31-01-2022
Undervisningsplatformen Norden i Skolen får et stort løft

Lærere og elever i hele Norden kan se frem til både en fællesnordisk julekalender, digitale filmværksteder og meget mere, når Foreningerne Nordens populære fællesnordiske undervisningsplatform 'Norden i Skolen' i de kommende år får et stort løft.
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal støtter initiativet med 11 mio. kroner. Bevillingen er givet ud fra en ambition om at styrke nordisk sprog- og kulturforståelse i de nordiske klasseværelser og på den måde bidrage til øget nordisk samhørighed.
Initiativet er forankret i Foreningen Norden og er et samarbejde mellem BUSTER Filmfestival, Danmarks Lærerforening og NAPA (Nordens institut i Grønland). Herudover indgår der også samarbejder med filmfestivaler i Finland, Island, Sverige og Norge.
Bevillingen fra A.P. Møller Fonden går til en række aktiviteter, som skal opgradere undervisningsplatformen. Blandt de aktiviteter, som både lærere og elever kan se frem til, er:
- Nordiske spille- og kortfilm, som vises både online og på børnefilmfestivaler. En nordisk lydfortællingsjulekalender.
- Samskabelse af børnenes egne film på tværs af Norden og undervisningsmateriale til fagene historie og samfundsfag med et nordisk fokus.
- Heldagsseminarer for folkeskolelærere med fokus på nordisk sprog, kultur- og samfundsforståelse i undervisningen.
- En optimeret værktøjskasse for lærere til planlægning og gennemførelse af undervisning i nordiske emner.
Initiativet arbejder således med en række virkemidler for at nå Nordens børn og unge.
"Der er efterspørgsel på innovative måder at arbejde med det nordiske sprog- og kulturfællesskab i skolen. Vi er meget spændte på at komme i gang med dette projekt med vores enormt dygtige projektpartnere. Det bliver et reelt løft for platformen og en gave til det nordiske sprog- og kultursamarbejde," siger Thomas Henriksen, programchef på Norden i Skolen og Skole, kultur- og uddannelseschef hos Foreningerne Nordens Forbund.
Allerede i 2022 kan lærere og elever se frem til bl.a. den nordiske lydfortællingsjulekalender, lancering af nyt undervisningsmateriale til historiefaget og et nordisk co-creation filmprojekt for skolebørn. Det hele finder sted på Norden i Skolen: www.nordeniskolen.org.