kender I andre evnetyr, som minder om dette eventyr?
    • Opdel eventyret i det antal scener, som der er elever i klassen.
    • Hver elev tegner et billede på et A4 ark til eventyret.
    • Hæng billederne op i klassen i rækkefølge, eller lav en Power Point præsentation med alle billederne.