Tekst
Video
Spil og leg
Konkurrence
Lydindspilning
Opgave
Lærervejledning

Glemt password?

Læringsmål

{{learningObjectiv.description}}

Opgaven er nu afleveret

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Kommentar

Opgaver

{{assignment.Comment}}

Texas’ Rose

(UDDRAG)

Sverige, High Chaparral, juli 1987 

Vi var taget ferie, hele familien, til High Chaparral, en herlig westernby for folk i alle aldre, som der stod i brochuren. Det lød lovende: En by, der var som taget ud af USA’s Midtvesten i 1850’erne. En by, hvor banditter og cowboyer gik rundt i gaderne med deres seksløbere i bæltet. Hvor heste og bisonokser løb frit omkring. Man kunne opleve indiansk regndans, saloonslagsmål og skyderier. Man kunne være Billy the Kid og konkurrere med Jesse James om, hvem der først kunne røve en bank. Man kunne ride ud prærien eller hjælpe Lucky Luke med at jagte Daltonbrødrene.

Der skulle være saloons og restauranter i ægte western-stil, en mexicansk landsby, en indianerlejr og en dampjernbane foruden museet The Auld One, som var opført til ære for Big Bengt, High Chaparrals grundlægger, forretningsmanden Bengt Erlandsson. Han købte to hundrede tusind brugte telefonpæle af et svensk teleselskab og byggede sin westernby ud af dem. Big Bengt levede den amerikanske drøm ud. Han arbejdede sig op fra bunden og var så heldig at have det i sig, talentet for forretninger. Han havde en enestående evne til atfolk til at gøre præcis, hvad han bad dem om, selv om hans forretningsmetoder var noget blakkede. Bygningsmyndighederne skulle ikke stikke næsen i hans projekter og prædike om reglementer. En handel bliver ikke bedre af en masse papirarbejde, men af et godt fast håndtryk, det var Big Bengts motto. Det kostede ham et par år bag tremmer. Han fik tilladelse til at bære sin sherifstjerne i spjældet, den stjerne, som han modtog, da han blev udnævnt til æresborger i Old Tucson, den stjerne, som han fik med sig i kisten.

Min onkel Jimmy havde foræret min faster Lillian turen til High Chaparral i fyrre års fødselsdagsgave. En udflugt der forenede dét, som hun holdt allermest af: Sin familie og det vilde vesten. Hun og min onkel Jimmy havde været medlemmer af westernklubben Gunslingers siden 1972. De levede og åndede for den. De sad i bestyrelsen og arrangerede sommerhygge prærien, foredrag om lakotaindianere og det årlige westernstævne. De skaffede Gunslingers nye klublokaler, for det var ikke optimalt at dele med Helsinge dartklub, selv om klubben havde udvist forståelse for Gunslingers’ behov. Vigtigheden i at lokalet var udsmykket. Nødvendigheden af at alt emmede af det vilde vesten.

Før vi tog til High Chaparral, havde min faster Lillian lånt tøj til os i familien af Gunslingers’ medlemmer. Westernskjorter, cowboyhatte, læderjakker og cowboystøvler. Det hele sad, som det skulle, vi var klar.

Gaderne i High Chaparral var tomme, restauranterne var tomme, butikkerne var tomme. De andre få besøgende så sig ligesom os undrende omkring. Et opsadlet, udsultet øg stod bundet til en pæl. Trugene med det pureste guld fra præriens miner var udtørrede. En mand i et turkis joggingsæt hev i et tov, som fik døren til saloonen til at svinge op og i. Idet han fik øje os, tog han sin cowboyhat og gav sig til at spille mundharmonika. Han var sheriffen Wyatt Earp, blackfootindianerhøvdingen, Billy the Kid og den sure saloonejer i det vilde vesten-show.

Ved Hudson Bay hoppede min familie damptoget, der passerede bandittilholdsstedet Buffalo Spring. Vi sad kanten af sædet og ventede , at maskerede landevejsrøvere skulle kaste sig gennem de åbne vinduer og presse deres ladte pistoler mod vores tindinger, men der skete ikke andet, end at en mand rullede gennem toget i fuld fart et løbehjul. I Deadwood City hang menneskeskeletter ned fra trækronerne.

Diligencen luntede af sted gennem High Chaparral. Der var ikke noget med, at hestene slog med hovedet, så fråden stod i alle retninger, at vognen nærmest tippede i svingene, eller at kusken dårligt nok var til atøje for støvskyerne. Dampbåden Nanchez lå tøjret i havnen, og grillen spisepladsen var rusten. Min faster Lillian gav sig til at brække grene af et træ for at lave et bål, hvor vi kunne tilberede vores medbragte bøffer.

Manden fra det vilde vesten-show tilbød os, at vi kunne ride med ham ud prærien, en tre timers tur gennem kuperet terræn. Min faster Lillian havde kun redet i skridtgang før, men det stoppede hende ikke. Hun red ud sammen med manden og et ældre ægtepar, hun svang sig i sadlen, nu skulle der ske noget, sagde hun. Der gik ikke mere end en lille halv times tid, så kom manden fra westernshowet og min faster Lillian tilbage. Manden havde været nødt til at efterlade ægteparret ude prærien og ride tilbage med min faster Lillian, fordi hun var helt håbløs en hesteryg. Hun var allerede faldet af fire gange. Han var rasende.

 

USA, Colorado, Montrose, juni 2006

Kevin roder med en pind i gløderne og siger: Fortæl noget mere om din faster Lillian. Der er ikke meget andet at lave rundt om et bål end at snakke. Jeg tager mit tæppe om mig og drikker af min øl. Mørket ligger som et tyndt, udfoldet lagen over sletten. Bag ved mig pruster hestene, de slår med halen og æder græs. Jeg rejste til Denver og derfra videre til Montrose for at søge arbejde efter min faster Lillians urnenedsættelse, men der var ikke noget atnogen steder. Jeg har ikke noget ledigt arbejde, sagde bartenderen Cody og så langsomt op og ned ad mig, men du vil gerne se det vilde vesten, siger du, så ved jeg lige præcis, hvor du skal hen. Han grinede, lavede et telefonopkald, og så var mit job plads, sagde han, jeg skulle bare vente stationen.

Kevin hentede mig i sin jeep. Han havde cowboyhat, chaps og cowboystøvler , en langskaftet kniv i bæltet og et tørklæde om halsen. Ikke noget usædvanligt syn de her kanter. Vi havde aldrig set hinanden før, alligevel var der et eller andet ved Kevin, der virkede bekendt. Hop ind, sagde han og smilede, idet han åbnede bildøren. Vi kørte ud af byen med de beige betonhuse og gennem det røde, afsvedne landskab. Black Canyon National Park kunne ses i horisonten, og Kevin snakkede om Benjaco Ranch, som han netop havde overtaget fra sine forældre, sine firs appaloosaer og hestekommunikation.

Jeg havde aldrig talt med en hest, holdt en strigle, muget ud eller redet, men Kevin sendte mig ud gåture med hestene, så vi kunne snakke sammen. Han lærte mig at lave strækøvelser med dem, give dem naturlig hovtrimning og massage for at løsne op for deres muskler og afhjælpe deres attitudeproblemer, manglende motivation, rastløshed og stress.

Efter fire måneder Benjaco Ranch havde jeg teknikkerne i westerndressur plads. Jeg lavede spins, rollbacks og sliding stops. Jeg lænede mig bagud i sadlen, trådte ned i stigbøjlerne og sagde „woha,“ mens jeg ganske forsigtigt strammede tøjlen. Du sidder i en westernsadel, som om du aldrig har bestilt andet, sagde Kevin.

Det var hans idé med den her ugelange tur hesteryg tværs gennem landskabet. Han ville vise mig græsstepperne, ørknen, kaktusserne og kløfterne i gule, røde og sorte nuancer. Nu, hvor du er kommet helt her ud for at se det vilde vesten, sagde han, så skal du også opleve det nærmeste hold. Vi svang os i sadlen og red ud gennem det kuperede landskab, hvor cowboyerne drev kvæget rundt i 1850’erne, landskabet, som nybyggerne kom løbende gennem for at erobre et stykke jord.

Igen i dag har Kevin og jeg redet indtil solnedgang, nu sidder vi ved bålet ligesom de andre aftener og spiser baked beans fra dåse. For hvert bål, vi har tændt den her tur, har jeg fortalt mere og mere om min faster Lillian. Kevin hiver to øl op af sin saddeltaske og rækker mig den ene. Jeg puster til gløderne og siger: Egentlig er der ikke mere at fortælle om min faster Lillian. Kevin ser op mig og smiler. Ved du, at det afgørende slag for det vilde vesten kom efter en isnende hård vinter med minus treoghalvtreds grader? spørger han, da kvægavlerne kom ud prærien det efterfølgende forår, ventede der dem et syn, som de brugte resten af deres liv at prøve at glemme: Kadaver kadaver i hver eneste slugt. Afpillede skeletter af kreaturer, der stavrede rundt frosne klove. Træer uden den mindste stump bark. Det var enden cowboyernes storhedstid. Eller enden og enden, siger Kevin, de døde lever videre, så længe man taler om dem.

Så rejser han sig, drikker sin øl ud og ser efter, om hestene er tøjret forsvarligt. Jeg lægger flere afbrækkede grene ind i ilden, mens Kevin folder vores liggeunderlag ud og ryster soveposerne, mens han tømmer resterne af baked beans ud jorden og fløjter.

I morgen tidlig, når solen breder sine røde og orange farver over himlen, står vi op og slukker bålet og rider videre.

Login for at se mere

Billeder

Dy Plambeck - texas's rose.jpg

Opgaver

  • 1Ind i teksten

    Slægtsroman

    • Undersøg slægtsromanens genretræk
    • Find anmeldelser og sammenlign modtagelsen i klassen
  • 2Ned i teksten
    • Hvordan lever Texas’ rose op til genren?
    • Indeholder den afvigende træk?
    • Undersøg stamtræet i begyndelsen – kig på stil, navne, årstal
      Hvilke betydninger indeholder de forskellige dele? –og hvilke læserforventninger skabes her?

    Det første kapitel foregår i High Chaparral, som er en western-forlystelsespark i Sverige.

    • Hvilke betydninger har det at handlingen netop foregår der? – dvs. hvilke betydninger kan knyttes til stedet?
    • Hvordan fremstilles udflugten af jegfortælleren? Find udtryk der viser/afslører fortællerens holdning
    • Hvordan fremstår fortællerens forhold til familien?
    • Sammenlign det første kapitel med det sidste, der foregår i Colorado, USA.
    • Find ligheder og forskelle. Hvilke forskydninger i forhold til personer, sted og tema ligger der i de to?
  • 3Ud af teksten
    • Sagaerne indeholder også slægtshistorier – prøv at sammenligne uddraget med sagaernes slægtsopfattelse. Find ligheder og forskelle.
    • Hvad bruger Dy Plambeck genren til? – og hvad siger romanen om familielivet i dag?