Tekst
Video
Spil og leg
Konkurrence
Lydindspilning
Opgave
Lærervejledning

Glemt password?

Læringsmål

{{learningObjectiv.description}}

Opgaven er nu afleveret

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Kommentar

Opgaver

{{assignment.Comment}}

Dem i kælderen

FÓLKIÐ Í KJALLARANUM.jpg

(Uddrag)

 

Indkøb

Vaskepulver tilbud, tre slags og alle til samme pris: to for en pakkes pris. Klara kan ikke blive enig med sig selv om hvilken slags, hun skal vælge. Spejder efter Svenni i supermarkedet, står tæer, men han er ikke til atøje nogen steder. Måske er han i grønsagsafdelingen; han havde sagt noget om, at de manglede frugt.

 

Klara går derover og ser ud over tusindvis af appelsiner, æbler og bananer. Hylderne bugner af indbydende og saftige sunde frugter. Hun snupper  nogle blå druer.

 

Hvor er Svenni?

 

Hvilket vaskepulver skal hun vælge?

 

Butikker har altid gjort hende forvirret. Da Klara var fem år, tog hendes far hende med i en legetøjsbutik. Hun fortjente en belønning for sin tålmodighed; mor og far måtte hele tiden tage sig af lillesøsteren Embla, som græd dag og nat. Mens de kørte fortalte far, at hun selv måtte vælge et stykke legetøj; forventningens glæde var uudholdelig. Klara løb foran ham ind i butikken, og med rystende knæ standsede hun foran en stor hylde med stabler af fint påklædte dukker, playmobil, dukkehuse, legoklodser, elektriske biler og kaffestel. Hun spærrede øjnene op, bed sig i knoerne og brast i gråd. Græd så hjerteskærende, at ekspedienten måtte bede far om at tage hende udenfor. På vejen hjem købte far modellervoks i den lokale Brugs. Klara var rigtig glad for det modellervoks. Mindet lokker et smil og et par dybe smilehuller frem hendes ansigt.

 

"Klara!"

 

Hun vender sig hurtigt om; dér står han.

 

"Nå der er du," siger han lettet. "Det her supermarked er en ren jungle."

 

"Det er alt for stort. Her kommer vi aldrig mere, vel?"

 

Svenni griner, kysser hende panden. "Fandt du noget vaskepulver?"

 

"Jeg fandt kun nogle druer," svarer Klara og propper en til i munden. "Gider du med hen og finde det?"

 

"Nej, jeg bliver nødt til at finde noget til forretten. Hvad synes du: salat eller kød?"

 

Hun synker druen. "Aner det ikke. Hvad synes du?"

 

"Det var mig, der spurgte først."

 

"Det er din middag."

 

"Vores middag."

 

Med en skælmsk mine lader hun ham få ret. Hun foreslår, at de køber både salat og kød.

 

"Til forretten?"

 

"Ja. Eller fisk."

 

"Jeg har allerede lagt klipfisk i marinade til hovedretten." Svenni smiler skævt. "Du lægger heller aldrig mærke til noget."

 

"Der har været så meget at lave. Du ved, jeg er ved at drukne i arbejde," siger hun hurtigt.

 

"Du har nogenlunde lige så travlt, som jeg har, Klara. Hvad siger du til foie gras til forret?"

 

"Udmærket."

 

"Så laver jeg en citronsorbet, jeg har en fantastisk opskrift. Henter du patéen, hvis jeg finder nogle grønsager?"

 

"Okay."

 

"Hvis du tager hjem og går i gang med salaten, sørger jeg for vin."

 

"Okay."

 

"Gider duogså lave lidt dressing. Hvad skal vi have at drikke?"

 

"Bare det sædvanlige." Hun vender sig om og går hen imod vaskepulveret.

 

"Hvidvin?" råber han efter hende.

 

"Ja, hvidvin ogdet bestemmer du."

 

"Har du tænkt dig at blive ude altanen hele aftenen?" spørger Svenni og tager et forklæde .

 

"Jeg sidder bare lidt i solen." Klara lægger sig til rette i liggestolen.

 

"Grønsagerne ligger stadigvæk i indkøbsposen. Jeg troede, du ville hjælpe mig med maden."

 

"Du er en bedre kok, end jeg er." Hun lukker øjnene. "Jeg vil gerne have lidt kulør."

 

"Gør som det passer dig."

 

"Svenni! Det er din middag."

 

"Tak. Det er gået op for mig."

 

 

Forvirring

1.

Lyset inde i teltet var rødgult, luften frisk som klippevand. Verden virkede klarere end den plejede, indtil et skrig flængede stilheden, og Klara fór op med hamrende hjerte.

 

Kort efter midnat var de faldet i søvn, sammenfiltrede i teltet, Klara, lillesøsteren Embla , Fjola og Lúlli. En efter en var de faldet i søvn under hvisken og tisken, mens de voksne sad i skæret fra hyggelige lanterner og snakkede rundt om et overlæsset plasticbord i den lyse sommernat.

 

Nu var bordet smattet og sølet til med krummer og cigaretskod; rodet virkede mærkelig rent i de solstråler, som pløjede en fure i nattens dis; stanken i teltåbningen indikerede, at nogen i stedet for at tisse i græsset havde ramt teltet. Forvirrede var alle de voksne stimlet sammen bredden af en strid elv, alle undtagen mor. Hun holdt alene midt ude i den buldrende vandstrøm. Indespærret i familiens bil sad hun og fægtede med armene, mens det brune smeltevand fossede omkring hende, og skreg, at far aldrig tænkte andet end sin egen pik.

 

Underligt nok virkede det nu, som om det faktisk var hende, far var mest optaget af, mens han forsigtigt gik ned ad den mudrede bred og søgte efter et eller andet at holde fast i. Han gled, og mor skreg af skræk.

 

Teltets åbning lagde sig omkring Klaras skuldre som en orangefarvet kongekappe. En solkonge med klaprende tænder, som betragtede de voksne, og åndede lettet op, da Raggi greb fat i snippen af fars trøje. Hun krummede sig sammen, mens de hentede et reb i bagagerummet Raggis Landrover. Rebets ene ende blev bundet om maven far og den anden om en krog jeepen. Hun kneb øjnene sammen, da far vadede ud i elven.

 

"Det skal nok godt," hviskede en klangfuld stemme, spinkle arme i en kæmpestor sweater omfavnede hende.

 

Klara sagde intet, hun kunne ikke røre sig. Hvis elven ikke opslugte dem, lovede hun sig selv, at hun ville bede fadervor hver eneste aften, og gøre det i lang tid

 

"Helt ærligt, Klara! Din far er bundet fast til vores jeep," sagde Fjóla, og lød mere som en nedladende lærerinde end en pige ti år. "Der er ikke noget at være bange for."

 

"Jo, der er."

 

"Det må du selv om. Men se nu! Din far er nået ud til hende."

 

"De skal også finde ud af at komme tilbage. Det er det sværeste."

 

Vandet nåede far til brystet, han kæmpede for atmor ud af bilen, som krængede faretruende. De hørte ham råbe, at hun var sindssyg, at hun havde ødelagt bilen, at han ikke havde været sammen med nogen anden kvinde, og hvad var der egentlig i vejen med hende.

 

Klara vidste, at far løj. For nogle dage siden havde hun konkurreret med Embla om hvem, der kunne bygge det flotteste sandslot, og Emblas klodsede bygningsværk styrtede sammen oven Klaras kinesiske dragehus, da en stewardessesko trådte taget. Deop en dame de kendte, som hviskede ”hej”, og mindede om damerne i Dallas, fordi hun havde små fine bevægelser  ligesom Sue Ellen og duftede af parfume.

 

"Du har ødelagt mit hus," erklærede Embla og surmulede, inden hun stak skovlen i munden og stirrede op damen, der stod og vaklede i sandkassen, mens hun trak en stor pose slikkepinde op af sin håndtaske, som hun gav til Klara og sagde undskyld.

 

"Må jeg godt beholde slikkepindene?"

 

"I må godt beholde slikkepindene," sagde kvinden med en klump i halsen. "Og undskyld, at jeg var sammen med jeres far."

 

"Du må godt være sammen med ham," sagde Klara, og skyndte sig at lukke posen op. Så slog det hende, at de voksne brugte ord en lidt anden måde. Bag ordene "sammen med jeres far" gemte der sig noget mystisk, som overgik søstrenes forestillingsevne. Men posen var god, bedre end ubehagelige tanker. Og det faldt ikke Klara ind at takke nej til den. Og heller ikke Embla, som strålede af lykke med en jordbærslikkepind i munden, travlt optaget af at reparere sandhusets  sammenstyrtede tag.

 

Klara undgik Fjólas omfavnelse, og lukkede øjnene. Havde hun begået en frygtelig forbrydelse, da hun tog imod posen? Far havde sikkert været sammen med denne kvinde, hvad deend havde foretaget sig, og det var mor tydeligvis ikke glad for.

 

Denne underlige dame måtte have gjort mor fortræd, ellers ville hun ikke have givet dem posen med slikkepinde, som de skjulte i deres dukkekøkken, en stor trækasse, som far havde sømmet fast til væggen. Mormor havde syet nogle blåmønstrede gardiner til, så det lignede et almindeligt køkkenskab. Og nu var mor ved at drukne, og den fine bil var ved at blive ødelagt; den bil som Klara havde valgt sammen med far hos bilforhandleren, for længe siden, da mor grillede oksekød og stykker af peberfrugt spyd, og en flyvemaskine tegnede en vatstribe himlen, og far og Klara og Embla spillede fodbold, og alt var sjovt …

 

 

Embla græd inde i teltet, mens Klara bed sig i håndryggen. Måske ville alt have været anderledes, hvis Klara havde fortalt mor om slikkepindene og forklaret, at  kvinden nok ikke havde ment at gøre nogen fortræd.

 

Fjólas mor nærmede sig: Elisabet med proptrækkerkrøllerne og de store øreringe, som klirrede, da hun krøb sammen ved siden af pigerne og sagde, at de skulle kravle ind i teltet og se at falde i søvn.

 

"Mor er ved at drukne," sagde Klara alvorligt, og det fik Embla til at græde endnu højere end før.

 

"Hun drukner ikke, søde pus," forsikrede Elisabet, og missede med øjnene som en rastløs pubertetstøs. "Drengene trækker bilen op af elven."

 

"Hvilke drenge?" spurgte Klara.

 

"Din far og Raggi, selvfølgelig. Så, se nu at falde i søvn. Alle børn i hele verden sover nu – bortset fra jer."

 

 Modvilligt kravlede de ind i teltet.

 

"De er åndssvage!" mumlede Fjóla, og strakte sin lange krop oven soveposen. "Ingen har så åndssvage forældre som os."

 

"Det ved jeg godt," snøftede Klara og kravlede ned i soveposen. Hun lod det blive ved denne bemærkning, for hun ville høre, hvad der foregik udenfor. Fjóla forstod, uden der blev sagt meremed kinden hvilende i hånden lod hun sit blik hvile morgenrøden mens hun med et ældgammelt blik lyttede med, ligesom Klaras mormor.

 

Sådan gjorde Fjóla altid, når der var noget i vejen, uanset om de var hjemme hos hende selv eller hos Klara. Fjóla var god til turbulente nætter i modsætning til andre piger, som blev bange eller begyndte at kritisere, når de fik lov til at overnatte i weekenderne. Hjemme hos Fjóla opførte folk sig fuldstændigt som hjemme hos Klara, derfor kunne de grine sammen. Men engang imellem var det umuligt at grine, så trøstede de Embla eller Fjólas lillebror, Lúlli – nu var det Emblas tur til at blive trøstet.

 

"Gider du?" spurgte Klara.

 

"Ja," sagde Fjóla, og lagde armene om Embla. Hun løj med en smidig stemme, sagde, at de voksne bare legede, og at larmen var legens højdepunkt.

 

"Gå din vej! Jeg vil have mor," sagde Embla hulkende.

 

Klara så skarpt hende. "Sssh, du vækker Lúlli!"

 

"Jeg er ligeglad. Mor, mor!"

 

"Mor leger," gentog Fjóla helt rolig. "Ikke også, Klara?"

 

"Jo."

 

"Mor!" Embla moslede rundt, næsten helt oppe i hovedet Lúlli, som mumlede i søvne.

 

"Ti stille, eller jeg slår dig," sagde Klara og begravede hovedet i en dynge tæpper.

 

"Embla, du må godt få min Prins Polo chokolade, hvis du holder op med at græde." Fjóla stak hånden ned i rygsækken, og snart kunne man skimte det gyldne papir. Embla holdt op med hyle.

 

Hendes kinder var smurt ind i chokolade, da en drivvåd mor kom vaklende ind i teltet og væltede den forreste teltstang.

 

2.

Der blev talt om klamydia.

 

Klara vidste ikke, hvad klamydia var for noget, men hun havde besluttet, at klamydia skulle være strengt forbudt, når hun selv blev voksen, og fik lov til at bestemme.

 

Ingen klamydia. Kun spaghetti med ketchup i et gult hus, hvor det vrimlede med hunde, tæver med hvalpe i udspilede maver.

 

Hun var klar over, at klamydia var noget slemt. Mor sagde ikke et ord til far, før familien var vendt hjem fra turen. Da Klara og Embla havde spist kogt fisk, og var kravlet i seng med tandpastasøde tænder, hørte de mor hvæse, og far hviskende svare, hurtigt som en angst fugl, der argumenterede for sin ret til at eksistere over for en kat.

 

Om morgenen hørtes mors buldren, inden vækkeuret ringede. Hun råbte, at søstrene skulle skynde sig at tage tøj , for hun skulle køre far til lægen.

 

"Men bilen er i stykker!" Klaras udråb blev til en anklage. "Du kørte den selv ud i elven." – Punktum.

 

Punktum efter alt det frygtelige der var sket, aldrig et komma eller et OG – og så kom den gode fe, viftede med sit scepter, og sang: "Nu bliver alt som før, og I skal leve lykkeligt til jeres dages ende i en splinterny Fiat Uno." Aldrig. Blot et punktum. Men bilen er i stykker – du kørte den ud i elven – punktum – basta.

 

Mor bad Klara holde sine næsvisheder for sig selv og gentog, at søstrene skulle skynde sig ud af sengen. Embla var begyndt at tage tøj . Mens hun eftertænksomt sad og baksede med at stikke højre fod ned i en rødstribet strømpe, blev hun flået gennem luften af mor; mors skød fik hun begge sokker , en trøje og et par klapbukser med applikerede blomster knæene, hvorefter hun blev løftet op en stol ved køkkenbordet.

 

Søstrene spiste cornflakes, mens mor gjorde sig smuk foran spejlet, og far tog et bad. Denne her gang sang han ikke, og Embla havde en mørk bekymret rynke i panden. "Hvad er klamydia?" spurgte hun med skælvende stemme med mælken løbende ud af de nedtrukne mundvige.

 

"Aner det ikke. Måske en creme," svarede Klara.

 

"Mmm," mumlede Embla. Hun var ikke særlig imponeret over den forklaring.

 

Mor insisterede at køre. Far protesterede ikke. Søstrene sad bagsædet i mormors bordeauxfarvede Skoda. Embla småsov, men fór op hver gang mor bandede og slog rattet. Klara pressede næsen mod ruden, og tegnede Nikolaj det duggede glas.

 

"Den her gamle spand synger sidste vers. Jeg tager bare en taxa, så kan du blive hjemme hos pigerne," jappede far og fumlede med brillerne næsen.

 

"Hold din kæft!"

 

"Nu må du holde op! Spanden her er lige så uduelig som Fiat'en." Han gad ikke skamme sig mere.

 

"Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre," hylede mor, og Embla holdt sig for ørerne med sammenknebne øjne.

 

"Konsultationen lukker snart."

 

Mors kastede et sylespidst blik fars underliv, mens hun hvæsende beordrede ham til at skrubbe af. Det behøvede hun ikke at sige to gange, han sprang ind for at ringe efter en taxa.

 

Tavs fulgte hun ham med øjnene, da han løb ind i træhuset, som de havde bygget sammen med deres venner, dengang Klara var to år, og de stadigvæk var forelskede. Hun sank sammen, ogfrem for sig. Tændte en cigaret, åbnede vinduet.

 

"Skal vi ikke indenfor?" spurgte Klara.

 

"I kan gøre lige, hvad der passer jer," svarede hun.

 

Det trak i Emblas mundvige, men Klara prikkede til hende. "Sssh!" hviskede hun.

 

 

Mor var overbevist om, at der var tale om mere end én kvinde. Klara hørte hende tale om en tyskfødt nordisk filolog i nederdel, og en kvindelig gartner, som far havde mødt til en fest. Hun blev ved med at remse kvinder op, som hun mistænkte far for at have været sammen med, og han gav igen med samme mønt. Om natten gik han rundt og gennemgik alle de mænd, som han påstod hun havde været sammen med. Indimellem sloges de. Råbte og slog hinanden. Smækkede med dørene, hvæsede og talte om at kneppe og om fisser og pikke og flirt og bedrag. Larmen var ved at drive søstrene til vanvid.

 

"Hvad ER klamydia?" spurgte Embla enhver, hun følte var tilliden værd. Klara foreslog, at hun spurgte mormor, hvis hun nu var så nysgerrig. Men da det kom til stykket, var det Klara, som spurgte mormor, da hun var i gang med at forberede frokost.

 

"Er der nogen, der har klamydia?" spurgte mormor med hovedet nede i gullaschgryden.

 

"Det ved jeg ikke. Jeg hørte nogen tale om det, i skolen eller sådan noget," skyndte hun sig at sige.

 

"Javel. Ræk mig lige paprikaen."

 

Klara fortalte Embla, at Klamydia var damen i sandkassen. Hun nikkede hemmelighedsfuldt som en dygtig politibetjent, og mumlede, at Klamydia var sød.

 

 

Fjóla grinede, da hun hørte Emblas kommentar, dog uden selv at være bedre informeret. Hun fik den strålende idé at tage ind Hovedbiblioteket i Reykjavik og slå klamydia op i en bog. De kørte med rutebilen ind til byen, og købte sig en hotdog ved busterminalen, inden de tog bussen videre ind til centrum. Efter en times søgen i byens gamle centrum faldt de nærmest ved et tilfælde over den rigtige bygning. Der blev søgt i overlæssede bogreoler, indtil en venlig bibliotekar fandt den bog frem, som Fjóla havde i tankerne.

 

”Mor var her engang for at læse i denne bog. Den hedder Kvinde kend din krop.

 

"Hvorfor brugte hun ikke biblioteket derhjemme?"

 

"Bare fordi," sagde Fjóla, og klaskede moppedrengen ned et rundt bord. "Se, hvor mange ting der kan ske for kvinder."

 

"Som kvinder kan komme ud for …" irettesatte Klara og slikkede ketchup fra mundvigene. "Far siger, at man ikkesigeske”, det er et dansk ord og lyder ikke rigtigt islandsk."

 

"Helt i orden, kloge Klara – vil du vide, hvad klamydia er eller ej?"

 

"Jeg tror, at jeg har en anelse om det."

 

"Hvorfor spurgte du mig så?" Fjóla scannede indholdsfortegnelsen; hendes alt for store tænder tyggede læberne, øjnene var tankefulde.

 

"Jeg vil gerne vide mere om det."

 

"Lad os nu se." Hun bladrede, og til sidst fandt hun afsnittet om kønssygdomme. "Se! Ad, ad, ad, hvor ulækkert …"

 

 

De bøjede sig ind over bogen. Fjóla med lange lemmer og en mule som et føl og det lyse hår bundet sammen i en pjusket hestehale, smart, iført et Adidas-sæt og gummisko. Klara, lidt buttet med hår som engang havde været helt lyst, men nu var blevet lidt mørkere, honningfarvet hud og øjne som lyngen omkring hendes hjem. Iført en bordeauxfarvet T-shirt og klapbukser, som overhovedet ikke var mode.

 

To små piger og en stor verden, som væltede ind over dem. De åndede lettet op vejen ud.

Login for at se mere

Opgaver

  • 1Ind i teksten
    • Lav en kort karakteristik af Audur Jónsdóttirs forfatterskab med fokus på forfatteridentitet og betydning i islandsk litteratur
    • Undersøg socialrealismen som genre
  • 2Ned i teksten

    Tema: Parforhold og social arv

    • Gør rede for nutidssituationen i begge kapitler (tid, sted, stemning mv.)
    • Hvordan dukker fortiden op? – og hvorfor netop dér? Hvad motiverer springet i tid?
    • Hvilken virkelighed udfolder sig i romanuddraget?
    • Hvilke betydninger kan kobles til supermarkedet i det første afsnit?
    • Hvordan er relationen mellem Klara og Svenni?
    • Hvilke betydninger har tilbageblikket i kapitlet ”Forvirring” for nutidshandlingen?
    • Find temaer og bestem hvilket et I opfatter som det mest centrale. Begrund jeres valg.
    • Foretag en analyse af kønsrollemønsteret i uddraget. Hvilke forskelle og ligheder findes mellem forældregenerationen og den synsvinkelbærende generation?
    • Foretag en analyse og fortolkning af romanuddragets realistiske stil med fokus på sprog og komposition.
    • Hvordan skal romanuddragets sidste sætning forstås?
  • 3Ud af teksten
    • Hvilke samfundsproblemer kommer frem i romanuddraget?
    • Hvordan forholder teksten sig til problemet og hvordan er det udtryk for en tendens i tiden?
    • Hvilken realismetradition hører romanuddraget til? (Find beviser i teksten)
  • 4Kreative skriveøvelser
    • Skriv ”Indkøb” fra en børnesynsvinkel
    • Skriv farens bekendelsesbrev til moren i ”Forvirring”