Tekst
Video
Spill og lek
Konkurranse
Lydinnspilling
Oppgave
Lærerveiledning

Læringsmål

{{learningObjectiv.description}}

Oppgaven er nå levert

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Kommentar

Oppgaver

{{assignment.Comment}}

Miriam og jeg og verden

dujeg.jpg
Få teksten lest opp

Jeg stod med et ben hver side af cyklen i opkørslen til Miriams hus og ventede , at hun skulle blive færdig. Det var tidligt om morgenen og ret koldt. Små flager af frost havde sat sig fast bilens vinduer, og jeg holdt hårdt om cykelstyret, fordi det føltes, som om det gav varme i hænderne.

Miriam sludrede løs inde fra entreen, og jeg så, hvordan hun snørede skoene godt til og tog både hue og vanter . Hun så alvorlig ud, og det tror jeg også, jeg gjorde, for det var jo noget meget vigtigt, vi skulle.

 

   "Vi går først hen  stationen," sagde Miriam. "Lige om lidt kommer alle pendlerne, og det er vigtigt, at vi giver dem noget at tænke over allerede her til morgen. Når de så skal hjem igen ved femtiden, kan vi fange dem igenog så skriver de nok under. Jeg mener, de kan jo ikke gøre andet. Så ville de jo være dumme."

   Hun viste mig de lister, hun havde lavet. 'Red pingvinerne!' stod der øverst  den eneog 'Red tigrene!'  den anden.

   "Det er helt vanvittigt," sagde hun. "Jeg læste, at der kun er lidt mere end 3000 tigre tilbage i hele verden. Den er helt gal. Og mennesker bliver der bare flere og flere afog de spiser mere og mere og slipper endnu mere CO2 ud. Og så kan vi ikke engang sørge forat dyrene kan få lov til at leveI virkeligheden skulle vi  op  kommunen og tvinge dem alle sammen til at  ud og demonstrere. Det ville ikke være mere end rimeligt."

   Hendes ånde stod ud af munden  hende, mens hun talte, og jeg så, at mundens bevægelser blev lidt langsommere nuda hun kom ud i kulden. Jeg frøs alleredeog jeg ville gerne være gået ind lidt for at få varmen, men jeg kunne seat Miriam var ivrig efter at komme af stedog jeg var klar overat jeg ikke skulle lægge hindringer i vejen.

   "Jeg skal bare lige ind og tisse," sagde jeg og skyndte mig så meget, jeg kunnefor ikke at trække tiden for længe ud. Da jeg lod det varme vand løbe ned over mine stivfrosne hænder, kunne jeg ikke lade være med at lukke øjnene, og jeg blev måske stående lidt for længemen det var så dejligt at følehvordan varmen tøede fingrene op.

   Da jeg kom ud, så jeg Miriam stå drømmende og fortabt over fotografiet af Sagar. Sagar var hendes fadderbarn, der boede i Indien. Han var fire år gammel og sød som bare pokker. På billedet stod han med bare fødder i en lidt for stor skjorte foran huset, hvor han og hans mor og morens morbror boede. Han havde mørkt hårder faldt næsten helt ned over øjnene, og var snavset  knæene og i hovedet. Han stirrede ind i kameraet med halvåben mundog det var ikke til at sigeom han efter fotoøjeblikket bare ville blive stående, eller om han ville sætte sig  hug, fylde hænderne med jord og styrte af sted i højt humør. Nogle gange kom Miriam til at lenår hun så  billedet af Sagar, andre gange havde hun tårer i øjnene.

   Allerførst havde hun haft Sagars mor som fadderbarn. Hun var kun et år ældre, end Miriam og jeg var, selvom hun så meget yngre ud. Hun var knoklet og underernæret. Opvokset  et børnehjem, for ingen vidste, hvor hendes forældre var henne. Sagars mor så altid glad udmen så en dag blev hun voldtaget af en forstander  børnehjemmet, så hun blev nødt til at flygte og føde sit barn  gaden. Den organisation, der havde med fadderbørnene at gøretog sig af hende og hjalp hende med at finde sin morbror. Og nu boede hun derog Miriam havde fået Sagar som sit fadderbarn i stedet.

   "O.k. så kører vi," sagde Miriam og puttede fotografiet i jakkelommen. Jeg måtte anstrenge mig for at følge med i hendes cykeltempo, og præcis tyve minutter i otte stod vi paratda den første busfuld pendlere skyndte sig hen mod fodgængerovergangen.

   "Vil du være med til at redde Jordens tigre fra udryddelse?" sagde Miriam og rakte sin liste frem mod en mand med gråt skæg og brun mappe. Manden rystede bare  hovedet og fortsatte over mod fortovet.

   "Hvad så med pingvinerne?" fortsatte Miriam. "Ved du ikkeat der er masse havfugle, der er i akut fare for at blive udrydningstruede?"

   Manden svarede ikkemen skyndte sig bare videre og forsvandt. Miriam sukkede mod mig og trak  skuldrene.

   "Der er ingen grund til at spilde sin tid  idioter."

   Sammen gik vi hen til en kvindeder sad henne ved kiosken og spiste en banan.

   "Bananer, altså," hviskede Miriam til mig, "de bliver transporteret hele vejen fra Den Dominikanske Republik. Prøv at forestille dighvor meget CO2 der kommer ud af det. Bare for at vi skal sidde her og bilde os indat det er en slags menneskerettighed at spise banan 365 dage om året."

   "Jamen måske er den miljømærket og alting," mumlede jeg og tænkte  den bananjeg havde i tasken.

   "Det er jo højsæson for svenske æbler," gav hun igen. "Det ved konen der sikkert udmærket. Hun er bare for doven og ligeglad."

   Damen smilede til osda vi nåede frem. Hun troede sikkert, vi ville spørge om vej og blev vistnok lidt overrasket, da Miriam i stedet spurgte hende, hvad hun syntes, man skulle gøre for at mindske CO2-udslippet.

   "Tja," sagde hun. "Det ved jeg ikke præcis. Men man kan jo prøve at lade være med at forurene i naturen og måske slukke lyset efter sig derhjemme."

   Jeg kunne seat Miriam blev irriteret. Det er den slags, hun plejer at kalde bekvemmelighedssamvittighed, men hun blev ved med at smile og fortalte damen om Antarktis og isen og oversvømmelserne og udpiningen af Jordens resurser. Jeg kunne seat damen trak sig lidt tilbage og holdt fast  sin taske i skødet.

   "Det er jo godt, du er så engageret," svarede hunda Miriam holdt en pause for at trække vejret. "Men skulle I ikke være i skole  denne tid af dagen?"

   Hun så lidt strengt  os begge to, og jeg tillod mig et smil, for min klasse skulle møde sent den dag. Men Miriam skulkede, og jeg vidste, at hun ikke syntes, det betød noget i forhold tilhvor vigtigt det var at forsøge at redde Jorden.

   Det var mange aftener, vi havde siddet  Miriams værelse i hver sin fatboy, og hun havde fortalt mig alt omhvad der var ved at ske med planeten. Vi havde jo set Al Gores film i skolen, og i geografi og samfundskundskab havde vi talt omhvad der ville skenår Asien blev oversvømmet, og en masse mennesker ville blive nødt til at flygte. Men alt detder virkelig var vigtigt, og som havde fået os til at blive så vrede og fortvivlede, at vi græd sammendet havde jeg lært af Miriam. Hun havde fortalt om børn, der var døde, bare fordi der manglede den mest almindelige medicinog børn, der blev tvunget til at arbejde som slaver dag og nat og måtte binde øjenlågene op for at holde sig vågne. Og nu snakkede konen omat vi ikke var i skole!

   "Man må ikke sløse med noget så vigtigt som skolen," sagde damen og rynkede  næsen ad os.

   "Nej, og man må heller ikke sløse med Jordens resurser," sagde Miriam og smilede, så kæben måtte være ved at  af led.

   "Nej, men den slags har vi politikerne til at ordne for os."

   Damen rejste sig og rettede  folderne i sin frakke.

   "Hvis du gør dig umage i skolen, så kan du måske blive en dygtig politiker en skønne dag."

Hun smed sin bananskal i papirkurven og nikkede lidt demonstrativt til osda hun gik.

   "Kælling," hvæsede Miriam. "Hun har sikkert ikke engang hørt tale om kompost."

   Solen var forsigtigt begyndt at kigge frem bag skyerne, men det blæste temmelig meget, og jeg frøs stadig.

   "Måske skulle vi alligevel  i skole," sagde jeg. "Vi har snart time."

   Miriam klappede mig  armen.

   "Gå bare," sagde hun. "Jeg er nødt til at blive."

   Jeg så hende længe i øjnene for at seom hun var skuffet over mig, men jeg kunne seat hun forstod. Hun vidste, at jeg ville have det dårligt, hvis jeg ikke gik i skoleog hun forstod sikkert ogsåat jeg ikke brændte lige så meget for sagen, som hun gjorde, selvom jeg selvfølgelig også gerne ville have, at mine oldebørn skulle kunne leve her  Jorden.

   "Det er o.k., Anna," sagde hun igen. Som for at understrege det. "Jeg ved godt, at du er lige så opsat  det hersom jeg er."

   Jeg nikkede. Hun så  mig, og så kiggede hun væk.

   "Jeg har sådan nogle underlige tanker om natten," sagde hun. "Nogle gange kan jeg ikke engang sovefordi jeg tænker så meget."

   "Hvad tænker du?" spurgte jeg og havde lyst til at holde om hende, men det gjorde jeg ikke.

   "Åhr," sagde hun og trak  skuldrene. "Det er ligesom bare ... ligesom bare som et stort, udbrændt hul. Du ved, sådan som skoven ser ud i novemberfør sneen kommer. Det er så skide dødt. Og så midt i det hele, så hører jeg en hel masse stemmer, der råber, at det er min skyldhvis det ender sådan."

   Hun stirrede ned i jorden og så lidt ud ligesom Sagar  fotografiet.

   "Men det er det jo ikke," hviskede jeg. "Det er jo ikke din skyld."

   Hun trak igen  skuldrene.

   "Nej, jeg ved det godt," sagde hun. "Men det føles sådan."

   Vi stod lidt uden at sige noget. Miriam stod med hængende skuldre, og jeg skrabede lidt i med foden i jorden.

   "Har du noget mad med?" spurgte jeg. "Hvis du skal stå her hele dagen."

   Hun rystede  hovedet. Jeg tog min banan frem.

   Hun sagde ikke noget omat den havde rejst flere tusind kilometer, og at den ikke var miljømærket. Hun tog bare imod denog et eller andet sted inden i mig føltes det godt. Jeg vidste jo godt, at hun bare kunne købe noget mad af en slags, hvis hun havde lyst, men måske ville jeg vise hende, at hele ansvaret ikke hvilede  hende. Der var også en delder var min skyld.

 

Vi skiltes ved busholdepladsen, og jeg lagde mærke tilat hun ikke så efter mig, da jeg gik. Det gjorde vel egentlig ikke så meget, men jeg tænkte alligevel  detda jeg kom hen til skolen. De første timer den dag holdt jeg mig bare for mig selv og sagde ikke så meget til nogen. Jeg ville helst tænke  Miriam. Jeg var lidt flov overat jeg ikke var lige så modig som hun.

   Men da det blev spisefrikvarterog jeg kom ind i kantinen, ville jeg selvfølgelig ikke længere bare sidde for mig selv, så jeg gik hen til Nina og Vilma, der var mine bedste veninder, da jeg var lille.

   "Hej," sagde jeg og lod mig dumpe ned  en stol ved siden af Vilma. Hun kiggede lidt træt op  mig og sukkede nærmest, da hun hilste. Både hun og Nina pirkede med gaflen til deres mad.

   "Du skal ikke spise det her," sagde Vilma til mig. "Det er skide ulækkert."

   Jeg kiggede  det fiskerodsammen, der lå og svømmede rundt mellem nogle udkogte kartofler  min tallerken. Det så godt nok ikke særlig appetitligt udmen Miriam havde lært mig altid at være taknemmelig for den madjeg fik. Især efter dengang, hun skrev et brev til kantinepersonalet med krav om at købe mere økologisk indog som køkkenchefen bagefter satte op  væggen. Der blev måske ikke den store ændring i menuen, men Miriam var godt tilfreds og nægtede nogensinde at indrømme, at hun syntes, maden smagte dårligt.

            Jeg tænkte  de afrikanske børn, der spiser med hænderne af en stor gryde  det billedesom Miriam havde sat op i køkkenet. Jeg ville være taknemmelig.

   "Åhr," sagde jeg. "Bare man kommer lidt salt , så går det nok."

   Jeg kunne ud gennem øjenkrogen sehvordan Vilma og Nina løftede øjenbrynene.

   "Er du ikke sammen med Miriam i dag?" spurgte Nina.

   Jeg rystede  hovedet og tog en stor bid af den hvide fisk. Jeg var nødt til at lukke øjnene et kort øjeblik, mens jeg sank den.

   "Plejer I ikke altid at spise sammen?"

   "For det meste," sagde jeg og prøvede at lyde uinteresseret. Jeg ved ikke rigtigt hvorformen jeg blev altid nervøsnår andre talte om Miriam.

   "Er hun til time?"

   "Måske."

   "Er I uvenner?"

   "Nej," svarede jeg forbløffet og kiggede op. Et stykke kold kartoffel var ved at sætte sig fast i halsen  mig.

   Nina så næsten skamfuld ud og lagde gaflen fra sig og skubbede tallerkenen over til den anden side af bordet.

   "Det må du altså undskylde, det var ikke for at blande mig. Jeg syntes baredet var mærkeligt, at I ikke var sammen ... og Miriam er jo lidt speciel."

   Da hun sagde det sidste, kiggede hun indgående  mig. Jeg vidste ikkeom hun var ude  noget, eller om det var noget, hun ville have mig til at udtale mig om.

            Jeg havde ikke den mindste lyst til at sige noget om Miriam, men Nina var vist ikke tilfreds med mit svar.

   "Er hun ikke sådan lidt for meget?"Hun lød irriteret.

   "Vilma sagde, at hun havde set hende nede ved stationen i morges med en eller anden fjollet liste, som folk skulle skrive sig . Hold da kæft, hvor pinligt."

   Nina skubbede et par genstridige hårtotter, der drillede hende, væk fra øjnene og sendte Vilma et blik. Vilma nikkede og lænede sig tilbage i stolen.

   "Godt du ikke var med i hvert fald, Anna. Der er ikke noget, der irriterer mig så meget som sådan nogle aktivister. De er bare alle vegne og skal absolut mene noget om alting, og jeg ved ikke hvad. Så slap dog affor pokker!"

            Hun himlede igen med øjnene og fnøs. Nina smilede triumferende og vendte sig mod mig og sagde lavt:

   "Men som sagt, det var godt, at du ikke var med."

   Jeg kunne mærke vreden stige op inden i mig, og jeg havde mest lyst til bare at rejse mig og forsvare Miriam. Men det gjorde jeg ikke. Jeg blev siddende og fortsatte med at spiseog jeg var nødt til at komme endnu mere salt og også lidt hvid peber  fisken.

   "Synes dudet er godt, det der?"

   Vilma så med afsky  de rester, jeg gumlede i mig.

   Jeg trak  skuldrene. "Det er o.k."

   De sukkede begge to. Måske syntes dejeg var håbløs. Vi treder faktisk havde været bedsteveninder, langlang tidfør Miriam kom ind i billedet.

   "Tager du med ind og shopper i weekenden? Vi tager bussen, og så havde vi tænkt os at blive i byen og  i biografen bagefter."

   De så begge to  mig, som om de virkelig var interesserede ihvad jeg ville svare.

De vidste det jo godt  forhånd. De vidste, at jeg skulle være sammen med Miriam.

   "Det kan jeg ikke," sagde jeg. "Vi skal ud i sommerhuset."

   "Skal Miriam med?"

   Spørgsmålet kom lynhurtigt. Som et elektrisk stød. Som et stød, man vil gøre alt for at undgå.

   Jeg nikkede. De så igen  hinanden. Nina bed sig i læben.

   "Det er længe sidenvi har været der. Os tre."

   Jeg huskede det også. Det var ikke mere end et par år sidenjeg var lykkelig, hvis jeg fik lov til at tage Nina og Vilma med ud i sommerhuset. Og vi badede og sprang i klitterne og købte is og sneg os ind  drengene, der boede lidt længere væk.

   Men så lærte jeg Miriam at kendeog sammen med hende var detsom om verden kom ind i hovedet  mig. Pludselig blev alting så vigtigt, og det var sådan, jeg gerne ville have det. Måske blev det også mere sørgeligt, men det var alligevel Miriam, jeg helst ville have med ud i sommerhuset. Og det var Miriam, jeg ville overnatte hosog se film sammen med og ringe til midt om natten.

   Jeg ville tænke hvordan hun så  mig med sine alvorlige, brune øjne, og hvordan hun lyttede til althvad jeg sagde. Hvordan hun tænkte over detnår jeg sagde noget, og hvordan hun svarede mig med en stemmeder gjorde mig helt varm indeni.

   Jeg tænkte at hun ikke havde set efter mig, da jeg gik fra busholdepladsen.

   Efter sidste time trak Nina mig i armen. "Går du med hjem og ser film? Kun dig og mig og Vilma. Os tre."

   Jeg sagde nej.

   Jeg tænkte  Miriam hele vejen hjem. På hvordan det var gået hende. Om hun havde fået mange navne  listen. Om hun var glad og tilfreds. Så ville hun fløjte og lave frugtsalat. Hvis hun var ked af det, ville jeg få te.

   Jeg ringede i samme øjeblik, jeg kom hjem. Miriam svarede ikke.

   Næste dag ringede jeg igen. Men da svarede hun heller ikke. Jeg begyndte at blive uroligfor jeg så hende ikke henne  skolen. Så midt i samfundskundskab - vi havde om FN - smuttede jeg ud og ringede. Denne gang svarede hun.

   "Hej," sagde hun. Og jeg kunne høreat hun havde grædt.

   "Hvad er der i vejen, Miriam? Hvad er der sket?"

   Hun begyndte at græde igenog jeg kunne mærke, at jeg blev lidt surfordi hun ikke havde ringet til mig. Jeg havde jo tænkt så meget  hende.

   "Hvad er der?" næsten skreg jeg.

   "Sagar," hørte jeg hende hulke. "Det er Sagar."

   "Hvad er der med ham? Hvad er der med Sagar?"

   Miriam begyndte at græde så meget, at jeg havde svært ved at hørehvad hun sagde.

   "Han er død!" hørte jeg hende. Det lød som et skrig, selvom hun kun hviskede.

   Jeg løb ind i klassen og hev min taske til mig. De havde trukket gardinerne for, så de kunne se nyhederne. Jeg sagde til læreren, at jeg havde hovedpine. Han nikkede, og bag ham så jeg en stor og mægtig flodbølge rulle ind over Indien. Folk gik med deres ting  hovedet, vandet nåede dem til skuldrene. Fluer summede rundt og ind i børnenes øjne, og jeg vidste, at Sagar lå deret eller andet sted neden under vandmasserne.

 

   "Går du med hjem i dag?" hviskede Nina til mig. "Vi skal se en anden film."

   Jeg svarede hende ikke.

   Jeg cyklede så hurtigt, mine ben overhovedet kunne bevæge sig. Det føltes, som gjaldt det livet, selvom der jo allerede var ender var død. Jeg tænkte  Miriams afbrændte, sorte hul, som kom til hende om natten.  Jeg så for mig, hvordan Sagar blev suget ind i det hul, og jeg tænkte at Miriam nok aldrig ville komme over det. Hun havde aldrig mødt ham. Aldrig talt med ham. Men hun havde brevene om ham i en æske i køkkenet, og hun ville altid bære ham med sig. Over sig. Hun ville bære ham over sine skuldre, selvom han var død.

   Et øjeblik tænkte jeg at hun kunne være fulgt med mig hjem til Nina og se film. Et øjeblik tænkte jeg  detfør jeg indså, at det bare ville fjerne hende endnu længere fra mig. Det var ikke detjeg ønskede. Jeg ønskede, at Miriam skulle være min ven. Jeg ønskede, at hun skulle blive ved med at se  mig med sine brune øjne. At hun skulle lytte til detjeg sagde, sådan som kun hun kunne lytte.

   Hvis det bare ikke havde været for Miriams sorte hul. Det sorte, afbrændte hul, som hun altid havde inden i sigog som gjorde hendes blik så sorgfuldt. Som skoven i november, havde hun sagt. Så dødt var det. Jeg ville ikke have, at hun skulle være bange.

   Da jeg kom hjem til Miriam, havde jeg cyklet så hurtigt, at mine kinder glødede. Jeg løb op ad indkørslen; jeg vidste, hvor ked af dethun ville værenår jeg kom ind.

   Jeg var nødt til at tage en dyb indånding, jeg ville så gerne fortælle Miriam, hvor meget jeg holdt af hende. Jeg vidste johvor fortvivlet hun var over Sagar, og jeg ville aldrig kunne give hende ham tilbagehvor gerne jeg end ville. Men jeg var her stadig, og jeg håbede, det ville være nok.

   Jeg rev hoveddøren op.

   "Kom," råbte jeg, "kom."

   Hun så forbløffet  mig, men skyndte sig at tage overtøj jakke og sko. Jeg tog hende i hånden og løb. Hun løb med.

   "Hvor skal vi hen?" råbte hun. "Hvor skal vi hen?"

   Jeg svarede hende ikke. Jeg løb bare. Jeg ville vise hende, at hun ikke behøvede at være bange.

   Vi drejede af fra vejen og fortsatte ind mellem graner og fyrretræer. Jeg puffede hende foran mig. Gav ikke slip  hende et øjeblik. Ind imellem faldt hun. Hun blev våd  knæene. Men jeg gav ikke slip  hende.

   Til sidst faldt vi begge to udmattede om  jorden. Mosset var vådt, og væden trængte ind gennem cowboybukserne, og det blev så koldt. Jeg åndede ned i jorden. Der lugtede af efterår og rådne blade. Miriam lå med lukkede øjne. Så græd hun. Jeg tror, hun græd i en hel time. Jeg puttede mig ind til hende og holdt om hendes hoved. Til sidst faldt hun til ro.

   "Er du bange her?" spurgte jeg og lagde mig om  ryggen ved siden af hende. Himlen var helt sortog langt oppe skinnede stjernerne. De samme stjerner, der lyste over Sagar, som lå død under en masse vand et eller andet sted  den anden side af jordkloden.

   Det var novemberDe nøgne træer stod helt stille rundt om os. Ingen vind fik noget til at røre sig. Det føltes, som om der kun var os og den store, mægtige himmel over os.

   "Ved duhvad det betyder?" hviskede hun.

   "Hvad?"

   "Hans navn. Sagar. Ved duhvad det betyder?"

   Det vidste jeg ikke.

   "Hav," hviskede hun. "Det betyder hav."

   Jeg fik tårer i øjnene, da hun sagde det. Det føltes som en sten i hjertet, at Sagar skulle  af detder var hans eget navn. Og måske var det vores skyld. Alt det, Miriam havde lært mig, handlede omat det var vores skyldat folk døde andre steder  Jorden. At havet kom og tog dem. At vi bare var ligeglade, mens havet kom og tog dem.

   Jeg lukkede øjnene hårdt i og ønskede vistnok, at verden ville lade være med at komme så tæt ind  livet af os. Måske tænkte jeg at jeg kunne have siddet hjemme hos Nina nu. Jeg kunne have siddet der i varmen og været ligeglad medhvad der skete med andre mennesker et andet sted. Det var ligesom for stort. Verden var for stor og for meget tilat jeg kunne håndtere det.

   Jeg skottede til Miriam. Hun lå helt stille, strakt helt udog kiggede lige op i himlen.

   Jeg vidste ikkehvad hun tænkte . Vidste ikkeom hun var bange eller modig.

   "Det er godt, at du er her, Anna," sagde hun. "Det er godt, at du er her sammen med mig."

   Jeg begyndte at ryste. Jeg ved ikkeom det var  grund af dethun sagde, eller fordi jorden var så isnende koldog jeg var blevet fuldstændig gennemblødt. Hun stak forsigtigt sin hånd ind i min. Vi havde begge to tykke vanter . Alligevel holdt hun hårdt fast.

            Længe lå vi sådan. Længe lå vi sådan med den mægtige himmel over os.

Logg inn for å lese mer

Forfatter: Annelis Johansson

Oversatt av: Susanne Vebel

Utgiver: Bokförlaget Opal AB

Innspilt av: Johanna Hinteregger

Oppgaver

  • 1Språk- og kulturforståelse

    Formålet her er å åpne for nabospråket gjennom forskjellige språklige innganger. 

     

    To og to:

    • Velg teksten på et nabospråk. Den ene leser første avsnitt av novellen høyt for den andre (Dere må gjerne hjelpe hverandre med uttalen).
    • Hva får vi vite i første avsnitt? Hvis det er ord dere ikke forstår, eller som dere ikke kan forstå ut fra konteksten, kan dere gjerne bruke ordboken.
    • Diskuter hvordan det var "å smake" på det andre språket.
    • Gå tilbake til det avsnittet dere akkurat har jobbet med, og oversett teksten til deres eget språk.
    • Hvilke likhetstrekk ut over ordforråd får dere øye på? Noter likheter og forskjeller.
    • Les resten av teksten. Følgende adjektiver brukes i den svenske originalteksten for å beskrive Miriam:
      • allvarlig
      • ivrig
      • drömmande
      • irriterad
      • engagerad
      • förtvivlad
      • besviken
      • tacksam
      • nöjd
      • speciell
      • pinsam
      • ledsen
      • förvånad
      • rädd
    • Undersøk hvordan Miriam er beskrevet på nabospråkene.
    • Sammenlikn ordlistene og diskuter ordene med gruppen din.
    • Hvor mange av ordene er de samme (det er likegyldig om de staves forskjellig)?
    • Les setningene som de inngår i, og diskuter setningene.

     

  • 2Inn i teksten

    To og to:

    • Har dere hatt en venn som dere ville ha gjort alt for?
    • Hva var det med denne vennen, som gjorde at dere hadde det sånn?
    • Har en venn noensinne lært dere eller introdusert dere for noe helt nytt?
    • Hva lærte det dere?
    • Har dere noensinne forsvart en venn?
    • Beskriv hva dere gjorde.
    • Har en venn noensinne forsvart dere?
    • Beskriv hva han eller hun gjorde.
    • Skriv ned noen tanker om historiens figurer (kort):
      • Miriam
      • Anna (jeg)
      • Vilma og Nina
    • Sammenlikn med andre i klassen. Har dere samme tanker, eller er de forskjellige? Hvorfor?

     

  • 3Ned i teksten

    To og to:

    • Hvorfor skal Miriam og Anna til stasjonen?
    • Hvem er Sagar?
    • Hvorfor synes Miriam at tanta skal spise eplet i stedet for bananen?
    • Hvordan vil dere beskrive et "Svenssonsamvete" (linje 39)?
    • Hvorfor prøver Anna å spise lunsjen selv om ikke synes den er noe god?
    • Hvorfor følte Anne "hus ilskan kokade inom" hende da hun snakket med Nina og Wilma?
    • Hvorfor griner Miriam da Anna får tak i henne på telefonen?
    • Hvorfor tenker Anna at det kanskje er deres skyld at Sagar er død?
    • Hvem er Miriam?
    • Velg ti sitater fra teksten som dere synes beskriver Miriam som person.
    • Skriv ned to adjektiver som dere synes beskriver Miriam. F.eks: "-Jag tänker så konstiga saker på nätterna, sa hon. Ibland kan jag inte ens sova för att jag tänker så mycket." (linje 62) - urolig.
    • Sammenlikn adjektivene deres med et annet pars adjektiver. Er beskrivelsene deres noenlunde like, eller er de veldig forskjellige? Hvorfor?
    • Velg ut ti sitater som dere synes beskriver relasjonen mellom forskjellige personer i teksten.
    • Sammenlikn sitatene deres med andres.
    • Velg en relasjon som dere sammen beskriver på ti setninger.

     

  • 4Ut av teksten

    Plenum:

    • Historien handler om to tenåringsjenter. Den foregår i nåtidens Sverige. Hvordan tror dere at historien hadde vært hvis den i stedet:
      • Handlet om to gutter?
      • Handlet om en gutt og en jente?
      • Handlet om studenter på rundt 20 år?
      • Foregikk i et annet land (ikke i Norden)?
      • Foregikk for 100 år siden?

     

    Gruppe:

    • Se gjennom siste ukes aviser. Finn artikler som handler om miljø. Skriv korte eller muntlige eller skriftlige referater av hva de skriver om. Er det positive eller negatuve nyheter?
    • Er dere like redde for miljøet som Miriam? Hvorfor? Hvorfor ikke?
    • Hva synes dere man skal gjøre for å forurende mindre?
    • Gjør dere noe for å hjelpe miljøet? Hva?
    • Hvilke miljøorganisasjoner finnes i ditt land? Hvordan arbeider de?