Text
Video
Spel och lekar
Tävling
Ljudinspelning
Uppgift
Facklitteratur
Lärarvägledning

Glömt lösenordet?

 

Inlärningsmål

{{learningObjectiv.description}}

Uppgiften har delats ut

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Kommentar

Uppgifter

{{assignment.Comment}}

Del 3: Hovedlinjer i nordisk samtidslitteratur 1997-2017

Årskurs: Gymnasiala utbildningar Skolämne: Svenska Lärandefokus: Nordisk litteraturförståelse Tema: Nordisk realism Ämnesområde: Danska Typ: Text

3. Nordic Noir

En anden vigtig tendens i litteraturen, hvor Sverige har dannet fortrop ift. resten af Norden, er inden for krimilitteraturen. Traditionen startede med Maj Sjöwall og Per Wahlöös internationale succes i 1970erne, men i løbet af 2000erne blev bølgen stærkere end nogen sinde. Det medførte, at en hel række af svenske krimiforfattere fik internationale gennembrud, bl.a. Henning Mankell, Jan Guillou, Liza Marklund og Stieg Larsson. Tendensen spredte sig relativt hurtigt til resten af de nordiske lande og fik i løbet af 2010erne international opmærksomhed under samlebetegnelsen ”Nordic Noir”. Bølgen blev også stærk i Island, hvor en række forfattere også fik internationale gennembrud, fx Arnaldur Indriðason, Árni Þórarinsson og Yrsa Sigurðardóttir, hvilket også var tilfældet for enkelte forfattere fra de andre nordiske lande, fx norske Jo Nesbø og danske Jussi Adler-Olsen, selvom epicenteret uden tvivl var Sverige.

 

Danmark kom dog med på den internationale krimibølge i form af en række tv-serier, fx Rejseholdet, Forbrydelsen og senest Broen, der fik international opmærksomhed, vandt flere Emmys og er blevet genstand for både engelske og amerikanske genindspilninger.

 

Umiddelbart virker det som et stort paradoks, at den førende region i verden de sidste ti-femten år, hvad angår krimilitteratur, har været Norden, fordi det samtidig er den region i verden, hvor der begås mindst kriminalitet og færrest mord. For at finde en forklaring er man derfor nødt til at anlægge et andet synspunkt. Krimiforskeren Jacob Stougaard-Nielsen mener, at de skandinaviske krimier skal læses symbolsk fremfor bogstaveligt, og at de – læst på denne måde – udtrykker forskellige former for angst, der opstår i kølvandet på globaliseringen og den internationale økonomiske neoliberalisme. Tendenser, der har undermineret befolknings tiltro til velfærdsstaten og dens evne til at skabe ro og tryghed, hvilket skaber forskellige former for angst, som netop de skandinaviske krimier er gode til at opfange. Det er bl.a. angsten for en kapitalisme, der er løbet løbsk og som er helt uigennemsigtig, international kriminalitet og terror, som vi ikke føler, vi kan dæmme op for. Det er også angsten for, at vi ikke kan gøre noget ved store udfordringer som fx klimaforandringer og migration. Men det er også angsten for, at vores politikere blot er kynikere, der ønsker magt og prestige, og som styrer det hele i kulisserne og egentlig er ligeglade med befolkningens tryghed og velfærd.

 

Særligt Henning Mankell og Stieg Larssons krimier har været gode til at beskrive neoliberalismens og globaliseringens indtog i Norden og en horror-roman som svenske John Ajvide Lindqvists Låt den rätte komma ind (2004) til at beskrive de kollektive typer af angst, der opstår i forbindelse med indvandring.

 

Kort sagt formår krimierne at beskrive de forskellige typer af angst og usikkerhed, som det individualiserede globale konkurrencesamfund har skabt. Men måske også en mere generel angst, som opstår i det Ulrick Beck har kaldt risikosamfundet, hvor en enhver lille risiko vurderes og indoptages i vores bevidsthed. Selvom vi stadig lever i en meget tryg verden, hvor kriminaliteten er faldet, trafiksikkerheden mærkbart forbedret, etc., så er børn i tiltagende grad holdt op med gå eller cykle til skole, men køres eller følges i stedet af forældrene. Alt er potentielt en risiko i vores bevidsthed, som skal minimeres, selvom der ikke er tale om store faktuelle risici. Og det skaber angst.

 

Det er netop denne kollektive angst og frygten for kontroltab og risikoinddæmning, som krimierne på symbolsk vis behandler, og nok også derfor, de er blevet så populære, fordi vi (ubevidst) kan spejle vores egen mere generelle angst i dem og dermed få en omgang risikofri terapi i fiktionens verden. 

 

De fleste af protagonisterne i disse krimier har desuden svært ved at mediere arbejdsliv og familieliv, hvilken også er blevet en meget dominerende problemstilling i de senmoderne samfund, og det skaber yderligere læseridentifikation og genkendelse: Arbejdet kalder hele tiden, og familien må vige alt for ofte. Liza Marklunds krimier beskriver denne konflikt med særligt henblik på kvinder og konkurrencesamfundets – ofte uforenlige – krav om både at have en krævende og succesfuld karriere og samtidig have familie og børn.

 

Grunden til, at de nordiske krimier har fået så stor international succes, skal derfor ses i lyset af ovenstående forhold, som er meget genkendelige for folk i den vestlige verden som helhed. Samtidig træder konflikterne og angsten klarere frem i homogene lande som de nordiske, der førhen ikke har været berørt af immigration og globalisering på samme måde som USA og tidligere kolonimagter som fx Storbritannien, Frankrig og Holland, hvorfor det måske netop er i Norden, at der opstår et ekstra stærkt behov for at skrive om dem.

 

 

4. Autofiktion

Begrebet autofiktion stammer fra fransk litteratur, hvor den franske forfatter Serge Doubrovsky benytter det første gang på coveret af sin bog Fils (1977). Bogen var et modsvar til den franske litteraturforsker Philippe Lejeunes påstand om, at en bog, hvis den skal være troværdig, ikke kan bære fiktionsbetegnelsen ”roman” og samtidig operere med navnesammenfald mellem empirisk forfatter, fortæller og hovedperson, der traditionelt set har signaleret ”selvbiografi” og dermed virkelighed. Dubrovskys svar – og løsning på modsigelsen – var hybriden autofiktion.  Ovenstående er samtidig kernedefinitionen på autofiktion: navnesammenfald mellem empirisk forfatter, fortæller og hovedperson (auto), samtidig med at bogen bærer en fiktionsbetegnelse som fx ”roman” eller ”digte” (fiktion). På det seneste har vi dog set, at forfatterne helt har udeladt genrebetegnelsen, eller at de fundet på mere nuancerede betegnelser, som fx ”fortælling”, ”beretning om” eller ”e-mails”. Derfor er parateksten, som er alt det uden om selve bogen, dvs. coveret, interviews, etc., særlig vigtig at analysere og forholde sig til, når man skal udpege og analysere autofiktion.

 

Hybridgenren levede ellers et stille liv i Frankrig i årtierne efter Lejeune og Doubrovskys udveksling, men i Skandinavien opstod der i slutningen 1990erne og starten af 2000erne en interesse for at skrive virkelighedslitteratur, der overskred den traditionelle fiktionsrealisme. Dvs. en litteratur, der i højere grad inddrog forfatterens eget liv og skildrede virkelige begivenheder, men samtidig benyttede sig af forskellige fiktionsformater til at gøre det.

 

Geir Gulliksen, der senere skulle blive Karl Ove Knausgårds redaktør, skrev den indflydelsesrige essaysamling Virkelighet og andre essays (1996), og året efter kom den lige så indflydelsesrige Natta de mina (1997), hvor den svenske forfatter Stig Larsson laver et radikalt kursskifte. Han vil nu skrive ”dålig poesi” og selvbiografisk – en slags anti-litteratur som går direkte imod, hvad Larsson ellers har stået for. Andre markante svenske forfattere i den første bølge af autofiktion er Lars Noréns En dramatikers dagbok (2000-2005) og Kristian Lundberg, der skrev selvbiografiske digte og senere slog igennem med autofiktionsromanen Yarden (2009).

 

I Danmark skriver Claus Beck-Nielsen begejstret om Stig Larsson i den danske avis Information i 2001 og et par år efter udgiver han Claus Beck-Nielsen (1963-2001) – en biografi (2003). Han har siden under forskellige forfatteridentiteter skrevet en række bøger, der udforsker forholdet mellem identitet, virkelighed og fiktion. I Danmark finder vi desuden i den første bølge Kim Leines debut Kalak (2007) om hans år som ung mandlig sygeplejerske i Grønland og Christel Wiinblads digtsamling Min lillebror (2008).

 

At autofiktion bliver en foretrukken ny måde at skrive på skal nok forstås i lyset af en generel interesse for virkeligheden i en tid, hvor folk i stigende grad blev omringet af fiktioner, dels fra den massive udbredelse af kabel-tv, men også fra internettet, der for alvor bider sig først i slutningen af 1990erne og starten af 2000erne.

 

Knausgård beskriver denne fornyede interesse for virkeligheden som et ønske om at komme bagom alle de fiktioner, vi omgiver os med. Selv nyhederne er blevet en slags fiktion: noget der er spændende at sidde og se på hjemme i stuen, men som egentlig ikke rigtig berører vores daglige liv. Billede-stormen fra Nettet er blevet en ny slags uvirkelighed, som vi lever mere og mere i, og i det lys devalueres også den litterære fiktion, for det er jo bare ”noget nogen har fundet på” – ligesom alle Netflix-serierne, som vi har glemt i samme sekund, som vi falder i søvn i sofaen. På den måde kommer vi til at leve i en form for uvirkelighed, eller fremmedgørelse, som den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder det: Vi har en masse ”oplevelser”, men ingen af dem rodfæster sig rigtig som ”erfaring”. Og deraf opstår ønsket om virkeligheden, noget der virkelig rører os, noget der ikke blot er endnu en oplevelse, der er glemt dagen efter, men sætter sig egentlige spor som erfaring og indsigt.

 

Det er det, Knausgård forsøger i sin autofiktive romanserie Min kamp (2009-2011), og som for alvor skulle sætte skub i autofiktionsbølgen i Skandinavien. For Knausgård er det vigtigt, at de ting han skriver om virkelig er sket. Hans ønske er at skrive råt og ærligt om tingene, som de er og ikke skjule sig bag en fiktionsmaske, hvor navne er ændret og begivenheder er opdigtet. Det er en måde at forsøge at skrive sig ind i livets kerne på og loyalt beskrive, hvordan det er at være menneske.

 

Samtidig benytter han romanens greb til at skrive om virkeligheden, hvorved bøgerne formmæssigt afviger fra selvbiografien, og netop får karakter af fiktion, men kun på det formmæssige niveau, da intet af det det, der skrives om, er opdigtet.

 

Ser man nærmere på autofiktion, så optræder den i forskellige former og med forskellige formål. Knausgårds version, også kaldet selvfortælling, er beslægtet med vidnesbyrdlitteraturen. Her er det vigtigt, at begivenheder ikke er opdigtede, men videregives loyalt med henblik på at skildre traumatiske oplevelser og livsforandrende begivenheder. Romanens form og sprog i kombination med virkelighedselementerne og universelle temaer som skam, had, vrede, angst og kærlighed, skaber en særlig nærhed, som gør det muligt for mange forskellige læsere at identificere sig med Knausgård og hans følelser på tværs af køn, alder og kultur.

 

I Danmark benytter Pablo Llambias denne selvfortællingsteknik til at beskrive en periode i sit liv, hvor han var ansat som rektor på den danske forfatterskole, men ellers befinder sig en tilstand af handicappende angst og depression. I stedet for at skrive en romanserie som Knausgård, så har Llambias valgt at skrive tre bind af prosaagtige sonetter: Monte Lema, Hundstein og Sex Rouge (2011-2013), hvor han sætter sig for at skrive litteratur, der ikke prøver ”at ligne litteratur”, men derimod er en ”litteratur, der prøver at tale sandt”, om end det ”ikke er litteratur, når den tager sig allermest storartet ud” (citeret i Bunch & Behrendt 2015: 138).

 

Yahya Hassan er et andet godt eksempel på en rå selvfortælling, hvor det er imperativt, at det der skrives om virkelig er foregået, så der bliver tale om et vidnesbyrd fra ghettoen, fremfor blot endnu en bog om den. Formmæssigt er der også tale om en lyrik, der indeholder stærke prosaelementer, som vi også så hos Llambias, som en måde at tilføre den lyriske genre (prosaisk) kant og virkelighed. Andre typer af autofiktion, fx autofiktion som ”fri selvbiografisk konstruktion”, og autofiktion som ”dobbeltkontrakt” (se Bunch & Behrendt 2015), leger bevidst med læserens forventninger til, hvad der fiktion og virkelighed. Samtidig forsøger disse varianter i særlig grad at undersøge identitet, som et spejlkabinet af muligheder i modsætning til Knausgårds mere essentialistiske identitetsopfattelse.  Der er fx værker af Bjørn Rasmussen og Claus Beck-Nielsen/Nielsen/Madame Nielsen, der i højere grad har berøringsflader til en postmoderne opfattelse af identitet, som heterogen og kontekstdefineret, som også er karakteristisk for svenske Jonas Hassen Khemiris autofiktive Montecore. En unik tiger (2006).

 

Forfattere, der laver selvfortællinger, kan derimod i højere grad siges at høre til en realismetradition, der starter ved det moderne gennembrud og via 1960ernes bekendelseslitteratur (fx Suzanne Brøgger, Vita Andersen og Kjerstin Thorvall) går frem til i dag. Her er det seneste skud på stammen danske Christina Hagens udgivelser White Girl (2012), Jungle (2017) og White Girl II (2017), som også indeholder det ideologikritiske element, som er karakteristisk for denne tradition, fordi det netop handler om at beskrive tanker, følelser og handlemåder, der på forskellig vis er tabu i den givne herskende hegemoniske diskurs: Fra Nora, der bryder ud af ægteskabet med Helmer, eller den adelige Frk. Julie, der har sex med tjeneren Jean, til Suzanne Brøggers skildring af stærkt kvindelig seksualitet, der er uden skam, over Knausgård og Llambias skildringer af mandlig angst og skam til Christina Hagens skildringer af racistiske, infantile og sadomasochistiske tanker og følelser, som det ellers ikke er tilladt at formulere i kulturel middelklassediskurs anno 2017.

 

Af væsentlige svenske udgivelser inden for autofiktion de senere par år kan nævnes Kjerstin Ekmans Grand final i skojarbranchen (2011) og Stig Larssons När det känns att det håller på ta slut (2012). I Norge skal særligt Thomas Espedal fremhæves, som den anden store norske autofiktionsforfatter ved siden af Knausgård, særligt romanerne Mot Kunsten (2009), Imot naturen (2011), Bergeners (2013) og fotobogen Mitt privatliv fra 2014.

 

 

Konklusion: Væsentligste ligheder og forskelle i nordisk litteratur 1997-2017

Som redegjort for i ovenstående, så finder vi nogle klare fælles tendenser i nordisk litteratur i perioden 1997-2017, om end der er lidt regional forskellighed.

 

Realismen slår bredt igennem i slutningen af 1990erne og starten af 2000erne i alle de nordiske lande, dels som reaktion på 1980ernes postmodernisme og orientering mod form, men også fordi det spirende konkurrencesamfund er ved at vende op og ned på de måder, vi ellers har levet på, og det er interessant for de nye forfattere at skrive om.

 

I forlængelse heraf får slægtsromanen momentum særligt i Danmark og Finland, men også, om end kun delvist, i Island og på Færøerne, som en form, der giver mulighed for at forsøge at forstå identitet vertikalt bagud i historien gennem familien og slægten i en flimrende horisontal virkelighed, der ikke tilbyder samme mulighed.

 

En anden væsentlig tendens er, at indvandrerlitteraturen spredte sig fra Sverige og får et bredere nordiske gennembrud, hvor særligt de astronomiske salgstal for Yahya Hassans digtsamling Yahya Hassan blev en begivenhed, der rakte udover Danmarks grænser. Dette understreger samtidig interessen for litteratur skrevet af nordiske indbyggere med anden eller blandet etnisk baggrund i netop disse år, hvor identitet og kulturmøder afsøges og undersøges på spændende måder i et tiltagende globaliseret Norden. Samtidig med at disse bøger giver folk med anden eller blandet etnisk baggrund nye muligheder for at spejle deres liv og identitet i en nordisk kontekst.

 

En anden væsentlig tendens, der spredte sig fra Sverige til resten af Norden var krimilitteraturen, som blev Nordens ubetinget største litterære eksportsucces i 2000 og 2010erne. Den særlige kvalitet denne genre besidder er, at den på særlig vis, ved det at den handler om mord, kriminalitet og vold, formår at pege på mere generelle typer af angst, der er kendetegnende for Norden og Vesten i globaliseringen og risikosamfundets tidsalder. Mest af alt angsten for kontroltab og tab af mening og sammenhæng i et Norden, hvor de gamle fællesskaber er i opløsning og tiltroen til velfærdsstaten halter.

 

Sidst men ikke mindst har bølgen af autofiktion, ligesom krimilitteraturen, været et særligt nordisk kendetegn, når man tager de internationale briller på. Det handler stadig om en radikal nordisk åbenhed, hvor alt skal blotlægges og ”litteratur skal sætte problemer under debat” med et ekko af Georg Brandes, men nu i en tid, hvor fiktionen har mistet sig kraft (fordi den nu dominerer vores liv så meget), hvorfor vi higer efter ærlighed, åbenhed og autencitet. En form, der også pludselig er blevet genkendelig for mange, fordi vi i forskellig grad lægger vores privatliv ud på de sociale medier, om end vi, modsat forfatterne af autofiktion, altid prøver at vise vores gode, lyse sider. Individualisering og selvfremstilling er den dominerende digitale form for kommunikation, hvorfor det ikke er så mærkeligt, at det vilkår også reflekteres i nye litterære former. At det ikke kun er noget, der ræsonnerer i Norden, som det også var tilfældet med krimierne, men er mere generelt behov og fænomen er Karl Ove Knausgårds massive internationale gennembrud et lysende eksempel på.

 

Generelt virker det som om, at spredningen af forskellige tendenser i Norden foregår langt hurtigere i dag end for bare tyve år siden. Her er internettet og de sociale medier selvfølgelig altafgørende. Udvekslingen af idéer og tendenser blandt de nordiske forfattere og skriveskoler er således helt anderledes markant i dag end fx 1980erne eller 1990erne, hvor det kunne tage årevis, før man opdagede, hvad der skete på den anden side af Sundet.

 

Det er måske ikke helt forkert at sige, at nordisk litteratur i de første årtier af det nye Millennium har oplevet en ny guldalder. Der er i hvert fald masser af god litteratur, der også har haft international gennemslagskraft.

Logga in för att se mer

Författare: Mads Bunch

Produktionsår: 2017

Illustratör/Foto: Pexel.com

Bilder

books-book-pages-read-literature-159866.jpeg