Tekst
Video
Spil og leg
Konkurrence
Lydindspilning
Opgave
Faglitteratur
Lærervejledning

Glemt password?

 

Læringsmål

{{learningObjectiv.description}}

Opgaven er nu afleveret

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Kommentar

Opgaver

{{assignment.Comment}}

En uskyldig tid

(UDDRAG)

1.

DET VAR IKKE SÅ SMART af mig at kneppe Hammers dame. For det første havde Hammer ry for at være farlig. For det andet var jeg gift med Julie, og for det tredje var Linn, Hammers kone, Julies bedste veninde. Men jeg gjorde det. Jeg havde opgivet Projekt Jan Jakobsen, men lod, som om jeg stadig arbejdede med det; jeg vidste, at det ikke kunne blive ved med at , men jeg gjorde det, jeg løj om, at jeg gik arbejde i Oslo og drev i stedet omkring, sad kaffebarer, kiggede butiksvinduer, læste bøger og aviser, hang ud værtshusene, drak. Den fjerde aften mødte jeg Linn Dirty Nelly. Jeg havde købt en Mandarina Duck-taske til Julie, som en slags tilgivelsesgestus for noget jeg ikke helt vidste, hvad var. Linn stod alene oppe ved baren, og hun var også fuld. Foran hende sad en af drukkenboltene fra havnen og plaprede løs med sine store hundeøjne klistret til hendes bryster. Indimellem sagde hun noget, og så gnæggede han og hans hånd var vej op mod hendes bryster, men han tvang den ned igen. Jeg gik hen til dem. Drukkenbolten så surt mig. Linn sendte mig et blik, kastede sig om min hals og sagde, at hun netop havde tænkt mig. Jeg fik hende hen til et bord, bestilte øl og snaps, og efter endnu en omgang sad vi i en taxa vej ud til Jeløen og kyssede. Jeg var snart femogtredive og sad og kyssede min kones bedste veninde i en taxa, som var vej mod hendes lejlighed, der stod tom, fordi hun havde været oppe at skændes med Hammer. Skænderiet var endt med, at hun smed Hammer ud og gik i byen. Vi stod af ude i Tronvik, og et øjeblik stod jeg og de bølgende marker med høje løvtræslunde, skoven med douglasgran og lærketræer. Det mindede mig om Dordogne, og der lugtede som i Dordogne. Jeg trak Linn ind til mig, lod en arm feje over landskabet og sagde, at der var smukt. Hun vred sig løs og sagde: „Det der ser jeg hver dag. Det var ikke det, jeg tog herud for. Kom nu.“ Egentlig var det en bagatel, men den grundlæggende mangel generøsitet slog mig helt ud. Det var den slags, der kunne få mig til at miste lysten. Som ung mand havde jeg været let at begejstre, men der skulle efterhånden mere og mere til. Denne aften var jeg imidlertid ovenpå, og så stod jeg derude i Tronvik og hængte mig i, hvor utroligt småligt det var at sige sådan noget. Jeg så for mig, hvordan det ville blive sofaen: Smidige og erfarne bevægelser, men ingen rus, ingen liderlighed og blodets røst; dygtige bevægelser i en følelsesløs brandert. Linn stod stadig og trak i mig. Det var i det øjeblik, at jeg bestemte mig. Hun var lækker, men jeg kunne egentlig ikke lide hende. Hun holdt op med at trække i mig, slap min hånd og mig.

„Hvad er der med dig?“
„Ikke noget,“ sagde jeg.
„Jo, der er,“ sagde hun.
„Hvad skulle der være?“ sagde jeg.
„Du trækker dig vel ikke?“ sagde hun og mig med 
sine mørke øjne. Hun lod tungen glide over læberne, og pludselig smilede hun, smøg sig ind til mig og gned sit underliv mod mit. Jeg så ned hende; hun tog mine hænder og anbragte dem sin røv. Jeg kunne mærke hendes læber som en sugekop mod brystet, og jeg havde ikke mistet lysten mere; jeg pressede hende bagover, væltede ind i tujahækken, kyssede hende, sneg en hånd ind under hendes bukselinning. Hun rejste sig fra hækken.

„Læg dig ned,“ sagde hun åndeløst. 

Jeg satte mig knæ og pressede min mund og næse mod hendes skridt, gned og slikkede buksestoffet. Hun skubbede til mig igen, og jeg vaklede baglæns med bøjede knæ ned mellem fortovet og vejen. Hun satte sig overskrævs mine lår, åbnede bukserne, trak pikken ud og tog den i munden.

Bagefter spillede et lille smil om hendes læber, som om hun havde nedlagt et stykke vildt med et perfekt skud i hjertet. Hun sad hug med armene over knæene og, at jeg knappede mine bukser. Jeg børstede græs og snavs af mig, i nabohuset så jeg en svag bevægelse bag et af gardinerne. I det samme forstod jeg, hvad hun var ude : Hun ville have det samme som Hammer. Hun ville have det, som hun vidste, at han havde fået, gang gang, og det her var måden, hun gjorde det .

Jeg gik hjemad med Mandarina Duck-tasken over skulderen. Himlen var mørkturkis. Ude fjorden tøffede en tidlig båd med påhængsmotor af sted mod Larkollen. En eller anden pressede en larmende knallert op ad bakken mod Hopperntoppen, ellers var der tomt og stille. Jeg gik over Kanalen og drejede ned til venstre over togskinnerne. Jeg sagde til mig selv, at sådan som landet lå, havde jeg ret til at gøre det. Skulle jeg måske leve i cølibat resten af livet og samtidig være gift? Fandeme nej, tænkte jeg og mærkede en gysen idet et billede af Hammer dukkede op. Hvis han fik færten af, at der var foregået noget, ville han true eller banke sandheden ud af hende. Det spillede ingen rolle, at han også selv havde sine historier. Jeg huskede et par rygter om ting, han havde taget sig af.

Jeg slentrede hen til stationen, krydsede vejen og kravlede over hegnet, gik forbi vinterhaven, hvor far plejede at sidde de sidste år, inden han døde, så op vores værelse og gik ind. Jeg var i stuen igen. Fire dage. Jeg ville have mere at drikke, for der findes ikke noget mere deprimerende end at være druk og mærke, at det bliver lysere udenfor, se de første solstriber ramme hustagene og vide, at folk vil stå op, strække sig, tage en kop kaffe og se ud en ny dag. Jeg gik hen til vinduet, lænede mig mod karmen ogned stationen. Snart ville solen stå op. Jeg vendte mig og gik op ad trappen, åbnede døren til soveværelset. Hun lå med ryggen til. Hun havde skiftet dyne- og pudebetræk, vinduet stod vid gab, der duftede friskt derinde. Jeg satte mig sengekanten, lagde en hånd hendes hofte, strøg den og opdagede, at hun trak vejret hurtigt. Hun sov, men var nærmest forpustet. Jeg så mig omkring i værelset igen. Gardinerne hang skævt. Hendes bluse og bukser og hvide silketrusser lå halvvejs inde under sengen. Hun plejede at hænge sit tøj op i overensstemmelse med den borgerlige opdragelse, hun havde fået. Jeg rejste mig fra sengen. Det så ud, som om hun havde lagt sig op i den lige før jeg kom, og nu lod, som om hun sov. Jeg så mere indgående hende. Hun trak ikke vejret så hurtigt mere. Jeg tjekkede luften i værelset, men kunne ikke lugte andet end røglugten fra min egen skjorte. Jeg så hende igen. Hun var nøgen og havde bøjet underarmen om bag hovedet.

Det var en søvnstilling.

Julie var fyldt syvogtyve. Hun havde alt det der kendetegner en pæn pige fra det fine vestkvarter i Oslo ; hun så yngre ud end sin alder, havde god tøjsmag, en smal talje, var appetitlig og talte med rene s’er, og hun kunne ikke lide at indrømme overfor fremmede, at hun var fra vestkanten. Næsten det hele med et par undtagelser. Den ene var mig. Ifølge hendes far var jeg en hængerøv, som aldrig ville blive til noget, og for at understrege det, havde han ført en mangeårig kampagne for skille os ad, hvilket havde ført til at Julie brød med ham.

Det knitrede i sengetøjet idet hun vendte sig. Hun så søvnigt mig.

„Hvor har du været?“ spurgte hun.
„Til det ene møde efter det andet,“ sagde jeg.

„Du stinker langt væk af druk,“ sagde hun.

„Her, den er til dig.“ Jeg rakte hende Mandarina Duck- tasken. Hun blev straks mere vågen, tog imod den, så den, lagde den mod brystet. Hun så skeptisk mig.

„Hvorfor skal jeg have den?“
„Jeg ville bare give dig en gave.“
„Har du dårlig samvittighed?“
„Skal man have det for at give noget væk?“
Hun så ned i den, kiggede sømmene. Hun havde haft 
et nært forhold til dyre mærker. Hun lukkede tasken, lagde den gulvet ved siden af sengen med en ligeglad bevægelse, sank bagover og vendte sig om igen. Jeg satte mig sengekanten og strøg hendes ryg. Hun begyndte at trække vejret langsommere.

Jeg gik ned og lavede kaffe, satte mig i stuen med en kop og ventede , at det skulle blive morgen. Du har været et dumt svin, sagde jeg til mig selv. Hun fortjener bedre end det her. Hun er trofast. Hun har det ikke let. Der skal så lidt til for tiden. Hun må aldrig, aldrig få noget at vide om det. I det samme ringede telefonen. Jeg så displayet. Det var Linns nummer. Jeg tog den ikke. Hun lod den ringe og ringe. Jeg gloede ind i væggen og ventede , at det skulle holde op.

Jeg stod længe med hovedet bøjet under den iskolde vandstråle, steg op af badekarret, tog tøj og gik ned. Julie havde dækket bord. Hun havde købt den bitre, engelske appelsinmarmelade, jeg så godt kunne lide. Hun sad og mig hele tiden.

„Hvordan går det med teatergruppen?“ sagde hun. „Det går vel okay,“ sagde jeg.
„Du taler ikke om det mere.“
„Har jeg nogen sinde gjort det?“

„Det plejer du da altid at gøre.“
„Så er jeg åbenbart holdt op,“ sagde jeg.

„Med hvad?“

„Med at tale om det,“ sagde jeg.
Hun rejste sig, gik hen til køleskabet og begyndte at 
pille ved et gammelt køkkenur, der ikke virkede mere. Hun kørte viseren rundt og rundt flere gange. Så bankede hun uret mod køleskabsdøren. Hun sagde: „Jeg så den ikke.“

„Det ved jeg godt,“ sagde jeg.

„Den var rød og lille og den venstre baglygte virkede ikke.“

Jeg smurte endnu et stykke toast.
„Det var en Honda.“
„Jeg vil ikke høre om det,“ sagde jeg.
„Og der sad en mand i den. Jeg er sikker , at han så 
mig. Han kørte for hurtigt, helt ude ved kanten.“

„Jeg vil ikke høre mere,“ sagde jeg.
„Det regnede, og det var mørkt. Jeg stod med ryggen til
åbnede bildøren og...,“ sagde hun og stoppede op, og så begyndte hun at græde. Jeg sad med toasten i den ene hånd og kniven i den anden. Jeg kunne ikke klare mere. Hun græd lidt, og så trak hun vejret skælvende.

„Han var fem år,“ sagde hun.
„Det er for sent,“ sagde jeg.
„Jeg så bogstaverne nummerpladen. AD. Det var en 
rød Honda, og den venstre baglygte virkede ikke. Da jeg fik øje den i Oslo, vidste jeg det med det samme. Med det samme.“

„Han havde et sikkert alibi,“ sagde jeg.

„Det var ham. Det ved både du og jeg,“ råbte hun og stirrede mig. „Synes du, at det er retfærdigt, at han skal fortsætte, som om ingenting var hændt? Leve et sorgløst liv. Er det retfærdigt?“

„Hvad tror du?“ sagde jeg.

„Du er ligesom din far. Hvad var det nu, han gjorde, da din mor skred?“

„Du lyder som det skravl af en mor, du har,“ sagde jeg.

Hun sagde: „Der var ingen, der gjorde noget for David. Hvis vi ikke gør noget, hvem skalgøre det? Når hans egen far ikke engang stiller op for ham?“

Jeg hamrede næven i bordet. „Er det nødvendigt at plage hinanden dagen lang?“

Hun skød stolen tilbage, rejste sig og forlod køkkenet, klædte sig og gik ud i regnen. Hun gik gennem haven, kravlede over hegnet og gik videre mod færgelejet for at tage arbejde i Berg Kredsfængsel. Jeg gik ud i køkkenet, sparkede til døren, rev glasskålen ned fra skabet. Den gik ikke i stykker. Jeg sparkede til den. Den knustes mod væggen. Jeg lænede ryggen mod væggen, og sådan blev jeg stående, til det værste var drevet over. Jeg satte mig ned ude verandaen ogned mod skrivehuset. Jeg så min far for mig, bankmanden med det runde ansigt og de lidt for store øjne, det tætte og pjuskede sorte hår og de lidt for små fingre. Manden som hver dag gik til sin filial, sad i afdelingen for lån og lånte eller ikke lånte ud. Han var næsten aldrig sammen med andre i pauserne, fordi han gemte sig med sin drøm: aten digtsamling udgivet et godt norsk forlag. Gode modernistiske digte, gådefulde, politiske og glasklare som Paul Celans eller Osip Mandelsjtams.

Det var det, han levede for. Han skrev, uanset hvordan livet så ud. Han kunne ikke lade være. Jeg respekterede ham for det. Jeg gik op i soveværelset, fandt mine ting og lagde dem i tasken, gik ned og tog regntøj , låste døren og gik ned stationen, hvor toget til Oslo humpede af sted fjorten minutter over ti. Alt er som det plejer, tænkte jeg ogud landskabet med gårde, grønne bakker, mørke veje og små skove. Jeg tænkte min søn, hvordan han ville have set ud, hvad han kunne være blevet til. Jeg mødte en træt mands blik, så en ældre kvinde som næsten ikke havde noget hår tilbage og to lyshårede piger, som talte om drenge. Alle har deres at tænke , tænkte jeg.

*
Der var stille kirkegården; de høje løvtræer med store kroner stod og rugede om deres grønne mørke og slap nu og da en vanddråbe ned i græsset. En gartner gik frem og tilbage langs en af hækkene med en orange græsslåmaskine. Ude en plæne hoppede to krager omkring. Jeg gik forbi arbejderkvindemonumentet og hen til gravstenen. Den var lille. Der sad en hvid marmordue den. Jeg ville ikke have den, men Julie insisterede. Efter at det var blevet varmere i vejret, var jordskorpen tøet helt op, og jorden var løsnet, så gravstenen nu var sunket ned den ene side. Jeg fik forhandlet mig frem til en spade, lidt grus og et vaterpas og gik i gang. Et kvarter senere stod stenen lige. Jeg havde ikke nogen blomster med; det havde jeg glemt. Det lød som sentimental bagklogskab, men jeg havde været meget glad for ham. Mit liv var et rod, men når det gjaldt drengen, tog jeg mig sammen. Han bragte et krav om at være ordentlig med sig. Jeg kunne ikke finde noget andet ord for det. Livet skulle være noget ordentligt. Jeg kunne mærke suget fra intetheden, det umulige findesikkerige, hvor han befandt sig, reduceret til tanker og minder: Om nogle år færre tanker og minder, og efter endnu nogle år ville han blive visket helt ud og forsvinde. Blive borte i det mægtigste rige af alle, lagt den store, hvide seng, tildækket af Moebus’ tæppe. Jeg samlede redskaberne sammen og bar dem hen til kirkegartnerens hus, og vejen tilbage fik jeg lyst til at sætte nogle blomster hos ham; der var så gråt og trist ved gravstedet. Jeg bøjede mig mod nogle tulipaner, som stod i en vase en familiegrav og fik øje en lille blank ting, derved siden af i græsset. Det var et lille sølvskrin. Jeg åbnede det. På indersiden af låget var der et lille spejl. Nede i skrinet, rødt fløjl, lå der en glasampul. Glasset var blåt. Jeg havde set sådan en ampul før i en dokumentarfilm i fjernsynet. Der var gift i den, hvilken slags anede jeg ikke. Jeg tog den mellem fingrene og den. Det eneste man 
behøvede at gøre var at anbringe den mellem tænderne. Så vidunderligt lidt udspekuleret. Jeg lagde den ned i skrinet og lukkede det. Hvem var det, der gik rundt med sådan noget? Måske havde et gammelt menneske, den der var blevet alene tilbage, tabt skrinet, mens vedkommende passede gravstedet. Jeg løftede tulipanerne og gravstenen for at læse navnene og kunne mærke, at der var nogen, som standsede bag mig. Jeg bukkede mig ned, satte tulipanerne i vasen og rettede dem, lagde sølvskrinet ned i jakkelommen, rejste mig op og børstede græs af støvlerne. En høj mand med lyst hår og et magert ansigt stod og mig. Han havde et ar, som gik gennem øjenbrynet, over øjet og ned venstre kind, hvor det lagde sig i en lille krølle, som en krog. Det andet jeg lagde mærke til, var hans store næver. De hang som forhamre de lange arme. Han havde en ternet, åbentstående bomuldsskjorte , som hang udenpå en flad mave og et fladt, hårløst bryst. Han nikkede mod graven.

„Er det familie?“ spurgte han.
„Ja, langt ude,“ sagde jeg. „Hvad med dig?“
„Åh nej, ikke med nogen her,“ sagde han og hængte
tommelfingrene i bæltet.

„Kendte du dem?“ sagde jeg.
Han rystede hovedet.
„Jeg lagde mærke til, at du også sad derhenne,“ sagde 
han og pegede.

„Ja, det er min søns grav.“
Han nikkede og spyttede i græsset.
„Okay, ja,“ sagde han og så hen graven. „Jeg plejer at 
herop og kigge en gang i mellem. Jeg har også stået foran hans sted nogle gange.“

„Har du? Hvorfor det?“ sagde jeg.
Han vuggede med hovedet.
„Nej, hvorfor,“ sagde han. „Jeg går omkring og læser og 
tænker mit. Det er så stort. Alt det vi ikke ved. Alt det der er sket, time for time, med hver eneste en, og så meget, så utroligt meget, som er samlet dernede i jorden. De mest utrolige solnedgange, vældige processioner og øjeblikke, hvor alt eksploderer og falder sammen. Og andre gange ... ja, andre gange, som du ved, en slags stilhed, regnen som løber over et stykke granit, og lidt småtteri oppe i knolden om et lille menneske. Jeg ville bare lige sige det. At jeg også har stået og set det.“

„Har du lyst til en kop kaffe?“ sagde jeg til sidst.
„Jeg ville bare lige sige det. Det var det hele.“
Og så hilste han mandigt og gik videre mod udgangen.

Jeg holdt fast om sølvskrinet og den lange ranglede skikkelse, som åbnede porten og krydsede gaden lige foran en bil, der dyttede og svingede udenom, mens han slentrede videre med hænderne i bukselommerne.

Jeg huskede en af reportagerne i VG, hans hundefjæs, de triste og beklagende øjne, og det han sagde. Jeg viste det aldrig til Julie. Elevatoren standsede. Jeg gik ud i en nøgen murstensgang med gråt linoleumsgulv. På vejen ind hørte jeg en lav summen. Jeg drejede om et hjørne og et gult fartøj med en midaldrende kvinde bevægede sig langsomt lige imod mig. Bag hende stak et lille udvalg af koste og klude op af en kurv. Foran hans dør kunne jeg mærke, at der stod nogen derinde og stirrede gennem dørspionen. Han kunne ikke have hørt mig, men det var muligt, at han havde set mig nede parkeringspladsen. Han var femogtres og en velhavende mand. Jeg ringede . Jeg ringede én gang til. Der kom stadig ingen lyde fra entreen. Jeg skulle til at ringe endnu en gang, men så gled døren op klem og hans hundefjæs kom til syne i sprækken.

„Er der noget jeg kan hjælpe med?“
„Ja, må jeg komme ind?“
„Selvfølgelig. Kom ind, kom ind,“ sagde han og viste 
med en arm, at jeg var velkommen. Han vendte sig, som stod han en roterende skive i gulvet og begyndte at ind med stokken dunkende mod parketten. Han støttede sig ikke til den, men holdt den som en stråhatprydet spradebasse, en dandy klædt i stribet sommerjakke. Han lavede en lille elegant bevægelse med stokken inde i stuen og støttede sig til vindueskarmen. Så tog han kaffe fra en termokande, som stod glasbordet, hældte op i en kop og rakte den til mig. „Du må undskylde alt rodet, men min onkel døde i går morges. Ja, han var godt oppe i årene, men jeg var nært knyttet til ham, og så er det altid noget særligt, når nogen går bort, men han fik et rigt og godt liv til sine dages ende, og det er jo en trøst,“ sagde han, hældte op i endnu en kop og nippede til kaffen med strittende lillefinger.

„Hvad bringer dig helt herop?“ sagde han og satte koppen fra sig.

„Vi ved, at det var dig, Juliussen.“
Han rystede sørgmodigt hovedet.
„Jeg forstår, hvor hårdt det er, selv om jeg sammenlignet 
med jer ikke har noget at klage over. Men jeg kan ikke tage skylden mig for noget, jeg ikke har gjort.“

„Du kørte min søn ned og stak af. Han er død, og du skal i fængsel eller sone for det en eller anden måde. Det må du være klar over,“ sagde jeg.

Han nikkede trist.

„Ja,“ sagde han og sukkede. „Hvad skal man sige. Jeg føler både med dig og din dejlige kone. Jeg har tænkt jer og har sikkert ligget vågen de samme nætter og tænkt jeres stakkels søn. Jeg fik jo aldrig mødt ham, men jeg har prøvet at se ham for mig. Han må have været en smuk dreng.“

„Hold op. Den går ikke den der.“ „Har du et billede af ham?“ „Hvad?“ sagde jeg.
„Jeg ville gerne have set ham.“ Jeg gik hen til vinduet.

„Mere kaffe?“ spurgte han lige bag mig. Han lugtede sødt af vanilje. „Der er ikke mere, men jeg kan ud og lave noget.“ Han slæbte sig mod døren uden stokken. Det var tydeligt, at det var anstrengende og gjorde ondt. Men han gik så lige, han kunne.

Jeg hørte, at han stoppede ved køkkendøren, trak vejret tungt nogle gange og begyndte at rumstere med gryder eller pander derude. Jeg støttede mig til vindueskarmen og så mig om i rummet. Jeg gik hen til boghylderne. Han havde en serie med læderindbundne sagaer og alle tretten bind af På sporet af den tabte tid. Læser sådan en ejendomsspekulant Marcel Proust? En dør som forekom malplaceret i rummet, gled op. En mand i slutningen af tyverne kom ud. Han havde glatbarberet hoved, var lille og tynd og klædt i et slags sort kinajakkesæt i et skinnende stof. Han holdt en bog i hånden, Hærværk af Tom Kristensen. Manden fik øje mig, hævede brynene og standsede. Og sådan stod han og mig, som paralyseret, uden at sige et ord. Jeg hilste ham, men så søgte hans store blå øjne hen til den anden dør. Jeg så ud ad vinduet og mærkede, at han stirrede mig igen. Juliussen kom ind med friskbrygget kaffe.

„Hej, Kalle. Hvor skal du hen?“ sagde Juliussen. „Ud og sole mig,“ sagde Kalle.
Han gik gennem stuen og op ad en trappe. Juliussen hældte mere kaffe op.

„Vi har en stor tagterrasse. Jeg købte to lejligheder og slog dem sammen og var så heldig, at jeg kunneen terrasse deroppe.“

Og så gik han ud igen.

Jeg så hans kaffekop. I lommen havde jeg en ampul med noget, der højst sandsynligt var giftigt, måske dødbringende. Jeg kunne putte ampullen ned i kaffen og håbe , at han slugte den. Det var ikke umuligt. Hvorfor ikke? Jeg ville blive taget, men det spillede ikke nogen rolle: Jeg var villig til at i fængsel. Det var ikke noget utænkeligt offer, det havde slået mig flere gange, når det så værst ud, at fængsel ikke var noget offer. Jeg åbnede skrinet og følte ampullen, men inden han kom tilbage, lagde jeg den ned i jakken igen. Jeg kunne ikke tage livet af nogen. Jeg havde tænkt , hvor enkelt eller vanskeligt det var at gøre det. Bare putte noget ned i en kaffekop, i sig selv en lille og ubetydelig handling, men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det.

„Du ved, at min konedig,“ sagde jeg.
Han nikkede igen. „Ja, jeg forstår.“
„Nej,“ sagde jeg. „Du forstår ikke. Jeg skal nok få ram 
dig. Du skal have din straf.“

„Lad mig hjælpe dig med at finde chaufføren. En privatdetektiv vil måske kunne gøre det. Det koster penge, men det kan altid ordnes, hvis stoltheden da ikke står i vejen.“

Jeg svarede ikke.
„Hvad siger du til det?“ sagde han.
Jeg tjattede til ham. Han gav en lys, kvindagtig strubelyd 
fra sig, et hysterisk lille hyl. Han tog et par skridt frem mod mig. Hans ben skælvede. Endelig så han op. Sveden løb fra hans pande og ned over de arrede kinder. Han gav mig et lille, forskruet smil, der fik mig til at fortryde, at jeg havde slået. Han sagde: „Ved du, at jeg er den sidste, der er tilbage af min slægt?“ Og da jeg ikke svarede, lo han som en pige, og fortsatte: „ Jo, det er jeg, og nu begynder alle de andre at falde fra, og stadig flere ser mig med hadefulde og bitre blikke, når jeg møder op til endnu en begravelse, for de ved godt, at jeg under ingen omstændigheder kommer til at bidrage til at familienavnet lever videre. Men det gør mig ikke det mindste. Sådan noget er som benzin for mig. Mad og benzin og tøj. Når menneskene håner mig, findes der ikke noget tomrum. Så er det der møder mig klart, tydeligt og stærkt. Men en skønne dag, har jeg sagt til mig selv, får du det hele tilbage, som en boomerang.“

„Du får tre dage. Der er ikke noget at tænke over, men før de tre dage er gået, vil jeg have din underskrevne tilståelse.“

Han rystede sørgmodigt hovedet.

„Som jeg sagde, det er mit største ønske at hjælpe jer. Allerede dengang så jeg, hvor fine mennesker I er, både som par og hver for sig, og jeg overdriver ikke, når jeg siger at mit hjerte blødte dengang, og det gør det stadig, selv om du er så ophidset, som du er, og helt sikkert mener, at mine ord er et spil, som skal dække over, at jeg egentlig er den mand, der kørte bilen, hvad jeg ikke er og aldrig kommer til at blive,“ sagde han, og jeg kunne se, at det var lige før, han faldt om af anstrengelse og smerter. Han smilede stadig, et tappert, stift porcelænssmil. Jeg vendte mig væk. Lidt efterjeg, at han knækkede sammen i knæene. Uvilkårligt, som et signal, røg min arm ud og greb fat i ham. Han rettede sig op, og inden jeg nåede at trække min hånd væk, klappede han den og sagde:

„Du er et godt menneske.“

Login for at se mere

Billeder

HalbergEnUskyldigTid_utg2.jpg

Opgaver

  • 1Ind i teksten
    • Paropgave: fortæl om en situation, hvor du følte sorg. Forklar, hvorfor du følte sorg og beskriv de følelser, du oplevede i forbindelse med sorgen. 
  • 2Ned i teksten
    • Forklar romanuddragets virkelighedsmotiv.
    • Forklar parrets problemer i nutidshandlingen. Hvad er der sket?
    • Lav en karakteristik af jeg-fortællerens sindstilstand i tekstens nutid. Find et sted i teksten, hvor det kommer særlig til udtryk.
    • Forklar jeg-fortællerens opløsning: utroskab, alkohol, hævn.
    • Hvordan formidles jeg-personen (Jan Jakobsens) følelser? Find eksempler, der understøtter dit svar.
    • Fortælleren trækker sig ind imellem i baggrunden og fremstiller handlingen gennem scener med gengivelse af replikker. Forklar, hvilken virkning dette har for oplevelsen af teksten.
  • 3Ud af teksten
    • Prøv at betragte handlingen som et generelt billede på noget i vores tid. Hvilke almene udsagn kan der ligge i virkelighedsmotivet?
    • Tænk på andre værker, der også behandler sorg. Hvordan formidles den sørgendes indre kaos gennem værkerne?
  • 4Kreative skriveøvelser
    • Skriv om trafikuheldet set fra Juliussens synsvinkel.
    • Beskriv mødet på kirkegården fra den fremmede mands synsvinkel.
    • Skriv en lille tekst fra en sørgendes position.