Tekst
Video
Spil og leg
Konkurrence
Lydindspilning
Opgave
Lærervejledning

Glemt password?

Læringsmål

{{learningObjectiv.description}}

Opgaven er nu afleveret

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Kommentar

Opgaver

{{assignment.Comment}}

Sne vil falde på sne som faldt

(UDDRAG)

1.

Dan Kaspersen gik før forsamlingen var halvvejs i “Der roser aldrig dør”. Der var sne i luften. Over fæstningen lå skyerne som for anker. Ved en af gravstenene lige før lågen havde en eller anden stukket en rose ned i sneen. Han huskede hvordan her plejede at være juleaften. Den svimle fornemmelse stjerneklare aftener når lysene funklede om kap med Guds døde blinken deroppe over det vældige mørke. Et øjeblik så han Jakob for sig. Den flakkende flamme plejede at gøre ansigtet engleblegt når han bøjede sig ned og stak de to lys ned i grandækket forældrenes grav.

 

Han trak hastigt håndryggen hen over øjnene. Hånden der stak ud af det opsmøgede, stive frakkeærme virkede fremmed, som om den ikke tilhørte ham. Det var længe siden han havde haft så hvide hænder, så bløde hænder. Der ville et stykke tid før han vænnede sig til alt lyset i frit fald igen. Øjnene var kun smalle sprækker da han gik over parkeringspladsen, men han havde ingen problemer med at finde Amazonen efter faren. Der stod kun parkeret en håndfuld biler ind mod kirkemuren, og under alle omstændigheder var der ikke mange bondeblå Herregårdsvogne tilbage. Selv ikke i en by som Kongsvinger hvor stationsområdet stadig var fuldt af gammelmodige knægte der dyrkede asfalten som deres frelser.

 

Sneploven havde efterladt nogle kanelstriber sand ned mod byen, som han forsøgte at ramme med hjulene. Amazonen var som sædvanlig tung i styretøjet, og sommerdækkene gjorde den endnu sværere at manøvrere med. Han burde have taget Jakobs Hiace med de næsten nye vinterdæk, men havde ikke orket det. Havde fået liv i Herregårdsvognen i stedet og rullede langsomt ind mod byen mens køen af utålmodige chauffører med handskeklædte knytnæver voksede bag ham. Klokken var endnu ikke blevet tre da han gled gennem Storgata den modsatte vej.

 

Han passerede gennem den sidste rundkørsel før bygrænsen. Engang gik vejen bare ligeud, lige igennem, og Jakob og han plejede at cykle fra Skogli for at være med til fodboldtræning eller besøge skolekammeraterne i byen. Det var altid Dan der cyklede forrest, og hvis de en sjælden gang cyklede side om side, var det ham der lå yderst mod vejbanen. En gang imellem passerede store lastbiler lidt for tæt , og vindstille, solblanke dage følte de lufttrykket som en dirren der var ved at rive dem løs af skyggerne og gøre dem vægtløse nogle øjeblikke. Jakob havde påstået at hvis de kunne stå roligt i vejkanten mens en hel kolonne lastbiler kørte forbi, så ville de svæve til sidst. Dan var oppe med håndryggen igen. De var aldrig fløjet noget sted hen sammen.

 

Han tog yderbanen i den sidste rundkørsel, oppe til højre, helt oppe toppen af åsen, tronede fjernsynsmasten der var blevet rejst engang i 70’erne. Da den stod færdig, var folk valfartet dertil i weekenderne. Med kaffe termokander og æggemadder havde de siddet og stirret ud over byen. Fædre med deres sønner skødet, og mødre i deres fine trøjer der kommanderede døtrene til at fordele kaffekopperne. Plastickrus i stærke farver der normalt kun blev brugt til campingture.

 

Nu var der ikke længere nogen der valfartede til fjernsynsmasten. Men engang sidste sommer havde Jakob sendt ham et avisudklip om en ung knægt i faldskærm der havde kastet sig ud fra toppen. Han havde forstået hvad Jakob prøvede at sige med det billede, og havde hængt det op døren. Det blev revet ned næste dag fordi han ikke havde bedt om lov. Bare tanken om hvordan der havde lugtet i det lille rum, fik ham til at gyse. Der var også en indelukket atmosfære i bilen, men ikke indelukket den måde. Han trak dunsten af mug og brændt motorolie ned i lungerne og holdt den der. Det begyndte at hamre i tindingen, den stenede, gamle fornemmelse af helium i årerne. Han drak vejen med øjnene, nød vibrationerne i rattet, speedometernålen der kravlede op mod 60 – men så var Jakob der igen. Han kastede et sidste blik mod masten, syntes han anede en svag blafren, en flagren, vingeslag, silkestof foldet ud over himmelen, men det var bare toppen af nogle graner der vajede. Han måtte bekæmpe impulsen til at vride rattet over mod grøften, slukke lyset, lade december synke sammen over sig som en punkteret ballon. I dag, ja, netop i dag, burde vovehalsene have klatret i op ad masten, stået et lille øjeblik toppen med bøjede, blottede hoveder, før de svævede af sted, hverken døde eller levende, men vægtløse som englene over Betlehemsmarkerne. Noget burde have været anderledes. Alt var som før.

 

Han parkerede bilen foran krydset ned mod centrum af Skogli, for enden af den store mark der strakte sig op mod Overaas, den største gård i bygden. Lige neden for bautastenen, rejst til minde om slaget mellem nordmænd og svenskere for snart to hundrede år siden, begyndte han at trampe sig vej gennem den løse sne mod kreaturtunnellen der gik under vejen.

 

I halvmørket lod han fingrene glide hen over ridserne i metallet, og tændte lighteren for igen at se hvad han og broren havde ridset ind for snart et kvart århundrede siden. Regnen var kommet brat og havde været så voldsom at de måtte trille cyklerne ind i kreaturtunnellen og vente i mere end en halv time at uvejret holdt op. Med et rustent søm havde de ridset hver sin favoritspiller Leeds, de bedste plader med Ramones, Ace Frehleys og Paul Stanleys navne, den slags ting. Ting der var vigtige for 12- og 14-årige. Dans bogstaver var store og kantede, Jakobs skrift lille og undseelig. Lige over sine initialer og -80 havde han ridset et andet tal: 48.

 

48. Jakob ville ikke fortælle hvad det betød, men det var et pigenavn. Selvfølgelig var det et pigenavn. Mia, Marit eller Mette, en af pigerne fra klassen. Bogstaverne i navnet lavet om til cifre og lagt sammen til et tal. 48. A, B, C, 1, 2, 3, jeg elsker dig. Kun 12 år, men J.K. havde allerede samlet bogstaver og tal nok til at mærke hjertet flimre. 12 år. Rusk og regn. 48. Dan havde aldrig vidst hvad tallet stod for, og erkendelsen af at han heller aldrig ville få det at vide, fik det til at prikke for øjnene. Han snublede ud af tunnellen, faldt så lang han var i den løse sne, kom op, faldt igen og krabbede hen til bilen. Trådte speederen i bund og skreg halsen hudløs i samme toneart som motoren, før hjulene fik fat og bilen røg fremad. Han drejede bilen ud vejen, hjulene spandt, og det lykkedes ham lige akkurat at styre uden om et modkørende lastvognstog. Chaufføren lagde sig hornet og gav ham fingeren, men det gjorde ikke noget. Dan havde en hel hånd fuld af langemænd i dag. Han havde en hånd der var lige så fuld af ingenting som han selv. Hen over Sætermoen lod han højre ben ligge med fuld tyngde speederen, bilen begyndte at slingre, og han tog svinget øverst bakken sidelæns. Snurrede rundt en gang ved skiltet mod Skogli, fik rettet op og fortsatte videre ned gennem dalen. Ænsede ikke bilerne han mødte, ansigterne derud som akvariefisk klemt ind mod glasset. Det var begyndt at sne. Store fnug kom drivende mod forruden. Han tændte vinduesviskerne. Klap, klap, klap. Gammeldags vinter allerede midt i julemåneden. Der var dem der ville kalde dette idyl. Snelygter, kælke og kalenderlåger. Fandens også. Han drejede fra Storvegen, stoppede ikke ved postkassen, men forsøgte at få nok fart til at klare den svage stigning op mod gården, op mod Bergaust. Der havde lagt sig sne i hjulsporene. Amazonen begyndte at slingre som om den var punkteret. Han forsøgte at geare ned, men rattet var umuligt at håndtere. Bilen stillede sig tværs, og forhjulene gled ned i grøften. Han gad ikke prøve bakgearet, men sparkede døren op og lod Amazonen stå sådan. Brorens pæne sko var uden mønster under, og han røg ned knæ før han havde gået to skridt. Han stavrede op mod huset med trætte gammelmandsskridt, og faldt tre gange til før han var fremme ved trappen. Satte sig det øverste trin, krængede skoene af og smed dem hen mod det tomme hundehus. Det var i det øjeblik han hørte det, en lyd der overdøvede brystets gurglen og tomgangens brummen og vinduesviskerens klapren. Grisene, han havde glemt grisene. De sidste dyr Bergaust. Kartoffelskræller, middagsrester og gammelt brød samlet ind ved butikkerne. To-tre ture dagligt over gårdspladsen som gjorde at Jakob fortsat havde følt sig uafhængig, selvom flæsket blev billigere i Sverige end det han kunne producere det for i Skogli.

 

Gud ved hvornår grisene havde fået mad sidst, i hvert fald ikke det sidste døgn, ikke efter at han var kommet. Han fandt nøglen i lommen, låste døren op og snublede ind. Trampede sig ned i et par gummistøvler inden for døren, fandt geværet væggen i stuen og patronæsken den gamle plads øverst i køkkenskabet. Tog en kniv med sig fra skuffen, puttede den ned i frakkelommen og løb ud.

 

Vinden krængede hoveddøren op, og sneen drev sidelæns over gårdspladsen. Grisehuset var ved siden af den tomme stald, og da han åbnede døren, gik lyden fra at være en serie korte stød til at blive et sammenhængende hvin der fik musklerne i kæben til at trække sig sammen op mod ørerne. De to grise blev hysteriske da de så ham, og prøvede at hoppe ud af båsen. Dan tog et tov ned af væggen, lavede en rendeløkke og prøvede at lirke den rundt om halsen den nærmeste gris. Det var umuligt. Det gik ikke. Grisene snappede efter hans hænder, så begyndte de at bide hinanden. Sultne bid i ører og halse. Han fandt sleven til kraftfoderet, kylede et par skefulde op i truget. Den pludselige stilhed fik det til at suse i ørerne, og han blev som lammet. Måtte tvinge sig selv til at åbne døren til båsen og lirke tovet om halsen den største gris. Den kastede sig bagover og var ved at rive benene væk under ham, men det lykkedes ham at tvinge dyrets hoved ned. Stemte mod båsen og brugte alle sine kræfter før han tomme for tomme fik lirket dyret til sig. Grisen sparkede tværs igennem planken nederst i døren, men modstanden i tovet blev svagere, og da Dan fik trukket den ud af båsen, bulede øjnene som to overmodne blommer. Ude i sneen gjorde den et sidste forsøg at rive sig løs, men bagbenene gled ud til hver sin side. Dan bandt tovet fast til anhængertrækket Jakobs hvide Hiace og greb geværet. Grisen var kommet op alle fire igen, og forsøgte at slide hovedet løs. I det nysiede decemberlys ville han sværge at bilen bevægede sig en ganske lille smule baglæns. Sneen faldt, og han rettede geværløbet mod dyrets pande. Spekulerede om Jakob havde haft noget navn til den, talte til tre og trykkede af. Grisen knækkede sammen og faldt ned knæ uden en lyd og blev stående sådan. Blev stående indtil Dan begyndte at spekulere om skuddet ikke havde ramt rigtigt, så væltede den ned siden og om ryggen. Benene begyndte at sprælle som om grisen troede den kunne løbe sin vej med himmelen som gulv. Dan trykkede knæet ned siden af halsen, fandt kniven i frakkelommen, kørte bladet ind midt i struben, og sneen faldt. Blodet som nykogt ribsgelé der hvor det dampede hedt mod jorden. Da han var dreng, skulle han være med til at røre i spanden som blodet blev tappet ned i. Røre, røre, røre. Han hadede det. Den søde lugt af blod og dampen fra det varme vand fik ham til at føle sig mindre værd. Ingen af hans venner skulle spise mad lavet af blod, og deres forældre købte for det meste deres flæsk i Brugsen. Røre, røre, røre, mens lillebroren stod lidt væk med de store næver stukket ned i bukselommerne.

 

Grisen blev slap under ham, og sneen faldt. Sneen faldt, lagde sig i håret og over det svedige ansigt som en tynd film. Dan Kaspersen ville ønske han kunne stå sådan. Stille. Til han forsvandt, blev helt borte. Blev til en lille bunke gårdspladsen, midt i den bygd han havde forladt for altidmange gange. Lyden fra den anden gris rev hans støvler løs fra jorden. Fandens også, han havde glemt at gøre vandet klar. Dan løb ind, ned i kælderen og fandt den store kedel. Fyldte den med det varmeste vand fra hanen og bar kedlen ud den lille brændeovn Jakob havde sat op i ly af opkørselsrampen til laden. Dan fandt noget brænde i skuret og lod det falde ned foran ovnen. Lirkede benzindunken frem som havde stået ved siden af motorsaven og tømte indholdet ud over brændet. Snart begyndte det at smælde som i en gryde med popcorn, og den stramme lugt, den gode lugt af røg, sivede ud over gårdspladsen. Dan bugserede grisen op slagterbænken, og da skoldevandet kogte, blev han ren bevægelse. Skrab, skrab, skrab. Frem og tilbage. Mere vand. Barbering med sløv kniv. Haha. Huden blev babyblød, papirhvid og foldede sig over ribbenene som rynkerne i en silkebluse. Han tænkte moren. Søndagstøjet, pinsevenshatten der lignede en kokosmakron, tungetale og kollekt til fordel for missionen bag jerntæppet. Halleluja. Dan lagde et snit gennem senerne og skindet hvert bagben, trak slagtertræet gennem huden, hejsede grisen op under opkørselsrampen, og sneen faldt. Stak kniven ind i maven lige under analåbningen og sprættede bugen op. Spækket væltede ud som skumgummi. Den intense dunst fra mavesækken: gammelt blomstervand og kartofler deri kælderen vinteren over, gummi og eddike, lokkende og frastødende en gang. Mavesækken og tarmene i slagterbaljen mindede om et billede af jorden set fra månen. Hav, floder, landtanger, øer og bjergkæder, og sneen faldt. Sneen faldt så tæt at først da han vippede mavesækken ud af den anden gris, mærkede han at der stod nogen bag ham. Der var kun én i Skogli der kunne stå den måde, indstuderet afslappet som et kattedyr, men aldrig længere væk end et langt spring fra dit nakkeskind. Markus Grude var ikke lige så elegant når han gik. Et liv med megen sidden og køren havde gjort at han gik som en gås med fødderne ud til siden.

 

– Betjent, sagde Dan, skubbede baljen med indvolde fra sig med foden, fiskede en Camel op af frakkelommen og rev filteret af.

 

– Daniel, sagde Markus Grude, strøg hånden over ansigtet og prøvede at ryste sneen ud af håret. Dan skærmede flammen i sin hule hånd, måtte bruge to tændstikker før han fik tændt den.

 

– Jeg fik et telefonopkald fra nogen der var ved at kollidere med dig for lidt siden, sagde Markus Grude.

 

Dan sagde ingenting, forsøgte at nyde dagens første cigaret.

 

– Det er første gang jeg har set nogen slagte i frakke og habit, fortsatte Grude.

 

Dan så ned ad sig, bukserne var fulde af pletter, frakkeærmerne slimede. Den sidste time havde han ikke været andet end hænder, arbejde, og havde ikke tænkt, ikke følt. Nu var han igen tilbage i Skogli, i brorens gummistøvler, med brorens grise, gårdspladsen som broren aldrig mere kom til at hen over. For første gang siden telefonen vækkede ham, følte han sig rigtig vågen, rigtig til stede, hjerte og fødder samme sted.

 

– Det er ikke mit tøj, sagde han.
– Jeg så du tog af sted før begravelsen var færdig. Dan trak skuldrene.
– Jeg synes du burde have fået din bror i jorden. Dan tog et dybt drag, og knipsede cigaretten op i slag
terbaljen. En meteorit der styrtede mod jorden. Brændt op. Slukket. Rømmede sig for at komme af med klumpen i halsen. Kom i tanke om at han knap nok havde brugt stemmen i dag.

 

– Det ville ikke have gjort Jakob mindre død. Ville ikke have gjort det hele mindre meningsløst. Vise den sidste respekt og alt det der er noget forbandet vrøvl. Jeg har fået nok af frossen jord og nygravede huller.

 

– Hvor længe er det nu siden din mor og far døde?

– 20 år den 19.

 

Grude nikkede, sparkede skosnuderne mod hinanden som om han frøs om benene.

 

– Egentlig kom jeg for at kondolere, sagde han og rakte hånden frem.

 

Håndtrykket var lige så fast som altid, og Dan spekulerede om Grude stadig lagde arm rundt omkring i bygden. Selvom han snart måtte være pensionist, var Dan ikke sikker at der var ret mange der kunne klare landbetjenten.

 

– En god mand er altid en mand som kærligheden rammer hårdt, sagde Grude.

 

– Hvad skal det betyde? sagde Dan og trak hånden til sig.

 

– Jakob var altid følsom, sagde landbetjenten og holdt inde, som om han håbede at Dan ville fuldføre sætningen.

 

– Og?
– Ja, der gik nogle rygter om Jakob og en dame.
– Rygter? sagde Dan. – Mener du at det her skyldes 
rygter? Jakob fortalte mig aldrig om nogen dame.

– Der var en tid hannæsten lykkelig ud, men for nogle måneder siden begyndte han at i hundene. Men din bror har jo aldrig været den der lod folk komme ind  livet af sig.

– Hvilken dame handlede rygterne om?
– Folk snakker meget i denne bygd – og jeg aner ikke 
om noget af det er sandt, eller om det betyder noget længere. Men ved du hvad jeg ville ønske mest af alt, Daniel?

Dan rystede hovedet.

 

– At jeg ikke stod her nu og førte den samtale med dig, at jeg slap for at se endnu et Kaspersen-navn ridset i marmor.

 

Dan begyndte at klappe sig lommerne. Hungeren efter mere nikotin gjorde ham svimmel. Suget efter noget stærkere, suget efter at blive bedøvet, suget efter langsomt at synke ud af denne dag og blive stående ved siden af sig selv. I et glimt kunne han se sig selv og landbetjenten, hovederne fulde af englestøv, kraverne slået op mod vinden. To mænd der burde have talt om vinterbrænde, pilkning og at sneen lagde sig tidligt i år. To mænd der talte om Jakob – død.

 

– Jeg slap ud for otte dage siden, lidt før tiden, sagde Dan, fandt pakken og tændte en ny Camel. – Ville komme benene igen før jeg ringede, ville ikke tage hjem bare for at nødlande.

 

– Jeg tror ikke Jakob ville have set sådan det.
– Nej, sagde Dan. – Ikke Jakob.
– Vidste han hvornår du ville slippe ud?
– Nej, jeg tænkte det skulle være en overraskelse at jeg 
kom ud før tiden.

– Hvad har du tænkt dig at gøre nu?
– Skære flæsk op.
– Jojo, det forstår jeg godt, huhej, sagde landbetjenten 
og vendte sig om.

– Nej, vent. Dan prøvede at synke for at skabe en åbning i halsen. – Hvem var det der fandt ham?

– Postbudet. Det havde sneet om natten, men da han svingede ind gårdspladsen om morgen, så han at lyset  Hiacen var tændt. Vinduerne var tilduggede, og han troede jo ikke at der sad nogen i bilen. Da han åbnede døren, havde din bror nok allerede været væk i flere timer. Vi tror han gik ud midt natten.

Dan nikkede bare. Så for sig de store næver om knaldhættepistolen, sherifstjernen brystet, den sorte filthat hovedet. Fødselsdagsfest, gelérand, Jolly Cola og så svenske pølser. Bang, bang, du er død, tæl til hundrede. Mine damer og herrer, ingen grund til panik, bdr. Kaspersen har lige forladt bygningen.

 

– Én ting til, sagde Dan. – Fandt I virkelig ikke noget brev – ingenting?

 

Markus Grude så pludselig ud som en mand der havde brug for en væg at støtte sig til.

 

– Nej, sagde han. – Ingenting.

 

Igen dette sug efter at svæve, efter at have noget at lade sig falde . Dan satte sig yderst slagterbænken, var ved at vippe ned i sneen og måtte flytte sig længere ind. Mærkede at hænderne var våde og seje.

 

– Dette er en enfoldig lille bygd – ellerdet plejede at være en enfoldig lille bygd. Og er der nogen jeg ville ønske jeg var sluppet for at lægge i håndjern, så var det dig. Jeg kunne nok også have set lidt gennem fingre med ting, det ved du jeg ville have gjort, men du nøjedes ikke bare med at skide i egen rede, til sidst sked du det hele.

 

– Det jeg fik for smugleriet var i orden. Det andet var rent opspind. Men ved du hvad der optog mig allermest mens jeg sad inde?

 

Grude rystede hovedet.

– At jeg fik næsten to år, mens ham der kørte mine forældre ned og dræbte dem ikke fik noget.

– Chaufføren var involveret i en ulykke, det var du ikke, sagde Grude med træt stemme.

– Ja, okay, slap af. Jeg er færdig med alt det der nu, og er bare kommet hjem for at rejse min vej.

– Sikker?
– Sikker, sagde Dan.
– Jep, vi ses, sagde landbetjenten og begyndte at
men stoppede ved grisehuset. – Jeg slukkede for tændingen Amazonen, men du skal have hjælp til at komme op af grøften. Kom med, så trækker jeg dig op vejen.

– Tak, sagde Dan.

 

Efter at landbetjenten havde trukket Amazonen op, begyndte det at skumre, og Dan skyndte sig at trække slibestenen et par gange frem og tilbage over slagterknivene. Som med det meste af det broren ejede, virkede det næsten som om de ikke var blevet brugt, og knivstålet var blankt som en nyslået krone. Dan prøvede virkelig. Forsøgte at lægge fine snit. Lade kniven smyge sig ind under skindet, langs senerne, over hofteskålene og ribbenene – men det her var noget andet end at dræbe, end at få mavesækken ud og skære op i større dele. Dan manglede træning. Det var Jakob der havde skåret grisene op de sidste ti år. Det var ham der havde haft håndelaget og med nogle enkle bevægelser kunne skære ud til stege og koteletter. Kniven lå ikke godt i hånden Dan, den føltes rund og klumpet som en sten. Et hulemenneske der prøvede at beherske et nyt redskab, det var det han var. Kun rå kraft og tunge bevægelser, ingen teknik eller forståelse for selve arbejdet. Kniven smuttede først én gang, gled over blommen venstre hånds langemand og pegefinger. Dan tørrede hænderne og kniven af i jakken, prøvede en gang til. Ramte noget knogle, og hånden begyndte at glide ned ad skæftet. Det lykkedes ham ikke at stoppe bevægelsen før kniven gled gennem huden i tommelfingergruben højre hånd.

 

Satans også, han røg baglæns og smed kniven fra sigden blev stående og dirrede som en pil i ladevæggen. Satans også, satan og helvede. Dan skreg så det begyndte at hyle i ørerne. Sparkede til slagtertaburetten med de skamferede kødstykker fra det første dyr, og lod det andet falde ned fra hejseværket. Trak det som for bare nogle timer siden havde været to levende grise efter sig midt ud gårdspladsen, løb ind i laden og tog alt hvad han kunne finde af diesel, motorolie, benzin og petroleum med udalt hvad han troede kunne brænde.

 

Udenfor igen havde dagen for alvor haft tæppefald, og mørket skubbede skyerne til side. Højre ben sparkede ind i en klump is, han tabte balancen, og plasticflaskerne gled hen over sneen som bowlingkegler. Han havde glemt hvor hurtigt det blev tusmørke herude, hvor mørkt det kunne blive, hvor kompakt natten fik alt til at virke. Da han kom op igen, fik han den samme fornemmelse som da han sprang rundt byggepladserne inde i byen og pludselig rejste sig op og det var som om loftet sank ned; vægten af hans egen krop som knugede ham ned, følelsen af ikke at kunne strække sig helt ud. Nogle sekunder stod han sådan, tryllebundet i en slags vished om at alt dette sorte var noget der startede inden i ham, noget der steg op fra Bergaust, fra Skogli, men så huggede stjernerne hul i mørket som gule hundetænder, og hanat det var holdt op med at sne. Den nyslebne funklen tændte en bleg glød over åsene. Temperaturen ville synke i løbet af natten, og luften lå allerede anderledes mod ansigtshuden. Han tænkte hvordan broren og han havde stået sådan efter snefald og håbet omslag i vejret, håbet omslag i vejret så skiføret ville holde i mange dage. Jakob og han sammen ski. Dan som stagede sig frem for at komme først ned ad bakkerne, og som oftest faldt røven i det første sving. Broren som altid kørte i sit eget tempo. Dan havde aldrig set Jakob falde.

 

Hvor var han dog en forbandet indsigtsløs idiot, tænk hvis det var lykkedes ham at få møvet sig om bord toget efter at han var sluppet ud. Tænk hvis han var taget hjem for at tale med broren.

Og nu det her: Jakobs grise maltrakterede, skåret i stykker, herregud, han kunne ikke engang tage hånd om kødet. Respektløst. Det var respektløst. Han var ubrugelig. No good. Men det var ikke muligt at få dårligere samvittighed end han allerede havde. Broren – lillebroren – lille Goliat – var væk. Skid hul i de grise, Dan ville alligevel ikke have orket at fodre dem og vide at de troede han var broren.

Han fandt det trykte salmehæfte han havde fået stukket i hånden i kirken, og knipsede liv i lighteren. Først da lugten af brændt kød fik det til at vende sig i maven og tvang ham ned knæ, fandt han tårer nok til broren. Mens de flakkende flammer steg op over ladens tag og strakte sig som to arme mod himmelen, rev han tøjet af lag for lag og smed det bålet til han stod i de bare underbukser. Han blev stående sådan indtil lyden af fjerne sirener nåede ham.

Noget skælvende som blåt nordlys over åsene mod hovedvejen. Der var sikkert sket en ulykke. Der skete næsten altid ulykker efter de første snefald.

Huden så ud som nyplukket kalkunskind da han snublede ind badeværelset. Han åbnede for bruseren, og forbandt begge hænder med gazebind. Vaskede blodet væk fra hagen og kinderne, og gav sig til at studere ansigtet grundigt for første gang efter at han kom ud. Bakkenbarterne endte som pilespidser lige under hvert øre. Selv i fængslet, hvor udseende ikke betød noget, havde han brugt barbermaskinen hver dag, for ikke at i forfald. Var aldrig begyndt at i joggingbukser. Dan undersøgte sit ansigt nøje for at finde ligheder med broren, noget kun brødre kunne have til fælles, men mens Jakob var vokset op til at blive en stor udgave af moren, havde han selv fået de fleste træk fra farens side af familien. Jakob arvede de lyse krøller, mens Dan havde det tatersorte hår som klæbede til hovedet. De havde altid set ud som om de syntes bedst om hver sin ende af døgnet.

Han tog et par rene cowboybukser og en tyk sweater . Checkede termometeret gennem isblomsterne vinduet i hoveddøren, og tog sig i at se efter brorens baghoved ved bordet foran køkkenvinduet. Spekulerede hvordan køkkenet ville se ud med en anden farve, noget moderne gult, måske, nyt køkkenbord i stedet for det gamle svajryggede og brorens falmede sort-hvide fotografier skiftet ud med kunstplakater og billeder i rigtige rammer. Prøvede at drømme en småbørnsfamilie ind i det køkken, måske nogle fra Oslo der kom til Skogli med en romantisk opfattelse af livet landet. Nogle der aldrig havde kendt broren. Nogle der aldrig ville kunne forestille sig hvordan det plejede at være her før, med symaskinen og søndagsbibelen, mannakorn og undertråd, atlas og skolebøger, Store Slavesjø og Yukon. Dan spekulerede hvor langeller kort – tid det tog før et menneske begyndte at blive glemt af alle undtagen de nærmeste, den nærmeste?

Login for at se mere

Billeder

snø vil falle.jpg

Opgaver

  • 1Ind i teksten
    • Undersøg Levi Henriksens baggrund og forfatterskab.
    • Find en anmeldelse og læs om modtagelsen af romanen.
      Sammenlign jeres anmeldelser i klassen.

    Romanen indledes med et citat fra Peter Pan.

    • Hvilke symbolske betydninger har citatet? – og hvilke læserforventninger skaber det?
  • 2Ned i teksten

    Barndommens land

    • Indsæt handlingen på en tidslinje fra barndom til nutid.
    • Hvilke konflikter ligger der gemt i fortiden? - og hvad er der sket?
    • På hvilken måde bliver fortiden nærværende i nutiden
    • Hvordan reagerer personerne på konflikterne i nutiden?
    • Hvilken begivenhed er knyttet til nutidshandlingen?
    • Hvad symboliserer sneen?
  • 3Ud af teksten
    • Sammenlign med barndomserindringen i Kapgang. Hvordan forholder fortællerne sig forskelligt til barndomsmotivet?
  • 4Kreative øvelser
    • Skriv en kort tekst om betydningen af billedet i titlen. Hvilke forventninger til indholdet i romanen giver titlen?