Kapgang

(UDDRAG)

Fredag

Der bliver flaget på halv op gennem Hovedgaden. Uden for kroen, Brillehuset, Herretøj og Superland. Jeg tager smutvejen over kroens parkeringsplads og cykler på fortovet op mellem flagene. Tømmerhandlen, Gartner Dam over for kirken. Hvem var det lige der døde sidst?

Jeg krydser over i den rigtige side af Hovedgaden igen, ned forbi Sigengen. Der er lidt mennesker på fortovet, nogle af dem kigger på mig, og jeg hilser tilbage. Jeg er jo barn af byen, og alle kender min mor og far.

Oppe ved Boghandleren står Købmand Halvorsen og Nanna Tatol. Hun er kommet sig efter overfaldet, han gider ikke høre mere om det. Jeg hilser, de kigger sjovt. Jeg cykler videre forbi slagter Nord og når til vaskeriet over for min mor og fars Elforretning. Bumsede Merete fra vaskeriet puffer til sin mor. Moren vender sig om og stirrer på mig. Hun siger vist mit navn, jeg smiler og siger daw. Jeg kigger mig tilbage over skulderen for at se om der kommer biler, så drejer jeg over gaden og cykler ned ad den lille bakke i indkørslen og ned i vores gård. Jeg stiller min cykel op ad muren. Lizzi kommer ud ad fordøren og bliver stående øverst på trappen. Jeg balancerer cyklen så kun spidsen af styret støtter mod muren.

Lizzis mund åbner sig som om den vil lave en høj lyd, men den opgiver og lukker sig. Så åbner den sig lidt igen, og så kommer det, og lige inden lyden kommer ud af munden på hende, ved jeg godt hvorfor de flager på halv i hele byen. Jeg ved det godt, jeg vidste det allerede før.

– Din mor er død.

Jeg bliver stående ved siden af min cykel og kigger op på Lizzi. Jeg gror fast til fliserne. Mine fødder slår rødder ned i sprækkerne, og nu bliver jeg stående der. Jeg bliver stående i al evighed, indtil det forsvinder igen, det som er sket. Indtil det opløses og ikke er der mere.

Love Hurts med Nazareth kom på fjerdepladsen i dag. Og Bay City Rollers blev kun nummer ni med Give A Little Love. De er på vej ud. „I know it isn’t true, I know it isn’t true, love is just a lie, made to make you blue.“

Jeg kigger op mod Lizzi. Hendes mund må åbne sig igen. Den åbner sig om lidt, og så begynder det hele igen, fra der hvor det lige holdt en pause. Hvor jeg lige troede at der var sket noget, men det var der ikke. Det var bare inde i mit hoved.

Lizzis store krop, kristtjørnen i den lille have. Hvorfor har vi sådan en lorte lille have?

Lizzis mund åbner sig ikke. Hun rækker sine tykke hvide arme ud af den røde kjole mod mig mens hun bliver stående på det øverste trin.

Hvorfor gør hun sådan med armene? Jeg skal ikke ind i hendes arme. Jeg skal lave lektier og høre musik og spise frikadeller og kartofler, jeg skal se McCloud alene, det er fredag, min mor og far skal være kørt ud til Blåvand med varer til Keramikstuen. Jeg skal ikke ind og stå i hendes bare arme og presses mod den røde kjole hun altid har på. Jeg skal blive stående her til det er overstået, til det hele har lagt sig og lyset tændes igen, og der bare har været strømafbrydelse. De får mig ikke, jeg rokker mig ikke ud af pletten, jeg holder fast.

– Så kommer du her!

 Lizzi lægger armene om mine skuldre, tvinger mig ind i sin favn. Der er en masse lyde inde i hendes krop, det er som at stå uden for smedjen længere nede ad vejen. Det larmer og dunker, og drypper og sprutter.

Jeg ved godt hvad der er ved at ske. Jeg ved godt at alle min egen krops væsker er ved at forvandle sig til tårer, men jeg stemmer imod og de får ikke lov til at komme ud. Det er ligesom stormfloden lige efter nytår hvor digerne brød sammen, og vandet stod højere end nogensinde før i det her århundrede. Jeg har aldrig stået så tæt op ad et andet menneske før og bliver nødt til at holde vejret og trækker kun det allermest nødvendige hårdt ind gennem næsen.

Lizzi fører mig op ad trappen, jeg falder på de skarpe rødbrune klinker hvis kanter jeg altid har været så bange for at skrabe mine skinneben mod. Jeg er ved at hive Lizzi med i faldet, men hun er stærk nok til at få os begge to bakset på benene igen.

– Så, kom her, Martin, det er frygteligt.

Inde i stuen sidder min far i den brune læder-hjørnesofa, i den del der er under vinduet. Der har han aldrig siddet før. Han sidder med hovedet skjult i hænderne. Hans hår er ved at blive gråt. Hans krop ryster. Jeg træder ud af Lizzis favngreb og står stille midt på gulvet foran fjernsynet. Der er ingen regler for hvad der nu skal ske, hvad jeg nu skal gøre. Jeg bliver stående og stirrer på min fars skuldre. Han ser mig ikke, heller ikke selv om hans hænder fjerner sig fra ansigtet. Han er helt skjult inde bag sine røde øjne.

– Anders, det er Martin der er kommet hjem, siger Lizzi. Min far blinker nogle gange, og først nu er det som om han får øje på mig. Han rækker sine hænder frem og glider ned fra sofaen, lander med knæene på ryatæppet mens vandet pisker ud af øjnene på ham.

– Martin, kom her.

Jeg går nogle skridt nærmere og ind i hans arme. Han lægger sit ansigt ind til min skulder, min T-shirt bliver våd. Jeg må nok bare blive stående. Min far udstøder nogle lyde som jeg ikke kender, jeg løfter mine arme og rører ved hans hoved mens jeg kigger ud ad vinduet, ud på gårdspladsen. Mine læber strammes, og vandet løber ud mens min mund krænger sig åben. Mine tårer flyder ned i hovedbunden på min far, og ned over mine hænder som holder fast i hans hår. Jeg prøver at undgå at der kommer lyde.

Nogen brøler oppe ovenpå. Og dunker i gulvet. Det lyder som om noget vælter deroppe. Jeg kigger mig omkring i stuen. Min far rykker tilbage i sofaen. Lizzi sidder tæt på døren hvis nogen skulle komme. Hun sidder helt mærkeligt på fodskamlen foran min fars fjernsynsstol. Jens er der ikke. Det er ham der er ovenpå. Skrigene jager ned gennem huset.

– Lizzi, du må gå op til ham igen, siger min far. – Han er jo helt fra den. Kan vi ikke give ham en øl?

– Anders, han har jo aldrig drukket før.

– Én gang skal jo være den første, og hvis ikke nu ….

– Jeg skal nok gå derop, siger jeg.

Jeg kan tale igen. Mine kinder bliver ikke våde længere. Min far ser op på mig.

– Ja, gå du op til din storebror, Martin.

– Nej, nej, jeg går derop, så bliver du hernede ved din far, Martin, siger Lizzi og rejser sig.

Hun går ud i gangen og begynder at gå op ad trappen. Mens jeg tæller hendes trin, sætter jeg mig i stolen som står tæt på hvor min far sidder.

Jens’ råb og slag pløjer igennem det hele. Lizzi stopper sine trin og kommer tilbage og fortsætter ud i køkkenet.

– Det er sgu nok en meget god idé med den øl, siger hun. Hun åbner køleskabet derude. Så kommer hun tilbage med en øl og skridter hurtigt gennem stuen.

– Så, Jens, nu kommer jeg op til dig. Så, Jens. Hun når derop, tretten trin på trappen, og det er som om hun slås med Jens.

– Nej! Nej! Nej! råber han.

– Kom her med dig, så! Kom her, siger Lizzi.

Hun kæmper med ham. Man kan høre kroppene inde under deres tøj. Så er det som om Jens opgiver.

Jeg læner mig helt tilbage i stolen, tager fat med hænderne om de brede armlæn. Det varer ikke længe før mine fødder kan nå tæppet. Min far skjuler igen ansigtet i hænderne. Jeg vil gerne sige noget, men jeg ved ikke hvad.

Hvor er min mor nu? Hvordan ser hun ud? Hvad er der sket? Har nogen slået hende ihjel? Hvad fejlede hun? Døde hun her i huset et sted? Var ambulancen, jeg hørte i biologitimen, til hende? Har min far været hjemme hele tiden? Hvordan kan de overhovedet vide hun er død? Skulle jeg have snakket mere med hende i morges gennem soveværelsesdøren? Skulle jeg være gået ind til hende? Skulle jeg have brugt mindre toiletpapir? Skulle jeg ikke være gået i skole? Skal vi så alle sammen dø nu fordi vi fejler det samme? Der er noget de ikke vil have jeg skal vide.

Lizzi kommer tilbage ned i stuen.

– Han ligger på sin seng nu, han vil gerne være alene. Hun står ude på gulvet og ved ikke om hun skal sætte sig. Hun taler langsomt. Som om det hele tiden er slut, det hun vil sige.

– Han siger han hjalp Maya op på toilettet i formiddags da han kom hjem fra eksamen og skulle skifte tøj inden han tog ud på gården til Hugo. Maya var faldet ned og lå dér. Han så hvor tynd hun var. Det skal han jo ikke se. Han kørte på arbejde fordi han vidste læge Hartmann havde været her, og der var ringet efter en ambulance. Da han blev hentet ude på gården, vidste han godt hvad der var sket. Han havde ikke tænkt på andet.

Pludselig står Inge der, hun er kommet ude fra køkkenet.

– Jeg hørte det fra Sille Koch, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre andet end at tage herop.

Inge går langsomt bag om min stol, som om hun ikke ved om hun må gå der. Vil hun røre ved mig? Hun går videre hen til min far. Hun lægger hænderne på hans skuldre. Hun har aldrig rørt ved ham før.

– Så, Anders, så, så, siger hun. – Det er det frygteligste jeg kunne forestille mig der skulle ske.

– Hvis du vil gøre dig nyttig, lille Inge, så kan du måske lave noget mad til os. Det kan være drengene er sultne, siger Lizzi. – Er du ikke sulten, Martin?

– Jo, lidt. Sådan.

Inge går ud mod køkkenet, og Lizzi hvisker noget til hende. Noget med min mors sengetøj. Inge skifter retning og går ud i gangen og op ad trappen. Jeg tæller de første fire trin.

– Jeg går lige op og kigger til Jens, siger jeg.

– Du er en god dreng, siger Lizzi, og strejfer mit lår med sin ene hånd da jeg går forbi hende.

Inge går gennem Jens’ værelse for at se til ham på vejen. Jeg stiller mig hen i døren og følger med. Jens ligger med min mors store solbriller på. Inge siger ikke noget om det, det gjorde Lizzi heller ikke. Han ligger på siden med ansigtet ind mod væggen. Det ser ud som om han er faldet i søvn. Den tomme ølflaske står på gulvet ved siden af sengen. Det er min mors blå fløjlsjakke han har på. Inge lægger sin hånd på hans skulder, han verfer hende væk uden at vende sig. Måske har han været lidt væk og skal lige have et øjeblik til at finde ud af hvis hånd der har rørt ved ham. Han vender sig lidt om mod Inge. Han kigger et kort øjeblik på hende som om han troede det var en anden, så vender han sig ind mod væggen igen.

Inge går ind på min mor og fars soveværelse. Jeg lister over og åbner badeværelsesdøren, så jeg kan kigge ind i soveværelset den anden vej. Jeg har ikke været her siden i morges hvor min mor sagde „ikke så meget papir,“ da jeg var på toilettet. Døren ind til soveværelset er lukket. Jeg går hen til den og klemmer håndtaget ned mens jeg trækker døren ind mod mig, så den ikke larmer. Da jeg har håndtaget i bund, skubber jeg forsigtigt døren lidt op.

Inge står ved siden af sengen som en silhuet foran vinduet. Vinduerne i lejligheden på den anden side af indkørslen ligner to sorte huller, efter at frøken Nielsen der boede der, flyttede og blev til fru Nielsen fordi hendes mand også hedder det. Inge vender sig med ryggen til mig for at tage sengetøjet af. Jeg åbner døren lidt mere. Der er store pletter af blod på sengen. Nærmest indtørrede søer af blod. Inge hiver sengetøjet til sig, blodet er sivet ned i madrassen også. Det sidste hun tager af er min fars dynebetræk som hun pakker det andet ind i. Hun binder en knude på det, og skal til at gå da også hun opdager at blodet er trængt igennem og har plettet madrassen. Hun lægger bylten på gulvet, står lidt. Hun kigger rundt i værelset, jeg trækker mig tilbage fra døren. Hun kigger ind i et af de to lave skabe som om hun leder efter noget. Hun kigger tilbage på den nøgne plettede madras. Så tager hun fat i den og vender den om, så blodet vender ned i lamellerne. Madrassen buler en smule op på midten nu. Inge sætter sig på bulen og hopper lidt. Så sidder hun stille. Måske græder hun. Jeg bliver nødt til at liste nedenunder, så hun ikke opdager mig når hun skal ned i kælderen til vaskemaskinen. Jeg går ud på afsatsen igen, lister lige hurtigt ind til Jens og snupper den tomme ølflaske, og smugler den ned ad trappen og ind gennem stuen for at stille den ud i kassen i baggangen.

– Jeg tror Jens sover lidt, siger jeg til min far og Lizzi da jeg er på vej gennem stuen.

– Dav, Martin, må jeg kondolere med din mors død?

Jeg vender mig og gemmer flasken på ryggen. Der sidder en mand i stolen over for min far og kigger op på mig. Sten Koch. Jeg kan sagtens se det. Det er jo Sten. Det er godt han er kommet. Men hvorfor siger han sådan?

– Øh, ja, siger jeg. Det lyder høfligst at sige ja, når jeg nu ikke ved hvad han spørger om.

– Jeg skal lige ud i køkkenet, siger jeg.

Jeg smutter derud, stiller ølflasken forsigtigt ned i kassen i baggangen og går ind i stuen igen.

Sten har rejst sig. Nu vil han også lægge sine arme om mig. Jeg står og venter på at han skal gøre det. Han lugter af sin Tabac-aftershave som min far også har, men som han aldrig bruger. Sten lugter også af sved. Mønstret på hans skjorte er blevet mørkt af frisk sved i armhulerne. Han holder mig fast i lang tid. Mine læber spændes ud igen, og noget inde i munden snører sig sammen. Hans brune gabardinebukser trykker sig mod min mave.

Så løsner han grebet og flytter sine hænder op omkring mit ansigt. Jeg kigger ham lige ind i øjnene. Der løber tårer ud af mine egne øjne nu.

– Nu må vi se at få din far på benene igen, siger han. – For han har det rigtig skidt.

– Ja, siger jeg, så godt jeg nu kan med ansigtet klemt sammen.

Jeg vil gerne smile, men det er lidt svært. Sten klapper mig på kinden. Så vender han sig om mod min far igen og sætter sig ned over for ham.

 – Du skal ikke tænke på det med forretningen, Anders, det skal vi nok finde ud af.

 – Der er ikke nogen der kan erstatte Maya, får min far sagt.

– Nej, det er der ikke, men der er nok én der kan hjælpe lidt til på kontoret og i butikken, tror du ikke det?

 – Jeg vil ikke have nogen til at rode i Mayas sager. Det bedste er nok bare at sælge.

 – Det skal du ikke, Anders, det er bare sådan du har det nu, men det skal du ikke.

Jeg sætter mig over i den stol jeg sad i før, så kan jeg se fra den ene til den anden.

– Vil du have jeg skal prøve at spørge Sille om hun har lyst til at komme og hjælpe dig?

– Men hun har jo sit arbejde hos Børge i Superland, siger min far.

– Kan du ikke spørge Sille? siger jeg til Sten. De kigger på mig. Så kigger min far på Sten.

– Ja, det vil jeg gerne have du gør.

– Det skal nok gå. Det er det mindste af det, siger Sten. Han skænker endnu en cognac til min far og til sig selv. Jeg rejser mig.

– Hvor skal du hen, Martin? spørger Sten.

 – Jeg tror lige jeg smutter en tur over i skolegården.

 – Hvad vil du derover for?

– Bare lige se om der er nogen.

Sten kigger på min far. Min far siger ikke noget.

– Ja, men det lyder da fornuftigt, siger Sten så.

Jeg går ud i gangen. Bare de siger noget til mig. Jeg når ned ad den lille trappe. De siger ikke engang noget til hinanden. Jeg når fordøren. Ingenting. Jeg tager i håndtaget og trykker det ned. Der kommer ikke noget. Jeg åbner døren. Går ud på fortrappen. Lukker døren efter mig. Ikke en lyd. Jeg prøver at komme ned ad trappen i små hop, og vil fortsætte sådan lidt kvikt, men sætter med det samme tempoet ned igen. Jeg går gennem indkørslen op på Hovedgaden. Ingen der kommer efter mig.

På butiksdøren sidder der et skilt. Det er Lizzis håndskrift: „Lukket på grund af dødsfald.“ Der står ikke hvem der er død. Jeg vil gerne over gaden. Jeg står på kantstenen. Folk kigger på mig. Flagene er stadig på halv. Hvem mon har sat vores flag ud? Kan Lizzi finde ud af det? De kigger på mig. De standser og kigger. De taler til hinanden mens de kigger. Jeg venter på en bil der skal forbi. Jeg kunne godt nå at gå over, men jeg venter. Kigger til den anden side. Skråt overfor står købmand Vestergaard og glor. Han begynder at gå hen mod det sted jeg vil ramme når jeg krydser gaden. Jeg sætter tempoet op og når at komme over i Skolegade, så jeg ikke møder ham tæt på.

– Dav, siger jeg.

Der er jo ingen grund til at være uhøflig.

Gennem gitterlågen til skolegården kan jeg se at der sidder nogen på den store gynge. Kristine er der. Hun er ellers aldrig i skolegården om aftenen. L.P. er der, Mick fra grillbaren er der. Og Kim. Kim er der. Er han ikke for gammel til det? Han har en Puch Flagskib. Hvorfor er han og L.P. ikke til kapgang? De sidder og snakker hemmeligt. De siger blodkræft nogle gange. Kim siger noget med ædt op indefra. Og en af dem siger det lyder ulækkert.

Jeg kravler over lågen på den måde jeg har lært mig med at lægge mig på maven på kanten af lågen og gribe fat i gitteret på den anden side og slynge mig over, så jeg lander på asfalten på den anden side. Der bliver stille henne på gyngen. Lågen larmer når man laver det trick jeg lige har lavet. Alle kigger på mig. Som om de har set en UFO. Jeg går over mod dem. Vi skal jo videre. Ind på den del af pladsen hvor der er kommet sand, så man ikke falder og slår sig fra gyngen eller vippen.

– Dav, siger jeg og bliver stående på afstand.

Sparker lidt i sandet.

– Dav, kommer det lidt spredt.

– Hvad laver I?

 – Ikke noget, vi gynger bare, siger Kristine.

Jeg går nærmere.

 – Må jeg komme op?

De andre kigger lidt rundt. De plejer ikke at være sammen med hinanden. De har bare været dem de nu var i skolegården, og så har de sat sig op på gyngen. Og snakket. Om min mor. Kristine rykker lidt over mod L.P.

– Ja, selvfølgelig, hop op.

Det lykkes i ét hop at få det ene knæ op på gyngen og så i lige linje at sætte af igen og komme ned at sidde.

– Vupti, siger jeg.

Det er ellers ikke noget jeg siger.

Så sidder vi der lidt. Kim forsøger at smile til mig. Kristine kigger på Kim og smiler så også lidt. Gyngen kom lidt i bevægelse af at jeg satte mig op. Nu er den gået i stå.

– Er det rigtigt at din mor er død? spørger Mick.

Han har lidt fynsk dialekt stadigvæk, selvom han var ret lille da de flyttede ind i grillbaren.

De andre kigger på ham med store øjne. Og så tilbage på mig.

– Ja, det er rigtigt.

– Var det så sådan noget blodkræft? spørger Mick.

– Altså, hold nu din kæft, Mick, siger L.P.

– Ja, det tror jeg nok, siger jeg. Lagnerne og det hele var jo smurt ind i blod, så det må have været noget i den retning.

Vi sidder lidt sammen. De kigger på mig.

– Nå, men …, siger jeg og begynder at kravle ned. – Jeg tror lige jeg tager den lille gynge lidt.

 Jeg går over til en af enmandsgyngerne som man kan gynge meget højt i. Der kommer sand i mine sko. Jeg sætter mig op i den og gynger en hurtig, høj tur. Så standser jeg gyngen og sidder og roder med fødderne i sandet. Der må bare komme alt det sand i der vil.

De andre begynder også at kravle ned. Jeg aner det ud ad øjenkrogen. Mick og L.P. går ud af skolegården via den anden indgang over mod kirken, så de kommer ikke forbi mig. Kim og Kristine går min vej, så de næsten kommer tæt på mig.

 – Hej, hej, siger Kristine.

– Hej.

– Hej med dig, Martin, siger Kim. – Skal du ikke hjem? Han mener ikke om vi skal lege det der. Han mener at jeg skal gå hjem.

– Jeg skal først være hjemme klokken ni, siger jeg.

Vi har ingen regler for den slags. Og nu ved jeg ikke om der kommer nogen regler. Det kan være der kommer nye regler for alt.

Jeg hører lyden af lågen der bliver rusket lidt i og Kristine og Kim der lander ude på den anden side. Jeg sidder og skraber med fødderne i sandet igen. Jeg kan ikke være der længere nu, men jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen. „Ooh, ooh, love hurts.“ Jeg kan godt lide Nazareth, selv om jeg synes de er lidt vilde. Eller jeg kender kun Love Hurts. Give A Little Love med Bay City Rollers holder nok lidt tid endnu på Tipparaden. Ellers har jeg den jo på single, så kan jeg bare selv spille den.

Lågen larmer igen. Jeg vender mig om i et ryk. Det er Kristine der kommer tilbage. Jeg kigger ned i sandet. Jeg prøver på at lade som om jeg ikke har hørt det.

– Jeg glemte min trøje, siger hun.

– Nå.

Hun går over til den store gynge og finder den brunstribede trøje hun altid har på. Hun har nok selv strikket den. Hun strikker i hvert fald. Vi har strikket grydelapper sammen i håndgerning, og hun er god til det. Mine blev bredere og bredere jo mere jeg strikkede. Hendes blev lige.

Kristine går tilbage mod lågen. Jeg kigger ikke på hende for hun går bare forbi. Så pludselig stopper hun og drejer sig over i retning af mig. Hendes skridt nærmer sig i sandet. Hun standser foran mig.

 – Jeg vil altså bare sige at vi har snakket meget om det hjemme hos os, og vi synes det er rigtig synd for dig.

Jeg kigger op på hende. Hjemme hos Hjorts har de snakket om det. De synes det er rigtig synd for mig. Det bliver varmt i min mave, helt op i halsen.

– Ja, siger jeg. Jeg vil gerne smile, men jeg ved ikke om jeg gør det.

– Nå, men hav det godt, siger hun.

Så går hun hen til lågen igen. Hun har sin egen lidt klodsede måde at slynge sig over på. Hun er jo en pige.

Jeg venter til hun er helt væk. Jeg gynger lidt frem og tilbage, hopper af gyngen, løber hen til lågen og er ovre i én svævende bevægelse. Lander perfekt på begge ben. Jeg kigger mig tilbage. Men alle er jo gået.

Nede i gården holder der en bil som ikke tilhører firmaet og som heller ikke er Stens. Da jeg nærmer mig fortrappen, ser jeg at læge Hartmann sidder sammen med min far på det øverste trin. De græder begge to.

 – Dav, Martin, siger Hartmann. – Ja, undskyld vi sidder her, men vi er alle sammen så kede af det der er sket. Vi forstår det ikke.

 – Gå ind og få noget at spise, Martin, siger min far. Han ser mig lige i øjnene. Han ved ikke hvad han ellers skal sige. Han græder bare lige op i mit ansigt.

Jeg går op ad de nederste trin, og min far og Hartmann rykker lidt fra hinanden, så jeg kan træde op imellem dem. Jeg lukker ikke døren helt og bliver stående lidt inde i gangen.

– Først troede jeg jo bare det var den influenza som har hærget de sidste måneder, det ville jo være oplagt, siger Hartmann. – Og Maya var jo aldrig syg, vi så hende jo aldrig i lægehuset, kun hvis der var noget med drengene.

Han trækker vejret hårdt igennem det han siger.

– Det er første gang nogen er døde efter at vi har åbnet det nye lægehus, og du må undskylde jeg sådan kommer her og maser mig på, men jeg kunne ikke lade være. Det er så frygteligt det der er sket, og Anders, jeg mener vi har gjort alt hvad vi kunne. Jeg har snakket med overlægen i Esbjerg, og han siger han aldrig har set noget så galopperende, det æder simpelt hen patienten op indefra.

Min far hulker endnu højere.

– Kom og få en kotelet.

Inge står pludselig i gangen.

– Det står parat til dig derude på bordet, siger hun. – Jeg går lige ned til vasketøjet.

Hun fortsætter forbi mig, men da hun hører mændenes stemmer udenfor, vender hun om.

– Det er nok bedst jeg tager bagtrappen, siger hun.

Jeg følger efter hende ud i køkkenet. Hun er godt nok lille og senet. Hun har altid haft det samme hår. Det virker meget tørt i det. Man kan ikke mærke noget på hende. Det er som om hun passer på ikke at gøre noget forkert. Sådan har det altid været.

– Vil du have et glas mælk til?

– Ja, siger jeg og sætter mig ind på bænken.

Inge har stillet tallerknen med mad dér hvor min mor plejer at sidde, og dér hvor jeg plejer at sidde når jeg er alene. Under opslagstavlen med vores skoleskemaer og tider til det ene og det andet sport. Jeg ved ikke om vi kommer til det mere. Måske skulle jeg begynde at gå til kapgang ligesom Kim, og så kun det.

 Jeg sætter mig og venter på at Inge har taget mælken fra køleskabet og stillet et glas foran mig. Da hun går ud ad bagdøren for se til de blodige lagener nede i kælderen, lister jeg hen og åbner vinduet ud til terrassen, så jeg kan høre hvad min far og Hartmann snakker om. Jeg skubber vinduet helt op. Det giver et lille smæld, men mændene kan ikke se mig, så de tror sikkert det bare er Inge der lufter ud efter maden.

– Jeg skal selvfølgelig nok undersøge om det er arveligt. Det er i hvert fald ikke noget der smitter, sådan er det jo ikke. Men om man kan have anlæg for det, det ved jeg ærlig talt ikke.

Hvad er anlæg for noget?

– Jeg tror ikke der er noget at være bange for, Anders, men jeg er jo forholdsvis ny som læge, og jeg skal nok undersøge alting og give dig besked, siger Hartmann.

 – Hvordan kunne hun gå med det uden at sige noget? siger min far. – Har hun slet ikke været oppe ved jer med det?

– Anders, hun har ikke sat sine ben i lægehuset siden åbningsreceptionen, det lover jeg dig, siger Hartmann. Jeg sætter mig hen til bordet. Hvordan skal vi få mad nu? Inge kan ikke komme hver dag. Hvordan har hun fået koteletten til at være sådan ru i det? Jeg begynder at spise ærterne og gulerodsstykkerne. Vi skal jo bare se at komme videre. Jeg skærer i kødet som er beige indeni. Jeg tager en bid, det smager godt med smørsovsen ovenpå.

– Anders, hvordan er du kommet hjem? Er det ikke din Renault der holder der? spørger Hartmann pludselig derude.

Min far græder. Det varer noget inden han svarer.

 – Jeg må være kørt selv, jeg kan ikke huske det.

 – Jamen, det tager jo næsten en time. Er du kørt alene hele vejen fra Esbjerg Sygehus? Var der ikke nogen der tilbød at køre dig?

 – Jeg skulle jo have bilen hjem på én eller anden måde, siger min far. – Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke. De sagde at der ikke var mere jeg kunne gøre. Og så må jeg jo være kørt. Inge kommer ind fra bagtrappen. –

 Kan du ikke sørge for at din far og Jens også får noget at spise?

– Jo, det skal jeg nok.

– Jeg kører hjem nu, der er vist ikke mere jeg kan lave, så må vi se i morgen.

Inge lukker døren efter sig ud til baggangen. Så åbner hun den igen og stikker hovedet ind. Nu har hun sin grå hue på.

– Du har ikke set musen i dag, vel?

– Nej, siger jeg, og kigger over mod køkkenskabet hvor jeg så musen sidst.

– Godt, jeg skulle bare lige høre, siger hun.

Hun forsvinder igen ud ad bagdøren.

Jeg får den sidste bid ned og rejser mig. Mon det er min nye plads nu? Jeg skyller kniven og gaflen af og putter dem sammen med tallerknen ind i den nye opvaskemaskine. Det skal nok gå med det. Opvaskeren kan vi godt finde ud af. Det er mere det med maden. Og vaskemaskinen ved jeg også godt hvordan man bruger. Jeg har jo vasket tøj hemmeligt nogle gange hvor jeg har været alene hjemme, og der var kommet pletter i underbukserne om natten, eller når jeg har leget det der med Kim. Andre gange har jeg skyllet underbukserne og lagt dem til tørre, og så, når de var tørre, har jeg lagt dem til rigtig vask, så Inge kunne vaske dem i vaskemaskinen. Andre gange igen har jeg smidt dem ud. Jeg putter dem bare i en plasticpose og ud i skraldespanden neden for bagtrappen.

Hartmann er ved at gå. Han holder min far om skuldrene. Sådan noget har jeg aldrig set før.

– Nu må vi bare se at komme ovenpå igen, selv om det sikkert bliver hårdt, siger han.

– Ja, tak fordi du kom, siger min far.

Han kigger på lægen med noget respekt eller sådan noget.

– Ja, tak fordi du kom, siger jeg så.

De vender sig om. Hartmann skal lige finde ud af hvad han skal sige, for han skal ligesom sige noget. De vidste ikke jeg stod lige bag ved dem.

– Det skal nok gå, Martin, og hvis der er noget du vil vide, så kigger du bare op i Lægehuset, siger han.

Han har stadig helt røde øjne ligesom min far. Han vender sig og går ned ad fortrappen mod sin bil. Min far kigger efter ham og vender sig om mod mig.

– Fik du noget at spise?

– Ja, der er også noget til dig og Jens hvis det er.

– Jeg er ikke sulten, siger min far.

– I skal prøve at se om I ikke nok kan spise noget, siger jeg.

Hartmanns bil kører ud af gården, min far står og vinker efter den. Det gør jeg også lige.

– Nå, men så sætter jeg det ind i køleskabet, så kan I tage det senere, siger jeg.

– Jeg kan ikke spise noget, Martin, jeg kan ingenting.

– Nej, siger jeg, skal vi ikke gå ind?

Min far kigger på mig. Det skal jeg jo heller ikke bestemme.

 – Jeg går lige lidt rundt hernede i gården. Jeg kommer snart, siger han.

Han går ned ad trappen. Han er godt nok blevet en gammel mand. Det er som om han er lidt fuld. Det er på grund af det med min mor. Det begynder at blive mørkt udenfor.

 Jens ligger stadig på sin briks med min mors jakke på. Jeg går hen til ham ligeså stille. Solbrillerne er faldet af, og det virker som om han er faldet i søvn. Eller også vil han ikke snakke med mig.

– Der er mad nede i køkkenet, Jens, du må prøve at se om du ikke nok kan spise noget.

Han svarer ikke.

Hvor mon min far ville hen? I stedet for at gå ind på mit værelse går jeg ned ad trappen igen. Ned på kontoret og videre ned på værkstedet. Jeg hører nogle snøftelyde inde fra Slyngelstuen. Jeg lister hen og står et par meter foran døråbningen. Inde på bænken sidder Lizzi med albuerne på bordet og hænderne op for ansigtet. Jeg tør godt gå hen til hende og lægge en hånd på hendes skulder.

– Så, Lizzi, du skal ikke være ked af det.

Det giver et ryk i hende, det er ikke min mening at forskrække hende. Hun vender sit ansigt imod mig. Hendes ved øjnene er løbet ned ad kinderne. Hun ser på mig et øjeblik som om hun ikke ved hvad hun skal gøre. Så tager hun hårdt fat i mig og knuger mig ind til sig, mens hun græder videre. Hun hvisker, men det lyder meget højt lige ind i øret på mig.

– Du kan kraftedeme tro, jeg skal være ked af det, for jeg elskede Maya, jeg elskede din mor. Hun er det eneste menneske jeg nogensinde har haft respekt for. Du elskede også din mor, du vil altid elske hende, lille Martin, og du er også ked af det.

Hun tager meget hårdt fat i mig, og det føles ikke så mærkeligt som sidste gang. Vandet kommer op i øjnene igen.

– Og jeg elsker også dig, Martin, og det skal du vide, jeg finder mig ikke i at nogen gør dig ondt, eller du laver lort i dit liv.

Hun rykker i kroppen på mig.

– Jeg finder mig ikke i det, siger hun igen.

 – Nej, nej, siger jeg.

Jeg kan ikke sige andet nu fordi jeg også græder, og det bliver værre og værre.

 – Hvad skal der blive af jer to drenge, siger Lizzi, mens hun holder mig endnu fastere ind til sig.

Jeg kan mærke hende store bryster mod min mave.

– Nå, her er du.

Jeg vender mig om mod døren. Det er Lizzis mand, Rolf, der er kommet.

– Jeg kunne sgu ikke finde dig, siger han.

– Rolf, du er ikke kørt i bil herop, vel? siger Lizzi.

– Hvordan fanden skulle jeg ellers være kommet herop? siger Rolf.

– Du kunne være kommet i stræk-march.

Rolf vender sig og vil gå.

– Nej, Rolf, skat, jeg siger bare …

– Ja, du snakker og røven går, siger Rolf. Han er endnu mere københavner end Lizzi. Han vender sig over mod mig og smiler med munden uden at det går op i øjnene. Jeg kan se hans tænder.

– Det er noget værre noget med din mor, hvad Martin, hun var nok den smukkeste kvinde her i byen, siger han. – Jeg forstår godt du er ked af det. Min egen mor var noget af det smukkeste, du kan forestille dig, og da hun døde vidste jeg at resten af livet ville blive et langt helvede sammen med Lizzi.

 Jeg skal ikke kigge på Lizzi nu. Jeg kigger ned i gulvet og lidt til siden. Så sniger jeg alligevel øjnene hurtigt op på hende.

– Jeg kommer hjem nu, Rolf, jeg skal bare lige fikse et par ting. Kan du ikke ringe på ovre hos Nord og få nogle bøffer med hjem, så laver jeg noget mad?

– Har du ikke købt ind? spørger Rolf.

 – Nej, det har jeg ikke lige nået. Maya er død, Rolf.

– Ja, jeg ved sgu da godt at Maya er død. Hele byen er jo på den anden ende. Skal vi sige om en halv time på matriklen?

– Ja, siger Lizzi og tørrer sine øjne.

 Rolf går hen og vil egentlig sige et eller andet til mig. Så klapper han mig på skulderen og går ud af Slyngelstuen.

– Og du har spist? siger Lizzi.

– Ja, jeg har stillet resten i køleskabet til far og Jens.

– Du er en stor dreng. Jeg bliver nødt til at cykle hjem nu.

Lizzi rejser sig og tager fat i mit hoved med hænderne og kysser mig oven på håret. Nu har jeg vænnet mig til det, så det gør ikke noget. Hun er jo også ked af det. Hun holder mit hoved ind til sin skulder. Står der lidt. Jeg tror hun har lukkede øjne. Hun trækker vejret hårdt.

– Din farmor og farfar og mormor og bedstefar kommer herned i morgen. Det bliver sikkert et farligt cirkus. Bare din far nu ikke kommer i karambolage med Magda, siger Lizzi, og begynder at gå ud gennem værkstedet.

Min far kommer i hvad for noget med mormor?

– Vi må jo se at få stablet noget mad på benene til dem, siger hun henne ved døren. – Pas godt på din far og Jens så længe, og …

Hun snøfter og tager sig sammen. Tager sin frakke og tørklædet. Samler sin taske op og går.

Døren smækker bag hende. Gennem ruden i døren kan jeg se at hun møder Sten ude på gårdspladsen. Han står med en flaske og en sort pose i hånden. De snakker lidt sammen og kysser hinanden på munden, inden Sten går op til fortrappen. Jeg løber op gennem kontoret, så jeg kan støde på ham i forgangen.

– Far er ude og gå lidt rundt, siger jeg.

Sten står med flasken. Det er cognac.

– Nej, jeg sidder heroppe, siger min far oppe fra stuen.

– Så smutter jeg lige op til ham, siger Sten.

Han kører en hånd rundt i håret på mig inden han går de fem trin op. Jeg følger efter ham.

 – Nu skal vi fandeme have hældt noget cognac på dig, så du kan få sovet lidt, Anders. Henter du to glas til os, Martin?

Jeg går ind i stuen. Min far sidder lidt længere inde i hjørnet på sofaen nu. Han må have siddet der allerede da jeg gik ned til Lizzi. Så har han nok ikke villet gå rundt ude i gården alligevel.

Jeg finder nogle glas henne i skabet.

– Er det sådan nogen her? spørger jeg og holder to glas frem.

 – Det er sgu lige meget hvad det er for nogen, bare der kan være noget i dem, siger Sten uden at kigge.

 Jeg går hen med de to glas og går så lidt tilbage fra sofabordet. Står der lidt. Sten hælder meget cognac op til min far og til sig selv. De drikker begge to.

– Nå, Anders, nu skal du høre. Jeg har fået ordnet det med Sille. Hun begynder i næste uge på kontoret. Så kan hun lige finde ud af tingene, og I kan snakke sammen. Hun ringer til Børge nu, og sådan som tingene ligger, kan han jo ikke så godt sige nej. Det kan være hun lige skal arbejde i Superland et par uger endnu, men så arbejder hun bare begge steder. Er det en løsning, du kan lide?

Min far synker lidt mere af sin cognac.

– Sten, det er jeg meget, meget glad for, og det er også i orden med Sille?

– Ja, ja, hun var ikke så svær at overtale, smiler Sten.

– Det var da godt, hvad far? siger jeg ovre fra reolen som jeg læner mig op ad.

Sten kigger på mig som om han havde glemt mig. Min far kigger også.

– Ja, det er godt midt i det hele, siger min far. – Skal du ikke have noget at spise, Martin?

 – Jeg har jo spist, siger jeg.

– Nå, jamen det er godt, siger han, og drikker igen af sin cognac.

Sten skænker noget mere op til ham.

Jeg kigger lidt i reolen. Det er de samme bøger der altid har stået der. Jeg kender ryggene på dem. De fleste bøger har samme slags bordeaux indbinding men hedder noget forskelligt. Jeg ved ikke om der er nogen der har læst dem. Bag ved mig er min far og Sten tavse. Det er nok fordi jeg står der. Så rasler Sten med den sorte pose.

 – Jeg har taget lidt sjov med til dig. Bare til når du føler dig frisk igen. Det behøver ikke at være nu, jeg tænkte bare, du ved …

Jeg vender mig lidt om mod dem. Sten holder nogle Weekendsex frem for min far. Det er dem, Jans mor og far også har liggende. Min far kigger på dem som om det var noget på arabisk.

– Du kan bare beholde dem, vi er færdige med dem hvis du forstår hvad jeg mener, siger Sten.

Min far kigger stadig bare.

– Jamen, tak skal du have, Sten, siger han ud i luften.

 – Det manglede sgu da bare, siger Sten og prøver at slå en latter op.

– Jeg smutter lige op på mit værelse så, siger jeg og går bagom Sten.

 Sten stopper bladene ned i posen igen, og smider den over til min far.

– Ja, gør det, det kan være du har lektier for til på mandag, siger Sten. Jeg går langsomt op ad trappen.

– Kan vi ikke få arrangeret Mayas begravelse så snart som muligt? Jeg tror ikke jeg kan holde ud at have det sådan her særlig længe, siger min far.

– Vi ringer da til K.F. med det samme, han sidder sikkert bare og kæver den, siger Sten. Jeg når op øverst på trappen, og så kan jeg ikke høre mere.

Jens er vågnet og sidder og kigger i sit fotoalbum. Han har stadig den blå fløjlsjakke på.

– Er det Sten, der er dernede? spørger han.

– Ja. Han har taget en flaske cognac med til far, og Sille kommer og arbejder på kontoret. Jens siger ingenting.

– Jeg tror jeg går i seng, siger jeg. – Der er altså stadig noget mad nede i køleskabet.

– Jeg skal sgu ikke have noget af Inges mad, siger Jens.

 – Men så godnat. Farmor og farfar og mormor og bedstefar kommer i morgen, det siger Lizzi.

 – Ja, selvfølgelig gør de det, Martin, det kan du da nok regne ud.

– Ja. Jamen så godnat, siger jeg. Han kigger videre i fotoalbummet. Der er et billede hvor vi sidder sammen på et æsel med en masse appelsintræer rundt om.

 – Prøv at se dig, siger Jens og peger på billedet.

 – Ja, hvad med dig selv, siger jeg, du ser sgu heller ikke for køn ud.

Det er sådan noget, jeg skal sige, og Jens ved godt at jeg skal sige det, og vi smiler lige en lille smule.

 Jeg går ind på mit værelse og lukker døren efter mig. Jens har altid været irriteret over at jeg skal igennem hans værelse for at komme ind på mit eget. Men han vil heller ikke bytte, for han har altanen.

Jeg kan ikke finde min skoletaske nogen steder. Så kommer jeg i tanke om at den må sidde nede på bagagebæreren på min cykel. Jeg fik den aldrig med ind, da Lizzi kom ud og sagde at mor var død. Jeg åbner døren ind til Jens igen.

– Jeg glemte min skoletaske nedenunder, jeg bliver lige nødt til at hente den.

– Duks, siger Jens.

Sten og far har lukket døren ind til stuen. Jeg kan høre deres stemmer derinde, men ikke hvad de siger. Jeg går ned og åbner fordøren og lader den stå åben, mens jeg henter min skoletaske som er proppet med bøger og hæfter og mine to penalhuse.

Oppe på værelset lægger jeg det hele ud på skrivebordet. Jeg sorterer det så det jeg skal bruge til lektier bliver liggende. Det jeg ikke skal bruge på mandag kommer op på hylden lige over bordet. Penalhusene lader jeg ligge fremme, for dem kan jeg rydde op i senere. Jeg får øje på nogle breve fra pennevenner jeg ikke har svaret på endnu.

Jeg kunne skrive til Bo i Ølgod, eller til Birgitte og Vibeke i Sønderborg. Jeg skriver med sort tush på en almindelig A4- blok: „Kære …“, og så ikke mere på første linje, så kan jeg altid sætte navnet ind senere, når jeg bestemmer mig for hvem brevet er til. „I dag døde min mor. Så du kan nok forstå at det ikke går så godt. Hun var syg i to dage, og så døde hun. Vi troede det var influenza, men det var det ikke. Det var noget med at hun blev ædt op indefra. Vi er meget kede af det her i huset, og det betyder jo også meget for byen …“. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre med brevet. Jeg kan ikke finde på mere at skrive lige nu. Jeg kan bare gøre det i morgen. Det gør heller ikke noget der går en dag længere end der plejer. Når man tænker på omstændighederne.

Jeg læser lidt i min engelskbog, men jeg kan godt det jeg skal kunne til på mandag. Læser den historie jeg skal læse i dansk, men jeg kan godt huske den fra tidligere, så det gider jeg ikke igen. Jeg lægger bøgerne ned i tasken sammen med penalhusene, lukker tasken og stiller den ned på gulvet ved siden af skufferne der hører til skrivebordet. Min far har lavet bordet, men ikke skufferne.

Jeg hælder de gamle frø fra Bobbys skål ned i skraldespanden. Det er mest skaller. Så hælder jeg nye frø ud i skålen til den inde i bunden af buret. Jeg tager mit tøj af. Jeg går ikke ud og børster tænder for jeg vil ikke forstyrre Jens igen. Egentlig skal jeg tisse, men det kan vente til i morgen. Og ellers må jeg liste ud senere, når Jens sover. Eller gøre det i låget til min grammofon og hælde tisset ud på taget, som jeg gjorde engang Jens havde Susanne Sommer med kanintænderne på besøg inde på værelset.

Nu må jeg se om jeg kan sove. Det har været en lang dag i dag, og det bliver det nok også i morgen med alle de mennesker