Oversættelse mangler
Oversættelse mangler
Oversættelse mangler
Oversættelse mangler
Oversættelse mangler
Oversættelse mangler
Oversættelse mangler

Anguniakkat

{{learningObjectiv.description}}

Suliaq tunniunneqarpoq

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Oqaaseqaat

Suliassat

{{assignment.Comment}}

Ingen dager uten regn (utdrag)

Arvola_IngenDagerU_2319816a.jpg

1.

    "Silja?"
    "Ja, Tove?"
    "Spør Kari om hun syns det er rart å ha så stor nese!"
    "Nei!"
    "Jo, gjør det!"
    "Nei."
    "Hvorfor ikke?"
    "Da blir hun bare lei seg."
    "Nei, det gjør hun ikke. Kari er lærer. Hun blir glad når vi stiller spørsmål."
    "… "
    "Gjør det!"

    "Kari…"
    "Ja, Silja?"
    "Er det rart å ha så stor nese?"

Det blir stille i klasserommet. Flere av de runde guttehodene snur seg fnisende mot gruppa der Tove sitter ved siden av Silja. Oppe ved tavla kremter Kari flere ganger. Tove kneiser med nakken. Silja rødmer ned i pulten.
    "Hvor var det vi var?" sier Kari, etter noe som virker som en evighet.
    "Indianere, samer og eskimoer," opplyser Lasse kjekt, fra skolelysgruppa.
    "Nå kan dere se om dere finner noen fellestrekk ved disse urbefolkningene," sier Kari med et trist smil, før hun glir ut døra og blir borte.
    "Indianere har ofte store neser," sier Tove og dulter til Silja, "mens samer har små!"
     Silja sender henne et forsiktig smil. "Kari er ingen same?" sier hun usikkert.
    "Men hun er kanskje indianer!"
    Tove ler, og kaster fornøyd  håret.

                        *

Silja har hvitt spindelvevhår. Silja har en tynn kropp og en lyseblå boblejakke med glitterblomster . Fem dager før skolestart i sjetteklasse, flyttet hun til Narvik fra Tromsø, sammen med faren sin, Teddy.

Tove er sterk i klypa. Hun har sterkt, brunt og blankt hår.
    "Jeg kunne vært hårmodell," opplyste hun første gang hun og Silja snakket sammen. "Det kunne ikke du!"
    "Nei, det kunne jeg ikke," innrømte Silja. "Jeg er bare statisk."
    De to jentene så  hverandre. Rundt dem ble skolegården fylt opp av hyl og skrål og jakkehetter som flagret i vinden. Da langfriminuttet var over, hadde Tove bestemt at Silja skulle sitte ved siden av henne, og etter skolen skulle hun bli 
med Tove hjem  besøk.


To dager senere sa Tove at det kanskje var like greit at de ble bestevenninner. "Vi er jo sammen dag og natt" sa hunog himlet med øynene, "så det er vel like greit … "
    Silja ble tomatrød i ansiktet og nikket med et forsiktig smil.
    "Du kan godt  låne glitterneglelakken min," hvisket hun og gravde i lomma.
    "Jeg kan lære deg navnene  alle i klassen," svarte Tove, og la Siljas neglelakk i sin egen lomme.
    "Jeg har aldri hatt en bestevenninne før," sa Silja. "Hvordan gjør man det?"
    "Jeg har hatt drøssevis med bestevenninner," skrøt Tove.
    De satt i skråningen opp mot veien, og holdt jakkene sammen rundt kroppen, så de ikke skulle blåse av i den stormlignende vinden. Silja tenkte at det ikke var helt sant, det hun sa om at hun ikke hadde hatt 
bestevenninner. Hun hadde hatt mange venninner, akkurat som Tove, men det virket så lenge sidenDe var bare blitt borte. Det siste året i Tromsø sluttet de å være sammen med henne. De var bare sammen med hverandre.
    Da hun skulle feire 11 årsdag i februar, var det ingen som kom. Teddy sa det var fordi hun ikke hadde invitert noen. Han sa det var fordi det stormet utenfor vinduene. Han gjorde sitt beste for å trøste henne, og Silja sa hun ikke trengte trøst, for hun var ikke trist. Hun var bare ensom. Og det er noe helt annet.
    Da hun skulle til å si noe om at hun også hadde hatt venninner, oppdaget hun at Tove allerede hadde reist segog var  vei tilbake mot skolen. Hun sprang ettermed to bløte løvblad klistret til buksebaken.

                        *

En onsdag etter skoletid, blir Silja med hjem til Tove, og Tove finner fram et stort ark, og begynner å tegne et kart over klasserommet. Hver elevgruppe får sin egen farge. Karis plass blir en stor lilla flekk.
    "På vår gruppe sitter jegdu, Roxy, Jon-Christian og Bouzuxo."
    "Mm."
    "Men det er bare meg du trenger å bry deg om."
    "Bare Tove," noterer Silja.
    "Bak oss sitter Anne, Marie, Jenny, Hilde-Merethe og Andreas."
    "Mm."
    "Anne, Marie og Jenny kommer til å si at de er klassenes peneste jenter, men det er feil."
    "Feil?"
    "Jeg er klassens peneste!" sier Tove bestemt. "Jeg har tykkest hår. Dessuten har jeg mandeløyne!"
    "Mandeløyne," mumler Silja, og noterer.
    "Det kommer bra med," sier Tove litt drømmende, "når man er forelsket i klassens fineste gutt."
    "Klassens fineste gutt?"
    "Jeg sier ikke hvem det er," fniser Tove, og rødmer.
    Silja kikker høflig en annen vei, og kakker blyanten mot arket for at Tove skal fortsette med klassens navn.
    "Andreas pleier å være sammen med Gunnar og Kenneth og dem."
    "Gunnar og hvem, sa du?"
    "Kenneth vel! Klassens fineste gutt!"
    Tove klapper hendene over munnen og gjør store øyne.
    Hun forsnakket seg, tenker Silja, og later som om hun ikke hørte hva venninnen sa.
    Tove kremter.
    "På neste gruppe sitter Gunnar - og Kenneth, Lilly og Trine Lise. Gunnar og Kenneth spiller fotball hele tiden," sier Tove, og kveler et fnis, "og Trine Lise snørrer hele tiden!"
    "Hele tiden?"
    "Kanskje fordi hun er overbitt," ler Tove.
    Silja fører en finger mot munnen, for å sjekke om hun også er overbitt.
    "Hvem sitter  gruppa etter det?"
    "Det er skolelysene. Dem trenger du ikke bry deg med."
    "Men jeg skriver opp navnene," innvender Silja.
    "Lasse kan og vet alt i hele verden. Amid og Anita tror de vet og kan alt i hele verdenog så er det Sindre, som spiller fotballog Lisbeth… er ikke noe skolelys."
    Ikke noe skolelys, skriver Silja.
    "På siste gruppe sitter Gabriella som alltid skryter av strendene i Spania, 
fordi faren hennes er spansk. Hun skryter av stort sett altsom om hun er helt fantastisk bare fordi hun har så langt hår 
og er flink til å danse! Hun sitter sammen med Ines og Egil, som også spiller fotball… Det var der du satt de første dagene… "
    "Ja, det er Gabriella!" nikker Silja og noterer, mens hun ser for seg den skrytende oppstoppernesa.
    "Sånn!"
    Tove reiser seg energisk fra gulvet, uten å rydde sammen fargeblyantene. Silja rydder sammen sine egne blyanter, og deretter samler hun Toves blyanter, med et spørrende blikk mot venninnen som står og svinger seg foran speilet.
    Hun nøler et øyeblikk, før hun lar blyantene liggeog går bort til Tove.
    "Skal vi dra hjem til deg?" spør Tove.
    Silja trekker skuldrene opp mot ørene, og rister  hodet.
    "Hvorfor ikke?"
    Silja blunker inn i speilbildet. Kinnene blir røde og klamme. Håret begynner å stritte.
    "Det er kjedelig," sier hunog tenker at det er et ord Tove ikke liker. Tove liker ikke kjedeligdet er hun sikker . "Kjedelig, kjedelig," understreker hun.
    "Pøh!" Tove prøver en caps i forskjellige vinkler, før hun slenger den vekkog kaster  håret. "Det fins ikke kjedelige steder, bare kjedelige mennesker."
    "Å." Silja trekker skuldrene enda et hakk opp mot ørene.
    "Var ikke det stilig sagt?" spør Tove muntert. "Det fins ikke kjedelige steder, bare kjedelige mennesker?"
    "Jo." Silja kjenner hvor kjedelig hun er.
    "Jeg sier stilige ting hele tiden!" skryter Tove. "De bare ramler ut av munnen min!"
    "Mm." Silja smiler når Tove klasker en stråhatt  hodet hennes.
    "Skal vi ?" gjentar Tove. "Skal jeg ikke  hilse  familien din?"
    "Jeg har ingen familie!" stotrer Silja. "Det er bare meg og faren min."
    "Da er det jo han som er familien din!" forklarer Tove.
    "Familien min… jeg mener… faren min er syk."
    Silja trekker stråhatten godt ned over det røde ansiktet.
    Tove bøyer seg fram og kikker inn under bremmen.
    "Du gjør meg nysgjerrig!" hvisker hun.
    I det samme roper Toves mor at det er lovlig sent å ha besøk  en vanlig skolekveld.
    "Kanskje i morgen," sier Silja lettet.
    "Mamma!" roper Tove. "Kan ikke du kjøre oss til Silja, så jeg får besøkt henne."
    Moren kommer inn med en baby i armene. Det er Toves lillebror, vet Silja. Hun forsøker å stryke han over håret, men Toves mamma rygger vekk fra fingrene hennes.
    "Jeg sa at det var sent," gjentar hun.
    "Du kan vente utenfor! Jeg skal bare være der i fem minutter," ber Tove.
    Babyen vrir segog begynner å sutre. Moren forsvinner ut igjen, uten å svare. "Så da," sier hun til Toves lillebror. "Så da, så da."
    "Er det et ja?" roper Tove etter henne.
    "Hysj, Tove! Lillebror har vondt i magen," sier morens stemme fra badet.
    Silja legger pennalet sitt i sekken, og skotter bort  Tove, som tramper bort til skrivebordet og finner fram en liten, grønn notisbok. I den begynner hun å skrive ned en lang rekke med røde minustall. Bevegelsene er harde og korte, som om hun er fryktelig sint.
    "Hva gjør du?" hvisker Silja etter en stund.
    Tove knurrer, og skriver videre. Minus 31. Minus 58. Minus 3.
    Så ser hun opp  Silja, og peker  tallene.
    "Jeg skriver ned røde minustall hver gang mamma og pappa ikke bryr seg om meg," forklarer hun.
    "Enn når de bryr seg om deg?"
    "Da skriver jeg blå plusstall!"
    Tove viser henne de fullskrevne sidene. Noen av minustallene er tykke og sinte av rødt blekk. Det er svært  blå plusstall. Silja blir urolig. Det er noe skummelt med notisboka. Noe truende.
    "Har du holdt  med det helt fra du var liten?" spør hun lavt.
    "Nei!" Tove kaster  hodet. "Jeg begynte  regnestykket da Lillebror ble født."
    "Hvorfor det?"
    "Før han ble født, trengte jeg ikke å lage noe regnestykke. Da hadde mamma og pappa tid til meg hver dag. Vi gjorde tusenvis av morsomme ting!"
    "Å." Silja blar gjennom de røde sidene. Hun grøsser nedover ryggen.
    "Hvis det kommer like mange røde og blå tall, går regnestykket oppog det betyr at livet mitt er i balanseog at alt er bra igjen!"
    "Å."
    "Hvis det fortsetter som med bare røde tall, helt til boka er full, betyr det at mamma og pappa er urettferdige, og da skal de  angre!"
    "Skal de?" hvisker Silja, og kaster et skremt blikk mot døra til Toves soverom.
    "Da skal de  angre seg som bare det!" freser Tove. "Da skal jeg fargelegge hele den siste siden rød. Blodrød!"
    Silja trekker seg mot døra med sekken i armene.
    Tove lukker notisboka, og når hun blunker, har alvoret forsvunnet fra øynene.
    "Ikke si det til noen."
    "Ikke si hva?" spør Silja skremt.
    "Ikke si noe om minustallene," mumler Tove og følger henne ned trappa til gangen. "I morgen kommer jeg  besøk," fortsetter hunog gir Silja en vennlig puff, som nesten sender henne hodestups ut ytterdøra.

Først langt nede i gaten, kommer Silja  at hun glemte å si ha det. Hun har så mye å tenke . Toves regnestykke som skal  opp. Sidene fulle av røde minustall. Ikke minst tenker hun  faren sin. Hun tenker  hva Tove kommer til å si når hun ser Teddy.
    Faren som alltid bretter ut det rare smilet når hun kommer inn i rommet.
    Som alltid sier; dette greier vi, Silja, dette fikser vi fint!
    Det kan dreie seg om hva som helst. Hvis de for eksempel tar en handlevogn og triller inn i butikken, for å kjøpe brød og bananer.
    Dette fikser vi, Silja. Dette kommer til å  helt fint.
    Som om hun og faren ikke greier å kjøpe bananer!
    Alle greier vel å kjøpe bananer?!
    Selv tilbakestående mennesker kjøper bananer? Folk i rullestol. Folk uten armer. Selv bavianer kan læres opp til å  i butikken, og kjøpe bananer?!
    Eller som den første kvelden i den nye blokkleiligheten, da faren skar tykke brødskiver og stekte egg og bacon. Det luktet godt i kjøkkenet, og Silja sto og stirret ut i mørket.
    Dette greier vi, Silja, sa faren, og la eggene  brødskivene. Dette fikser vi fint.
    Og siden faren gjentok ordene enda noen ganger før de rakk å begynne å spise, satte Silja seg med en voksende følelse av at de kanskje ikke ville greie det. Verken spise skivene, eggene eller bacon. Kanskje de ikke ville greie å bruke kniv og gaffel. Kanskje de ikke ville greie å tyggeeller bo i Narvik. Kanskje det ville  galt, alt sammen. Det var den følelsen hun fikk av å se farens rare smil og høre de oppmuntrende ordene han gjentok mens han skar en bit av speilegget. Dette kommer til å  bra.
    Silja hutrer og går framoverlent mot vindkastene. Hun har et døgn på å forandre faren. Mindre enn et døgn på å  ham til å bli mer som Tove.
    Tove, ja! Silja smiler. Tove er noe helt annet! Hun er som en maurtue. Hun er full av ord og ideer, tøys og lek. Det strømmer ut av henne som uendelige rekker med maurog når de kryper inn i kroppen til Silja, begynner den å krible  en helt ny og annerledes måte, som om det først er sammen med Tove at hun virkelig er i live! Sånn er Tove. Full av maur.
    Aldri i livet om Tove ville sagt dette fikser vi, Silja.
    Tove sier ikke at hun fikser noe.
    Hun bare gjør det. Fikser det. Så lett som bare det!
    Silja ser for seg faren og Tove mens hun kjemper seg fram gjennom vinden og 
mørket. Når hun tråkker inn i gangen i blokka, er håret kaldt og stivt av den fuktige vinden.

 

2.

    "Dere har ikke så mange… pynteputer" sier Tove mens hun inspiserer blokkleiligheten. "Ikke så mange bilder, tekopper og ikke noe farget glass!"
    "Jeg har bare en far," minner Silja henne .
    "Det må være morsomt!" sier Tove. "Det er mye mindre støvtørking når det ikke står pyntesaker i vinduskarmene."
    "Faren min er ikke akkurat morsom," mumler Silja.
    "Han er sikkert morsommere enn mamma og pappa," sier Tove skråsikkert. "De er bare opptatt av Lillebror."
    "Jeg skulle gjerne hatt en lillebror," sukker Silja.
    "Det skulle du slett ikke," sier Tove strengt. "Lillebrødre er bare i veien."
    De stiller seg foran vinduet og kikker ut.
    "Utsikt har dere i hvert fall mye av," sier Tove.
    Silja krymper seg.
    "Det var ikke sånn ment," sier Tove. "Jeg regnet nesten med at dere var fattige siden dere bor heri denne stygge blokka."
    "Vi er ikke så fattige," forsvarer Silja seg usikkert. "Vi bare bor her akkurat ."
    "Har dere ikke pakket ut?" Tove peker  de nesten tomme kjøkkenskapene.
    "Vi har pakket ut… litt," sier Silja vagt.
    "Og så har dere ikke oppvaskmaskin!" utbryter Tove. "Hvordan får dere vasket opp?"
    Silja ser venninnen snurre rundt  kjøkkengulvet.
    "Er det derfor dere har så lite kopper? Fordi dere kaster dem når de er skitne?"
    Tove ler høyt, ler til hele kjøkkenet er fullt av latter og Silja får lyst til å svare javi kaster koppene og glassene og fatene - ut av vinduet!
    "Vi vasker for hånd," hvisker hun i stedet.
    Tove mister interessen for kjøkkenet, og vandrer ut i stua.
    "Tomme vegger," sier Tove til veggen.
    Hun høres ikke skuffet uteller mistenksom. Hun bare sier detog Silja slapper av. Hjertet slutter å hamre i brystet.
    "Tomme vegger," samstemmer hun.
    "Hvor er moren din?" spør Tove brått, og leder an mot Siljas rom.
    En plutselig innskytelse får nesten Silja til å si at moren er i kjelleren, men hun kniper bestemt igjen munnen.
    "Kanskje du ikke har noen mor," filosoferer Tove og plukker  Siljas ting. "Kanskje faren din kjøpte et egg  et sykehus i Danmarkog betalte en formue for at 
du skulle vokse i en mekanisk livmor, og etter ni måneder slo de av strømmen til det boblende vannet og vips - du ble født."
    Silja blunker.
    "Som en banan ut av et bananskall."
    Tove sender henne et blikk som er både muntert og anerkjennende.
    "Det ville vært stilig!" forklarer hunog drar Siljas klær ut av klesskapet.
    "Det ville vært stilig," nikker Silja.
    "Stiligere enn disse klærne!" Tove rynker  nesa til en genser med små, brune bamser.
    "Moren min er død," hvisker Silja. "Jeg husker henne ikke i det hele tatt."
    Tove rister  hodet til en dongeriskjorte med plastblomster  brystlommene.
    "Moren min er død?" gjentar Silja, og er ikke sikker  om Tove hørte henne.
    "Disse må du kaste før noen ser deg!" Tove har laget en haug av klær  gulvet.
    "Moren min… " stotrer Silja usikkert.
    "Jeg hørte deg godt!" avbryter Tove, "jeg tenkte bare at du kanskje heller ville snakke om klær enn om den døde moren din?!"
    "Jo… "
    "Vil du snakke om moren din… " Tove senker de energiske armene.
    "Nei!" Silja rister  hodet, og det er sant. Hun vil jo helst slippe å snakke om moren. Tenk at Tove allerede vet sånt! Men så er hun jo ekspert  å være bestevenninne, hun som har vært det drøssevis av ganger. Silja vil slett ikke snakke om moren. Hun husker henne ikke. Moren er som en støvdott innenfor øynene. En grå, ullen og kløende flekk… Det er faren som bestandig vil snakke om moren.
    Husker du da vi var  aketur  Breivikeidet, og mamma stekte pannekaker  bålet… Husker du da mamma lagde papillotter i håret ditt
    Silja henter en pose til klærne som skal kastes.
    Det er sånn det er, tenker hun. Bestevenninner kjenner hverandre.     De vet hva man vil snakke omog hva man ikke vil snakke om.
    Det er nesten som om Tove hører tankene hennes. Hun legger fra seg en stabel med t-skjorter, og smiler lurt.
    "Skal jeg vise deg et triks?"
    "Hvordan da, triks?"
    "Et triks for venninner!" Tove klapper  gulvet foran segog Silja setter seg lydig.
    Tove holder hendene foran seg i lufta, med håndflatene vendt mot Silja.
    "Gjør som meg!"
    Silja nøler.
    "Det er ikke noe farlig triks!" sier venninnen og legger hodet  skakke.
    Når Silja løfter hendene, legger Tove sine hender tett inntil hennes.
    Silja smiler.
    De har like hender. De er like brede. Fingrene er like lange, og huden like varm.
    "Og så presser du dine mot mine," forklarer Tove.
    Silja presser.
    "Ikke dytt!" korrigerer Tove. "Len dine fingre mot mine, mens jeg gjør det samme."
    Silja gjør som Tove sier, og mens sekundene tikker, er det noe som forandrer seg. Håndflatene blir varme, varmere. Det er som om noe gnistrer mellom hendene deresmen uten at de blir brent. Det er en ild uten flammer.
    Silja ser opprømt inn i Toves ansikt.
    "Vi lager avtrykk  hverandre," sier Tove høytidelig. "Når vi trekker hendene til oss, kommer du fremdeles til å kjenne hånda mi mot dinnesten som en hanske."
    "Som et avtrykk," sier Silja og grøsser spent.
    "Som et avtrykk," bekrefter Tove. "Det er en slags magi, indianermagi. Når vi ser hverandre nesten gang, i morgen  skolen kanskje, kommer håndflatene våre til å begynne å krible, selv om vi ikke rører ved hverandre!"
    De trekker hendene til seg.
    "Hendene dine sitter fast i mine hender," utbryter Silja lykkelig. Hun studerer den brennende, prikkende huden.
    "Avtrykkene forsvinner etter en stund," sier Tove, og har allerede vendt tilbake til Siljas klær.
    "Kanskje de ikke forsvinner," mumler Silja, og er så glad at hun nesten er lei seg. "Kanskje hånda di sitter fast i min for bestandig - siden vi er bestevenninner!"
    "Avtrykkene forsvinner," gjentar Tove, og rister en rosa skjorte foran fjeset.

"Enn denne?" spør Silja litt senere, og viser fram en grønn bukse.
    "Kast!" sier Tove.
    "Kast!" sier Silja høyt, og kaster buksa over skuldra, før hun strekker seg etter en nytt plagg. "Kast!" sier hun til en t-skjorte med frosker . "Kast, kastkast."
    "Den var jo stilig!" innvender Tove.
    "Spol tilbake!" Silja redder t-skjorta tilbake inn i skapet med baklengsbevegelser.
    Tove ler, og da ler Silja også, ler så mye at hun blir svett  magen, mens håndflatene kribler og stikker og brenner.

3.

Det er helgog Silja og Tove har vært bestevenninner i fire uker. Silja har det fremdeles sånn at hver gang hun får øye  Tove, prikker det i hendene. Hun tror Tove også har det sånn, men av en eller annen grunn nekter hun for det. Akkurat som hun nekter å snakke om Kenneth, som alle sier er klassens fineste guttog Tove sa jo at hun var forelsket i nettopp klassens fineste gutt. Silja vet ikke hvorfor hun nekter, men hun skulle gjerne visst litt mer. For selv kan hun jo ikke like Kenneth, hvis Tove liker ham. Det får ikke hjelpe at han er søteller at han har smilt til henne fire og en halv gang. Hvis det er Kenneth Tove liker, så likte hun ham først. Sånn er det. Silja nikker ettertenksomt.
    Tove vil at de skal feire jubileet sitt. Hun går inn i gangen, roper hei og tar tjue kroner fra morens pengepung. På vei til Silja går de innom butikken og kjøper fire bokser hockeypulver. Tove elsker hockeypulver. Silja syns det er ganske godt. Hun blekner når Tove viser henne den femte boksen, som hun slapp ned i jakkelomma før de betalte.
    "Du er ikke så snill," hvisker Silja mens de slikker i seg pulver inne  rommet.
    "Ikke  lenger," sier Tove tilfreds.
    "Ikke?"
    "Før var jeg snillere. De fleste tror nok jeg er snill fremdeles."
    "Liker du ikke å være snill?"
    Tove tenker seg om.
    "Nei, det gjør jeg ikke."
    "Heisann jenter!" sier Teddy fra døråpningen. Han ruller av seg skjerfet, og ruller ut et smil mellom munnvikene. "Her går det fint, ser jeg!"
    Silja og Tove veksler et blikk.
    "Brillefint," sier Tove.
    "Flotte greier," sier Teddy  vei mot stua. "Det var sannelig flotte greier!"
    En terning ruller gjennom magesekken til Silja, den ruller og ruller, og venter  hva venninnen skal si om farens oppførsel.
    "Faren din…" begynner Tove, og himler med øynene.
    "Jeg vet!" sier Silja, og terningen ruller og stanser  tre. Hun skal til å si noe mermen da dukker Teddy opp i døråpningen igjen.
    "Evert, sjefen min, spanderte pizza  oss. Vi hadde det hyggelig, akkurat som dere…" Faren smiler en stort, tomt smil inn i rommet.
    Jentene nikker, litt usikre.
    "Vi hadde det virkelig veldig hyggelig," gjentar faren. "Fine greier."
    Han forsvinner inn i stua, og setter  musikk.
    "Det er nesten bedre når han er avslått," fniser Tove, og drar en våt fingertupp langs bunnen av hockeypulverboksen.
    "Avslått?"
    "Når han sitter i stolen og hører  den triste musikken. Da er han avslått!"
    Tove etterligner Teddys slappe kropp og stirrende blikk.
    Silja begynner å fnise. Hun fniser og rødmer og nikker.
    "Si noe!" ber Tove, og leker fremdeles Teddy.
    "Pappa?" sier Silja prøvende.
    Tove stirrer ut i lufta.
    "Pappa?" gjentar Silja.
    Tove leer ikke en finger.
    "Pappa!" sier Silja høyt.
    Tove retter seg mekanisk opp. Hun tryller fram et stort, merkelig smil, og vender ansiktet i Siljas retning. "Det går helt fint, jenta mi. Dette kommer til å  helt fint."
    De ler med hodene gjemt i putene, så Teddy ikke skal høre dem.
    "Bortsett fra at han ikke sier jenta mi, om meg. Det gjør han aldri." sier Silja senere.
    "Vi later som om han gjør det."
    "Nei!" Silja rykker til av sin egen høye stemme. "Jeg mener… Det var moren min han kalte jenta mi."
    Tove blir tankefull.
    "Han er selvfølgelig sønderknust," sier hun. "Han elsket moren din over altog siden hun er død, tror han nesten ikke at han orker å leve videre."
    Silja blir tykk i halsen. Hun kremter. Kremter vekk støvet som plutselig fyller halsen og gjør det vanskelig å snakke.
    "Tror du?" sier hun og hoster litt til.
    "Tror ikke du?" spør Tove.
    "Jeg vet ikke," sier Silja, og kremter. "Jeg husker ingenting om moren min."
    "Det er like bra," sier Tove kvast. "Jeg husker nemlig godt hvordan det var da mamma og pappa alltid hadde tid til meg. Det hadde vært bedre for alle parter om jeg ikke husket hvor fint jeg hadde det før… "
    "Mm."
    "Da hadde jeg kanskje ikke hatet Lillebror!"
    "Men du hater ikke Lillebror?"
    "Hva vet du om det?" spør Tove iltert, og ruller seg over  magen. "Jeg må hjem. Vi har alltid familiemiddager  fredager." Tove plukker sammen bladene hun har hatt med. "Vi koser oss, skjønner du. Kooooser oss."
    Tove tar liksom kvelertak  seg selvog raver ut i gangen. Der knytter hun sammen skolissene  alle skoene til Teddy, og etterpå knytter hun knuter  skjerfet hans.
    "Se om han merker det," hvisker hun fnisende til Silja, og dytter henne vennskapelig i magen, før hun går.
 
                        *

Tidlig lørdag ringer Tove til Silja.
    "Jeg kommer ikke likevel," sier hun glad. "Jeg skal handle sammen med pappa."
    "Kommer du senere?"
    "Vi får se," svarer Tove svevende. "Av og til har pappa og jeg det så gøy sammen at vi glemmer tiden."
    "Ok," sier Silja.
    "Å nei!" klager Tove, halvveis inn i telefonrøret. "Pappa tar  seg bæresela!"
    "Bæresela?"
    "Hva gjør du?" hører Silja venninnen si med høysint stemme.
    "Vi tar med oss Lillebror," svarer Toves far. "Mamma skal ta seg et bad."
    "Mamma er ikke glad i å bade," knurrer Tove.
    "Jo, det er jeg," roper en stemme i bakgrunnen. Det er moren, tenker Silja, som svarer fra badet.
    "Hun greier seg ikke uten Lillebror" sier Tove til faren. "Ikke ett sekund."
    Silja hører lillebrorens gurglende lyder, og hun forestiller seg at Toves far kler  han en utedress, og setter 
han i bæresela.
    "Ikke et sekund," svarer Toves far, uten egentlig å lytte. "Kommer du, Tove?"
    "Ha det," sier Tove til Silja, og klasker  røret.

Silja får lyst til at hun og faren også skal dra og handle. Så kan de kanskje dumpe inn i Tove og dem. Så kan hun og Tove le av de dumme fedrene sine.
    Silja finner faren i stolen ved stereoen, men musikken er avslått. Teddy balanserer en halvspist brødskive  det ene kneet. Han stirret ut gjennom vinduet, uten å blunke.
    "Kan vi ikke dra og handle!" ber Silja.
    Teddy skvetter så skiva faller i gulvet.
    "Handle!" sier faren, og plukker opp skiva. Silja ser  mens munnen hans leter fram et smil. "Det kunne vært hyggelig. Det høres… fint ut."
    Silja overser farens rykkende bevegelser. Hun går ut i gangen, og finner fram den lyseblå jakka med glitterblomster.
    "Kommer du?" spør hunog ser  seg selv i speilet.
    "Det går så fint, så!" svarer faren fra kjøkkenet.
    Antakeligvis kastet han den halve brødskiva i søpla. I gangen kler han  seg skoene, og snubler i de sammenknytte skolissene. Silja ler når han faller  kneog faren ler også. Han ler en rar, tørr latter.
    "Så morsomt dere har det!" hikster han. "For en kjempemorsom ide."

                        *

Først tror Silja at Tove ikke er der. Hun har lett mellom alle hyllene, og stanser mismodig ved siden av frukten. Faren har fulgt etter henne, og stanser når hun stanser, mens han stirrer ned  
klasen med bananer.
    Med ett hopper hjertet til Silja!
    Det er Toves stemme!
    Hun fniser når håndflatene begynner å krible, siden Tove står  den andre siden av hyllene, sammen med faren sin.
    "Jeg trodde du hadde lyst til å handle sammen med meg," sier Toves farog høres irritert ut.
    Silja kikker rundt hjørnet. Hun skal til å vinkenår hun ser venninnen plukke ned først to, så tre, så fire pakker med kjeks. Hun legger kjekspakkene i handlevogna med stadig mer demonstrative bevegelser. Tove har en sky i ansiktet. Uværsskyen får Silja til å holde seg skjult. Venninnen plukke ned kjekspakke nummer fem.
    "Det går an å glemme babyer, pappa," hører hun Tove si.
    "Ja, det skjer visst av og til," svarer faren, og studerer handlelista.
    "Skal vi glemme Lillebror?" foreslår Tove med innsmigrende stemme.
    Silja kveler et fnis.
    "Hm?" sier faren til Tove, uten å lytte.
    "Vi kan glemme han, så ser vi hva som skjer?! Kanskje det kommer en snill dame og tar han med."
    Tove har lukket øynene, og et sintlite smil napper i munnviken.
    Silja ser fra venninnen til faren, som stadig stirrer  handlelista med rynkede bryn.
    "Tove, kan du være kjekk jente og hente noen esker med pasta?" spør hanog bruker pekefingeren til kjærlig å fjerne en stripe sikkel fra Lillebrors hake.
    Silja trekker seg tilbake når venninnen marsjerer forbi med svarte øyne og trampende føtter. Terningen triller gjennom magesekken, og stanser  to.
    Hun burde ta faren medog forsvinne, så ikke Tove tror hun spionerer.
    Samtidig kan hun ikke dy seg. Hun smetter inn mellom de neste hylleradene, og får øye  Tove igjen. Venninnen har stanset foran et tårn bygd av pastaesker. Eskene står stablet kunstferdig oppover i høyden, og når Tove over hodet. Tove kaster et kjapt blikk over skuldra, så rykker hun ut to esker ganske langt nede.
    Bang! Tårnet raser utover frossendisken, utover beina til Tove, og blir til et hav av pastaesker. Silja snapper etter pusten, og trykker seg mot boksene med hermetisk tomater. Venninnen ler! Tove står i havet av kaos, og ler en slags rykkende latter.
    "Hva er det du tror du driver med!" En butikkjente dukker opp idet Tove er  vei vekk fra pastakaoset. Hun dytter henne tilbakeog peker mot rotet.
    "Det var ikke jeg!" sier Tove skråsikkert.
    Butikkjenta ser anklagende  eskene i Toves hånd.
    "Disse plukket jeg opp fra gulvet," lyver Tove. "Og det er litt rart, er det ikke?! Ser det ikke mye ryddigere ut hvis butikken har varene i hyller?"
    Tove sprader av stedmed eskene i hånda, og butikkjentas sinte blikk i ryggen, og Silja får lyst til å lemen det er ingen latter i halsen. Ingen latter noen steder. Bare uro. Hun rømmer tilbake mot Teddy, og tenker  Toves grønne notisbok, full av sinte, røde tall.

Loginerit takusaqarnerorusullutit

Allattoq: Ingeborg Arvola

Saqqummersitsisoq: Cappelen Damm

Immiussisoq: Nina Bull Jørgensen

Suliassat

  • 1Sprog- & kulturforståelse

    Formålet med opgaven er dels at finde og udvikle strategier til at møde ord fra nabosproget, som man ikke umiddelbart kender, og dels at få øje på, hvor beslægtede sprogene er.

     

    Alene:

    • Læs teksten og understreg de ord, du ikke umiddelbart forstår.

     

    To og to:

    • Diskutér jeres understregninger.
    • Hvad kan ordene betyde? Se på den sammenhæng ordene står i, undersøg, om ordene minder om ord fra jeres eget sprog eller fra andre sprog, I kender til.
    • Hvis der stadig er ord, I ikke forstår, slår I ordene op i ordbogen og diskuterer betydningen. 
    • Print teksten ud og arbejd med sproget i første afsnit (frem til stjernen). 
    • Find en grøn, gul og rød overstregningstusch.
    • Streg først de ord over med grønt, som er helt de samme som på dit eget sprog, og som staves på samme måde. Streg derefter de ord over med gult, som du kender fra dit eget sprog, men som staves på en lidt anden måde. Streg til sidst resten over med rødt.
    • Sammenlign jeres overstregninger. Hvilken farve dominerer? 
    • Hvad siger det om nabosprogene?
  • 2Ind i teksten

    To og to:

    • Diskutér følgende spørgsmål:

     

    • Hvad kendetegner en rigtig ven?
    • Tror I, at venskab er forskelligt i forskellige aldre?
    • Hvad betyder venskab for jer?
    • Hvad gør I, når en ven ikke har det godt?
    • Hvad betyder jeres forældre for jer?

     

    • Genkender I noget fra teksten? (Fra virkeligheden, en bog, en film eller noget I har hørt?) Skriv stikord og diskutér. 
    • Her er nogle ting at overveje:
    • Forældrerelationer
    • Venskabsrelationer
    • Grupperinger i klassen
    • Nogle af historiens figurer
  • 3Ned i teksten

    Alene:

    • Teksten består delvis af en dialog mellem Silja og Tove. Forestil dig, at du er Silja.
    • Omskriv dialogen fra linje 99 til linje 151 til en løbende, fortællende tekst. 

     

    Gruppe:

    • Læs jeres tekster for hinanden. 
    • Hvilke ligheder og forskelle kan I finde i jeres tekster?

     

    Alene og gruppe:

    • Forestil dig, at du er en af Siljas og Toves klassekammerater. En ny elev er kommet i klassen og din opgave er at beskrive Tove og Silja for ham eller hende. 
    • Skriv nogle stikord, før du beskriver dem for en klassekammerat. 
    • Sammenlign jeres beskrivelser. Opfatter I pigerne på samme måde? Hvorfor? Hvorfor ikke?


    Alene:

    • Tove beslutter, at hun og Silja skal være bedste venner. Hvordan ser deres venskab ud? Find citater i teksten som beskriver venskabet mellem Silja og Tove. 
    • Hvordan vil du karakterisere og beskrive deres venskab? Brug tillægsord i din beskrivelse som for eksempel: lig, ulig, lykkelig, ulykkelig, positiv, negativ.
  • 4Ud af teksten

    Alene:

    • Hvad tror du, sker med pigerne efterfølgende? 
    • Bliver de ved med at være venner? 
    • Hvad sker der med Toves regnebok? 
    • Hvordan går det med Siljas far?
    • Skriv historiens slutning (fem min.).

     

    Gruppe:

    • Sammenlign jeres slutninger. 
    • Hvis I vil vide, hvordan historien rigtig slutter, kan I læse bogen: 'Ingen dagar utan regn' af Ingeborg Arvola.

     

    Alene:

    • Forstil dig at du er Silja, og at du nu er blevet mor til en datter, der er lige så gammel som pigerne i teksten. Fortæl din datter om dengang du flyttede til Narvik, om din far Teddy, om din bedste ven og om hvordan du havde det dengang.
    • Skriv i ti minutter og læs derefter din fortælling for nogen i klassen.