Text
Video
Spel och lekar
Tävling
Ljudinspelning
Uppgift
Facklitteratur
Lärarvägledning

Glömt lösenordet?

 

Inlärningsmål

{{learningObjectiv.description}}

Uppgiften har delats ut

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Kommentar

Uppgifter

{{assignment.Comment}}

Baby Jane

Årskurs: Gymnasiala utbildningar Skolämne: Svenska Lärandefokus: Nordisk litteraturförståelse Tema: Nordisk realism Ämnesområde: Finska Danska Svenska Typ: Text
Baby-Jane-kansi.jpg

(Uddrag)

PIKI VAR UDEN TVIVL byens cooleste lebbe, da jeg kom til byen som ung pige og var fuldstændig uerfaren, hvad kvinder angik. Piki var ti år ældre end mig og kendte allerede alt til Helsinkis homoverden. Hun havde raget hen over diskene såvel de nuværende som de allerede forsvundne homobarer og havde oversmurt dem skiftevis med væltede fadøl, sit eget bræk eller en næsvis lille betonlebbes næseblod. Hun havde deltaget i pride, marcheret i optog og hængt ud Gambrini, og hendes billede stirrede mig i møde forsiden af Seta-bladet. Og hun kendte alle, og alle kendte hende. Hun havde været i seng med femoghalvtreds kvinder før mig og stjålet biler og dealet speed. Hun havde tatoveringer og piercinger og lyttede til Musta Paraati og Lords of the New Church. Der var røde snørebånd i hendes militærstøvler, og hun røg Camel. Hun gik med mandeskjorter og røde seler, knæbukser og slips. Og hendes millimeterkorte hårstubbe så ud, som om de kildede lige tilpas meget mellem lårene. Hun var den, jeg havde ledt efter. Netop den og netop sådan. Pikisilmä, Sortøje. Hun løftede mig op sin ryg som en flue og krammede mig, så jeg druknede i hende. Når hun sov, ville hun ligge og ånde mig i nakken, det var vigtigt, jeg løftede altid mit hår til side, så hun kunne få fat i min nakkes duft. Hun lagde en hånd min mave og stak en finger i min navle. Først da faldt hun i søvn. Uden at orke at tage sine armybukser og sin bluse af. Bare hun kunne have sin næse i min nakke. Hele natten. Urokkeligt holdt hun mig i sin favn natten igennem, tæt ind til sig i ly af sine arme. Jeg frøs aldrig, selvom Piki uanset årstiden sov med vinduet åbent. Så fast holdt hun om mig. Så fast og varmt, at jeg aldrig blev kold, om så sneen føg ind.

Piki havde haft pigekærester, siden hun var seksten. Deroppe i den lille landsby mod nord havde Piki haft en tre år ældre kæreste, og de havde dyrket sex Pikis lille punkrockværelse midt mellem plakater og plader og spraydåser med hårlak. Og i skoven og i parken og toiletterne og skolen og i kantinen og spidsen af hvert eneste næs, hvert eneste gadehjørne. Om morgenen havde kæresten kørt Piki til skole i sin bil og havde så hentet hende igen om eftermiddagen. Hun var hoppet ind i sin kærestes rocksorte, dunkende bil, og de var kørt ud for at dyrke sex. Jeg syntes, det hele var cool. Piki blandede drinks en cool måde og fløjtede en cool måde. Hun var cool, når
hun inviterede en pige ud, og cool, når hun hjalp hende jakken . Hun bestilte en taxa og fandt ledige pladser og sikrede sig, at hendes kvinde ikke manglede noget. Når vi tog homobar, førte hun mig uden om køen og introducerede mig for alle. Til kvindefester dansede vi kinddans, og hun trak igen vejret gennem min nakke. Det var perfekt.


Pikis telefon ringede i et væk.
På barer blev Pikis bord straks indtaget af folk, hun kendte.
– Hva’ så, din gamle lebbe?
– Hva’ så selv, hvad sker der?
Jeg tænkte altid, at pigen måtte være en gammel bekendt, men den anden side blev Piki også ved med at få nye bekendte. Piki kunne for eksempel finde at tage en pige med oppe nordfra,
som netop var sprunget ud af skabet, og tage hende med til kvindefest eller introducere et pigepar fra Imatra for sine venner. Pigen oppe nordfra lod sig inspirere af Pikis tøjstil, hun købte armybukser med lommer fra den samme butik og samme slags militærstøvler, klippede sit hår kort i samme stil og begyndte også at tale ligesom Piki og fortælle jokes videre, hun havde hørt Piki fortælle, og brugte kælenavne om folk, som Piki havde fundet . Hun planlagde også aten piercing, først i næsen, selvom den der tungepiercing, som Piki har, nu også er ret cool, men hvis jeg nu alligevel starter med næsen. Så må vi se lidt senere. Piki sagde, at det ikke gjorde ondt, altså i tungen, og tungen er trods alt ... tungen – et vigtigt redskab for kvinder, der kan lide kvinder. Efterfulgt af en Pikiagtig grimasse. Næste gang jeg så pigen, havde hun selvfølgelig en stav i tungen og viste den stolt frem for Piki. Og Piki lo den der vidende måde, som hun ofte lo . Der var altid en undertone i hendes latter, der sagde: Jeg ved, hvordan du skal bolles. Når hun havde den undertone
i stemmen, tvivlede lytteren ikke et øjeblik , at det var sådan, det forholdt sig.


Når man hører en sanger tale, bliver man tit skuffet over vedkommendes talestemme, fordi den viser sig at være helt almindelig og hverdagsagtig. Men det himmelske ved Pikis stemme forandrede sig ikke, alt efter hvad hun brugte den til. Hvis det stak hende, kunne hunhvem som helst krogen med sin stemme, kvinder og mænd, katte og hunde. Med sin stemme kunne hun dæmpe storme og grædende børn, de søvnløse fandt hvile i den, og de ængstelige kunne mærke vægten løfte sig fra deres bryst. Hendes stemme afvæbnede fjender og var også sød og forblændende, når hun bandede, fængslende, selv når hun var allermest spydig.

Hendes stemme snoede og slyngede og drejede sig, forandrede sig til andres stemmer og blev straks derefter til sit eget, flødede selv. Alle ord, der nogensinde er blevet brugt om guddommelige
stemmer, passede ikke hendes, for den mindede ikke om nogen anden stemme, ikke nogen bestemt persons eller sangers, den var ikke kendt fra radio eller tv. Den var ikke »fløjlsblød« eller »mørk« eller »hæs«, selvom den føltes blid som huden brysterne, en fløjlsagtig kilden halsen eller en varm hånd under blusen. Det var, som om hendes stemme drak mørk kakao eller spiste mandler. Og den var også hæs, men den var hæs samme måde, som skoven én gang er både hæs og gennemsigtig i sommernatten, når træerne er skjult i dunkelheden, og himlen er lysende klar. At lytte til den var som at lægge sit hoved en pude fyldt med kronblade fra roser og liljer. Hendes stemme lød, som kardemomme duftede. Og kanel. En solsort med en hals af kanel og kardemomme.


Piki havde altid været en gøgler og en joker, og hendes gøglerstemme blændede og tilslørede og skjulte alt det ved hende, som hun ønskede skulle forblive skjult. Bag ved den var hun i sikkerhed.
Den var hendes beskyttelsesfarve, som konstant skiftede alt efter situationen, og ingen ville nogensinde få mistanke om, at et menneske med så fantastisk og pragtfuld en personlighed som Piki ville kunne have problemer. Piki var så livlig, så kvik. Før nogen opdagede noget, havde hun tegnet en verbal satiretegning af et menneske, hun kun lige havde mødt, en fænomenal karikatur med nogle få, velvalgte ord, som fik hele selskabet til at grine og emnet for joken til at rødme og trække sig tilbage. Piki var så allerhelvedes rap i replikken, at der ikke var nogen, der nåede at forsvare sig.


Jeg stod selvfølgelig også for skud. Eftersom jeg havde store fødder af en kvinde at være, kaldte Piki mig klumpfod. Og mine sko var ski, mine sokker skiposer. Jeg fik nye øgenavne hver dag.
Jeg havde en stor mund, så jeg blev til sugemalle.
– Pas , at læberne ikke sidder fast i døren!
Jeg havde en stor næse, så jeg fejrede altid Halloween.
Og når jeg bad hende om at lade være, svarede Piki:
– Du kan jo lide det!
Piki forblændede mig sådan med sine små spydigheder, at det tog sin tid, inden jeg lærte at høre stemmen, hvornår hun mente det alvorligt. Hvornår hun rent faktisk var bange. Hvornår den paniske angst skinnede igennem.

VORES FØRSTE MÅNEDER sammen var hede og sommerlige, og ingen af os var vilde med varmen, så vi holdt os indenfor i kølige omgivelser og gik bar om natten. Heden passede os dårligt, for vores medicin fik os begge til at svede voldsomt, det drev af os i så voldsomme mængder, at det ville have vækket urimelig stor opmærksomhed, hvis vi var gået ud. Vi kunne knap nok passe vores daglige gøremål – sveden ville være blevet tolket som abstinenser, eller i hvert fald som tømmermænd. At man sveder er nemlig en af de ting, som komplet fremmede mennesker finder passende at kommentere hvor som helst og når som helst. Som om jeg ikke selv vidste, at jeg svedte. Som om hun ikke gjorde. Den sommer var helt umulig for mig, det var umuligt at opretholde kontakten til omverdenen, så jeg forsøgte ikke engang, bortset fra under vores natlige barbesøg. Den sommer levede vi ét og samme liv, vi havde samme rytme, vi hang uløseligt sammen og susede af sted med taxa til udendørsserveringen ved Kaisaniemi, som også havde åbent om natten og derfor var perfekt for os svedende. Taxaen bugtede sig gennem de smalle gyder i Kallio, mens vi sad bagsædet og kælede, og Piki hviskede i mit øre, hvad hun ville gøre ved mig, når vi kom hjem

vores første date endte til vi kvindefest Kaisaniemi, hvor jeg ikke havde været før. Jeg var så spændt, også bare over at skulle mødes med Piki, at jeg allerede var i en ringende brandert, da jeg endelig nåede hjem til hende. Og så oven i købet den første fest Kaisa! Jeg lo, da hun allerede i døren kyssede mig heftigt, og min latter snoede sig om min forårsberusede fuldskab og blandede sig med andre lyde, Pikis honningtunge, kattenes poter og døren til taxaen, som hun holdt for mig, da vi senere tog mod Kaisaniemi. Og jeg kan huske, hvordan hendes stemme fik mig til at skælve, selvom hun blot spurgte taxachaufføren, om man måtte drikke øl i taxaen, hvis man ikke spildte, hvilket hun altid gjorde. Lapin kulta, altid Lapin kulta. Pikis køleskab var altid halvt fyldt med Lapin kulta. Da jeg første gang åbnede hendes køleskab, den nat vi mødte hinanden, var hele den underste afdeling pakket med Lapin kulta og den øverste hylde stod der en pakke smør med smørkniv i og noget ost, intet andet. I døren stod der Pepsi og mange liter mælk. Næste gang jeg kom hjem til hende den skræmmende første date, var køleskabet fyldt med alverdens morgenmadsprodukter. Alt sammen til mig: juice, yoghurt, ost, toastbrød, tomater, spegepølse, frugt. Det lavede Piki morgenmad til mig af, slikkede krummerne fra toastbrødet af mine fingre og sagde, at min hud stadig lugtede af Kaisaniemiparken og sommergræsset, som vi havde siddet  engang efter fire, da vi ikke orkede at stå i til en taxa længere. På græsset havde vi kysset, og min krop havde bare ventet , at Piki skulle føre sine fingre op i mig, så de nåede bunden af mit hjerte og trak det ud i hånden hende. Og når Pikis fingre var inde i mig, ville hun trykke bagsiden af sin hånd mod mit lårog det ville næsten gøre ondt, næsten være for smertefuldt, hun ville næsten for dybt i mig, næsten fjerne alle andre farver fra verden end rød. Det ville være, som om der faldt en rød regn inden i mig, og min forbavselse ville gang gang være grænseløs, når lagnerne ikke blev røde, men var farveløst våde som lommetørklæder, der er grædt helt gennemblødte, selvom Piki førte sine fingre helt op og ind i mit hjerte. Min hud ville blive fuld af blodsprængninger, og de ville også lyse rødt i halvmørke, som om mit hjerte lyste gennem huden, som om det også strakte sig frem mod Pikis fingre, efter hun havde taget dem ud af mig. Som om det bredte sig til hele min krop i sit forsøg at finde en vej tilbage mod hendes fingre.

Ingen havde nogensinde grebet min hånd, når jeg var ved at komme, ingen havde flettet sine fingre om mine og holdt fast. Mine ringe blev trykket ind i min hud og lavede aftryk. Og Piki sagde, at hun stadig kunne føle dem inde i sit hoved næste dag. At hun vågnede ved, at min hånd og ringene den klemte hendes hånd, selvom vi ikke havde sovet i samme seng den nat.

Ingen havde nogensinde grebet om min nakke, når jeg var ved at komme, eller trykket mit hoved mod deres bryst. Det gjorde Piki, fast og beslutsomt. Hendes fingre min hals, hendes fingre
om min nakke, helt oppe, lige ved ørerne. Ingen havde nogensinde holdt mig i deres favn den måde, så fuldstændig tæt ind mod deres hud, så fuldstændig skjult fra resten af verden, i
fuldstændig tryghed. I så ufravigelig tryghed. Hendes venstre hånd fast om min nakke, mit hoved hendes bryst, hendes højre hånd inden i mig.

Piki var den første, som jeg ikke rev i sengen. Piki var den første, hvis hud og blod man ikke kunne finde under mine negle næste morgen. Piki var den eneste, der kunne i bad om morgenen uden at skære grimasser over sin forrevne ryg og nakke.

Man skulle vel snarere have troet, at det ville være omvendt. At Piki ville have været den første, som havde fået mig til at rive min elsker, for jeg var ikke kommet samme måde før, igen og igen og uafbrudt som fortløbende røde bånd.

Sandt nok, Piki brød sig heller ikke om at blive revet, men andres præferencer havde ikke før påvirket min riveiver. Jeg sagde, at jeg ikke kunne gøre for det. Og det kunne jeg heller ikke. Man kunne have troet, at jeg så var mere bevidst sammen med Piki. At jeg lod være med at rive, fordi jeg vidste, at hun ikke kunne lide det. Men det duer heller ikke som forklaring, for sådan kunne jeg måske også indledningsvis have reageret, men efter at være kommet for tiende gang, ville jeg ikke længere kunne sige, at jeg handlede bevidst.

Logga in för att se mer

Författare: Sofi Oksanen

Utgivare: WSOY

Utgivet: 2005

Utgivare: Bazar Förlag (SE)

Översatt av: Janina Orlov (SE)

Utgivare: Rosinante & co. (DK)

Översatt av: Birgita Bonde Hansen (DK)

Pedagogiska konsulenter : Anne Sofie Skemt Hjuler

Uppgifter

  • 1In i texten
    • Gör en kort beskrivning av Sofi Oksanens författarskap och dess betydelse i finsk litteratur
    • Undersök begreppet ’minoritet’: Hitta exempel på minoriteter och diskutera vad som gör dem till minoriteter och hur samhället behandlar dem. 
  • 2Ner i texten
    • Undersök minoritetstemat i utdraget. Vilka konflikter är kopplade till minoritetstemat?
    • Beskriv förhållandet mellan berättarrösten och Piki.
    • Gör en framställning av berättarens beskrivning av Piki (språk, detaljer, livshistoria) Vilka känslor och stämningar präglar berättarröstens framställning av Piki? (Hitta språkliga exempel som understödjer ditt svar).
    • Undersök förhållandet mellan berättartiden och berättad tid. Över hur lång tid sträcker sig den berättade tiden? - D.v.s. den tid det berättas om. Hur är berättartiden (nutiden) placerad jämfört med den berättade tiden?
  • 3Ut ur texten
    • Minoritetsfrågor har i ökad grad hittat in i den nordiska realismen, där de dels har behandlats tematiskt som paradigmatiska exempel, men där de allt mer även visat sig i nya berättarröster som presenterar läsarna för ett bredare spektrum av synvinklar. Jämför textutdraget med andra minoritetssynvinklar i nyare litteratur och överväg vilken betydelse det har för förståelsen av samhällsrelaterade problem?