Text
Video
Spel och lekar
Tävling
Ljudinspelning
Uppgift
Facklitteratur
Lärarvägledning

Glömt lösenordet?

 

Inlärningsmål

{{learningObjectiv.description}}

Uppgiften har delats ut

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Kommentar

Uppgifter

{{assignment.Comment}}

Aristoteles, Zola og Stendhal om realismen

Allerede i 300-tallet f. Kr. skriver Aristoteles i Poetikken om det grundlæggende behov litteraturen har for at efterligne virkeligheden (citater i denne tekst står på dansk):

“Digtekunsten synes som helhed at være frembragt af to årsager, der begge er naturlige. Det at efterligne er nemlig medfødt for mennesket lige fra barn af, og mennesket adskiller sig fra andre levende væsener ved, at det er stærkt anlagt for at efterligne og skaffer sig sine første kundskaber ved at efterligne.”

 

Lidt senere uddyber han om forholdet mellem litteratur og virkelighed, nærmere bestemt mellem de to discipliner digtning og historieskrivning og deres respektive forhold til virkeligheden:

“Det bliver ud fra det sagte også klart, at digterens opgave er at tale ikke om noget, der er sket, men om noget sådant, der kunne ske og er muligt ifølge sandsynlighed eller nødvendighed. Det er nemlig ikke ved brugen af vers eller prosa, at historikeren og digteren adskiller sig fra hinanden [...]; men forskellen ligger i dette, at den ene netop taler om noget, der er sket, den anden om noget sådant, der kunne ske. Derfor er digtning noget både mere filosofisk og mere seriøst end historie; for digtningen taler netop om det almene, mens historien taler om det enkeltvise.” 


Den franske naturalistiske forfatter Émile Zola (1840-1902) skriver mange år senere følgende om realismens opkomst på den litterære scene i Frankrig. Han regner Honoré de Balzac (1799-1850), som er den første af de store, franske realistiske forfattere, for ophavsmand til den realistiske roman:


“Det [den realistiske romans opkomst] måtte ske netop på det tidspunkt, hvor den klassiske litteratur var ved at dø af blodfattighed [...], så romanen kunne tjene som instrument i den universelle undersøgelse, som den moderne ånd underkastede alle ting og skabninger. De videnskabelige metoder gjorde sig gældende, de blege helte udviskedes ved siden af virkelige skabninger, analysen erstattede overalt fantasien. [...] Han [Balzac] skabte den naturalistiske roman, det nøjagtige studium af samfundet.”

 

I sin mest berømte roman Rødt og sort, skriver en anden tidlig fransk, realistisk forfatter Stendhal (1783-1842) om sammenhængen mellem romanen og den virkelighed, den portrætterer. Konteksten er, at hans historie indeholder moralsk forkastelig adfærd, som han forsøger at komme kritikken af i forkøbet. Citatet bliver hyppigt brugt i forbindelse med beskrivelser af den realistiske roman:

 

[...] en roman er et spejl som spadserer på en hovedvej. Snart genspejler det himlens azurblå for Deres øjne, snart vejens mudderpøle. Og manden der bærer spejlet i sin rygkurv, beskylder De for at være umoralsk! Hans spejl viser mudderet, og De anklager spejlet! Anklag hellere hovedvejen hvor mudderpølen ligger, eller endnu bedre vejinspektøren der lader vandet stagnere og mudderpølen danne sig.” (Rødt og sort, bind 2, kap. 19)

 

 

Logga in för att se mer

Produktionsår: 2020

Pedagogiska konsulenter : Anne Sofie Skemt Hjuler

Uppgifter

  • 1Diskussionsfrågor

    1. Diskutera om ni håller med Aristoteles om att det är ett medfött mänskligt behov att imitera verkligheten (det begrepp Aristoteles också kallar mimesis). 

    2. Förklara med utgångspunkt i citatet hur Aristoteles förstår litteraturens förhållande till verkligheten. 

    3. Vad är det som för Zola är så banbrytande med Balzacs realistiska romaner?

    4. Beskriv hur romanen förhåller sig till verkligheten enligt Stendhal. Vilken är dess roll och hur ska man som läsare förhålla sig till den?