Har du et nordisk samarbejde, du gerne vil tage til næste niveau? Nedenfor finder du flere aktører, der kan tilbyde støtte til dit drømmeprojekt. Hvis der ikke er angivet andet, så er støttemulighederne tilgængelige for ansøgere i de otte nordiske lande og selvstyrende områder (Danmark, Island, Finland, Færøerne, Grønland, Norge, Sverige og Åland). Husk at flere fonde har begrænsede ansøgningsperioder og lange behandlingstider, så det er godt at være ude i god tid inden tiltænkt projektstart.
Nordplus
Nordplus giver økonomisk støtte til forskellige typer af uddannelsessamarbejde, fordelt på fem delprogrammer. Nordplus tager også imod ansøgere fra Baltikum.
Nordplus Nordens Språk
Programmet skal styrke sprogforståelsen i Norden og stimulere interessen for, viden om og forståelse for nordiske kulturer, sprog og livsvilkår. Målgruppen er alle aktører, der arbejder inden for det nordiske sprogområde så som: universiteter og forskningsinstitutioner, organisationer, foreninger, firmaer, NGO'er og andre mindre formelle indlæringsarenaer, netværk og private virksomheder.
Nordplus Junior
Hos Nordplus Junior er det muligt at søge midler til samarbejde med skoler i de nordiske og baltiske lande såsom projektsamarbejde, elev- og lærerudveksling samt elevpraktik. Man kan også søge midler til forberedende besøg for at diskutere og udarbejde projektplaner sammen med interesserede fremtidige partnere.
Nordplus Högre utbildning
Nordplus Högre utbildning (højere uddannelse) er et mobilitets- og netværksprogram på højskoleområdet på bachelor- og kandidatniveau. Formålet med programmet er at oprette et samarbejde mellem de institutioner, som deltager i programmet, gennem udveksling, erfaringer, god praksis og innovative resultater.
Nordplus Voksen
Nordplus Voksen henvender sig til voksenuddannelses- og folkeoplysningsområdet for at støtte transnational mobilitet og projektsamarbejde. Projekter under Nordplus Voksen skal bidrage til nyskabelse og udvikling, og alle dele af voksenuddannelses- og folkeoplysningsfeltet er omfattet af programmet, både almen og erhvervsrettet, formel og uformel voksenuddannelse.
Nordplus Horisontal
Programmet støtter innovative projekter på tværs af traditionelle kategorier og sektorer. Programmet er åbent for deltagelse for alle aktører, som kan samarbejde om udvikling af uddannelse inden for et perspektiv af livslang læring.
Nordisk kulturfond
Fonden støtter projekter, som sigter mod at forny kunst- og kulturliv i Norden. Man behøver ikke at være bosat i Norden eller at være nordisk borger for at kunne søge. Derimod skal projektet have nordisk relevans.
Nordisk kulturkontakt
Nordisk kulturkontakt administrerer flere forskellige støtteprogrammer. Nedenfor har vi oplistet dem, der har relevans for skoleaktivitet.
Nordisk kulturkontakt Volt
Volt er et kultur- og sprogprogram for børn og unge op til 25 år. Programmet støtter projekter, som vækker interesse for kunst, kultur og sprog i andre nordiske lande og områder. Du kan søge støtte fra Volt for projekter med fokus på børn og unges egen kulturelle og kunstneriske skabelse. Støtte kan bevilges til alle kunstområder som film, litteratur, scenekunst, billedkunst men også f.eks. kulturarv. Projektet skal ske i samarbejde mellem aktører i mindst tre af de otte nordiske lande/selvstyrende områder. Ansøgere behøver ikke selv høre til målgruppen.
Nordisk kulturkontakt, Norden 0-30
Er du 0-30 år eller repræsenterer du en organisation, der arbejder med børn eller unge? Støtte kan søges for projekter eller netværk, der består af kulturelle, politiske eller sociale aktiviteter, hvor børn og unge selv aktivt deltager i processen og har mulighed for at påvirke planlægning, udførsel og evaluering af projektet. Norden 0-30 støtter projekter med medvirkende fra to eller flere nordiske lande. For projekter der består af medvirkende fra to nordiske lande, skal det ene være Grønland, Island, Færøerne eller Åland. Mindst tre deltagende lande skal være nordiske i de projekter, hvor tre eller flere lande deltager. Danmark, Finland, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige og Åland regnes som særskilte lande i denne sammenhæng. Ud over dette kan samarbejde med aktører i Estland, Letland og Litauen indgå i ansøgningen.
NAPA Kulturstøtteprogram
NAPA vil bidrage til at børn og unge i Grønland oplever, at de har mulighed for at realisere sig selv i et flerkulturelt fællesskab. Projektet skal aktivere og stimulere unge i Grønland til aktivt at deltage i kulturproduktion og kulturformidling, være bæredygtige i miljømæssig, social og/eller konkurrencedygtig forstand samt fremme arktiske perspektiver i hele Norden. Der skal være mindst en grønlandsk partner, som samarbejder med mindst en nordisk partner fra de øvrige syv nordiske lande/selvstyrende områder.
Erasmus+
Gennem Erasmus+ kan børnehave(klasse)r, skoler, højskoler, erhvervs- og voksenuddannelser ligesom kommuner, fritidshjem og ideelle organisationer søge bidrag til at gennemføre samarbejder og udveksling med organisationer i andre lande.
Stiftelsen Clara Lachmanns fond
Stiftelsen Clara Lachmanns fond er en skandinavisk stiftelse, der har til formål at fremme den skandinaviske samhørighedsfølelse. Støtte tilbydes til gennemførsel af arrangementer i Sverige, Norge, Island og Danmark, indbefattende Grønland og Færøerne. Finland og Åland anses ikke for at være skandinaviske lande ifølge stiftelsens vedtægter. Der gives støtte til blandt andet studierejser, symposier og kulturel virksomhed.
Arctic Indigenous Fund
Fonden sigter mod at støtte projekter eller organisationer, som gavner eller ledes af urbefolkningen i Arktis, herunder Sápmi og Grønland.
Svenska kulturfonden
Svenska kulturfondens opgave er at støtte den svenske kultur og uddannelse, det svenske sprog og aktivitet på svensk i Finland. Stipendier og bidrag kan søges af privatpersoner, arbejdsgrupper og organisationer i Finland.
Vestnordisk hovedstadsfond - Nuuk, Reykjavík, Tórshavn
Stiftelsens formål er at styrke forståelsen og samarbejdet mellem politikere og medborgere i Nuuk, Reykjavík og Tórshavn samt at bevilge økonomisk støtte til aktiviteter (for eksempel inden for kultur, undervisning og sport) i denne sammenhæng.
Svenska folkskolans vänner
SFV er en forening, der fremmer dannelse på svensk i Finland og bidrager til et mangfoldigt og tolerant samfund, hvor det finlandssvenske har en stærk, indlysende og positiv rolle. Individuelle personer, arbejdsgrupper og sammenslutninger (for eksempel skoler eller organisationer) er velkomne til at søge bidrag.
Pohjola-Norden
Den finske Foreningen Norden tilbyder stipendier til lærere, studerende og skoleelever fra Finland til nordiske studier og studierejser i andre nordiske lande. Ud over dette kan elever og studerende udvide sine Norden-kundskaber på sprog- og kulturkurser og konferencer for elever.
Foreningen Norden Norge
Klasser og elevgrupper ved skoler, som er medlem af Foreningen Norden (Norge), har mulighed for at søge bidrag. Der gives fortrinsvis støtte til projekter, hvor målet er elevudveksling mellem nordiske venskabsklasser. Enkelte lærere og lærergrupper ved skoler, som er medlem af Foreningen Norden, har også mulighed for at søge bidrag til rejser for planlægning af skolesamarbejde, lærerudveksling og studierejser.
Foreningen NORDEN Danmark
Foreningen NORDEN (Danmark) administrerer en mindre bevilling til unge islændinges ophold på en af de frie kostskoler i Danmark. Det skal være en af følgende skoleformer: folkehøjskole, håndarbejdsskole, ungdomshøjskole eller efterskole.
Nordiske bilaterale kulturfonde
Følgende fonde støtter kultursamarbejdet mellem to af de nordiske lande/områder. Ofte omfattes også skoleaktivitet og studierejser.
*Der findes i øjeblikket ingen bilaterale kulturfonde med formålet kun at styrke samarbejdet med Åland. Støtte til projekter, hvor den ene part er ålandsk, kan i stedet søges hos de bilaterale finske fonde.
Kulturfonden for Finland og Danmark / Kulturfonden för Finland och Danmark / Suomalais-tanskalainen kulttuurirahasto
Kulturfonden for Finland og Danmark skal fremme kontakten og kulturudvekslingen mellem Danmark og Finland samt øge det gensidige bekendtskab mellem de to lande. Fonden bevilger økonomiske bidrag til enkeltpersoner, organisationer og foreninger for forskellige samfunds- og kulturprojekter. Midler bevilges til samarbejde inden for kunst og kultur, til videnskabelig forskning (særligt humaniora og samfundsvidenskab), til studierejser for grupper af studerende og skoleelever samt til studier af kulturelle, sociale og økonomiske forhold i det andet nordiske land.
Dansk-Færøsk Kulturfond
Stiftelsens formål er "at fremme den åndelige forbindelse mellem Færøerne og den øvrige del af det danske rige". Det vil sige kulturformidling i bred forstand mellem Færøerne og Danmark inden for rigsfællesskabet. Støtte gives til projekter inden for teater, film, musik og kunst, bogudgivelse, visse studierejser m.m. Bidrag gives ikke til nordisk kultursamarbejde, skolerejser, idræt og egentlige uddannelsesformål. Stiftelsen forvalter også Dansk-Færøsk Samfunds Studierejselegat, som giver støtte til studierejser til Færøerne og Danmark for personer mellem 18 og 30 år.
Stiftelsens sigte er at give støtte til grønlandske humanitære, videnskabelige og kulturelle formål i eller uden for Grønland samt at give støtte til fremmelse af kulturelle relationer og kulturel udveksling mellem Grønland og det øvrige danske rige, bl.a. gennem støtte til rejser til og fra Grønland og bidrag til kulturelle og sociale institutioner m.m. i Grønland og Danmark.
Fondet for Dansk-Islandsk Samarbejde
Formålet med stiftelsen er at bidrage til øget forståelse og samarbejde mellem Danmark og Island inden for kulturelle og andre områder. Stiftelsen vil bl.a. kunne give økonomisk støtte til virksomheder og organisationer, der har til hensigt at vække interesse for dansk arbejde og kultur i Island og for islandsk arbejde og kultur i Danmark, fx gennem arbejds- og studieophold.
Dansk-Islandsk Fond
Stiftelsen skal arbejde for at styrke de kulturelle og intellektuelle relationer mellem Danmark og Island, arbejde for at fremme islandsk forskning og videnskab samt give støtte til islandske studenter ved danske universiteter og højskoler. Stiftelsen støtter også studie- og forskningsophold i Island, for eksempel i forbindelse med udveksling og feltarbejde. Desuden har stiftelsen givet støtte til forskellige kulturprojekter, blandt andet bogudgivelser, litteraturfestivaler samt musik- og teaterprojekter.
Fondet for Dansk-Norsk Samarbeid
Hensigten med Fondet for Dansk-Norsk Samarbeid er at virke for øget forståelse og samarbejde mellem Danmark og Norge inden for kulturelle områder og andet. Fondens kerneområder er kultur og uddannelse, og fonden ejer og driver Lysebu i Oslo og Schæffergården nær København. Formålet med disse steder er at tage imod fondens stipendiater og danne ramme for fondens dansk-norske arrangementer: kurser, seminarer og konferencer samt åbne offentlige arrangementer. Særlig vægt lægges på uddannelse af vidensformidlere (lærere, journalister, bibliotekarer). En stor del af undervisningsaktiviteten handler om at forstå nabosprog. Denne kursusaktivitet omfatter særligt grunduddannelsen af lærere.
Fondet for Dansk-Svensk Samarbejde
Fondens formål er at bidrage til øget forståelse og samarbejde mellem Danmark og Sverige inden for kulturelle områder og andet. For at fremme denne sag giver fonden bl.a. økonomisk støtte til arbejds- og studieophold i Danmark og Sverige for danske eller svenske medborgere ved de to landes universiteter og andre læreanstalter.
Kulturfonden Island-Finland / Islantilais-suomalainen kulttuurirahasto / The Icelandic-Finnish Cultural Foundation
Kulturfonden Island-Finland skal fremme kontakterne og kulturudvekslingen mellem Finland og Island samt øge det gensidige kendskab om de respektive lande. Bidrag bevilges til samarbejde inden for kunst og kultur, til videnskabelig forskning (særligt inden for humaniora og samfundsvidenskab), til studenter- og skolegruppers studierejser samt til studier af kulturelle, sociale og økonomiske forhold i det andet nordiske land. Fonden har også sin egen aktivitet. Fonden bevilger bidrag til enkeltpersoner, organisationer og foreninger.
Kulturfonden för Finland och Norge / Suomalais-norjalaisen kulttuurirahasto
Kulturfonden för Finland och Norge skal fremme kontakterne og kulturudvekslingen mellem Finland og Norge samt øge den gensidige kendskab om de respektive lande. Fonden bevilger bidrag til enkeltpersoner, organisationer og foreninger for forskellige samfunds- og kulturprojekter. Bidrag bevilges til samarbejde inden for kunst og kultur, til videnskabelig forskning (særligt inden for humaniora og samfundsvidenskab), til studenter- og skolegruppers studierejser samt til studier af kulturelle, sociale og økonomiske forhold i det andet nordiske land.
Kulturfonden för Sverige och Finland / Suomalais-ruotsalainen kulttuurirahasto
Fonden bevilger bidrag til samarbejde mellem Sverige og Finland inden for kultur-, samfunds- og erhvervsliv, hvilket blandt andet omfatter skoleaktivitet, som elevudveksling og studiebesøg. Til nordiske og øvrige internationale aktiviteter kan støtte også søges for at fremhæve en svensk-finsk dimension og/eller tilgængeliggøre afprøvede metoder og erfaringer for bilateralt samarbejde.
Svensk-Isländska samarbetsfonden / Sænsk-íslenski samstarfssjóðurinn
Fonden skal fremme svensk-islandsk samrbejde, gensidig kulturudveksling samt information om svenske og islandske kultur- og samfundsforhold. Fonden deler årligt rejsestipendier ud til bilateralt samarbejde mellem disse lande, først og fremmest inden for kulturens, uddannelsens og forskningens område.
Svensk-Norska samarbetsfonden
Fondens formål er at fremme svensk-norsk samarbejde. Styrelsen har besluttet ikke at uddele almene bidrag for tiden og i stedet at samarbejde med andre svensk-norske og nordiske organisationer for at udføre sit arbejde. Fonden sørger blandt andet for sprogkurser til lærerstuderende.
Norsk-islandsk kultursamarbeid / Norsks-íslensks menningarsamstarfs
Formålet med udbetalingerne er at bidrage til mangesidigt kulturelt samarbejde mellem Norge og Island. Norske og islandske kulturaktører kan ansøge om støtte til samarbejdsprojekter, som bidrager til mangfoldigt kulturelt samarbejde og giver varige kontakter mellem kunstnere, kulturarbejdere og kulturinstitutioner i de to lande.
Svensk-danska kulturfonden
Fonden har til hensigt at støtte kulturelt samarbejde mellem Sverige og Danmark samt at fremme kendskabet til erhvervsliv, videnskab, kultur og folk i begge lande. Fondens bidrag skal også hjælpe til med at skabe kontakter på disse områder. Begrebet kultur omfatter kunstneriske og literære interesser. Støtte kan gives til undervisning og uddannelse.
Grønlandsfonden / Grænlandssjóður
Grønlandsfondens rolle er at styrke relationerne mellem Grønland og Island. Fonden giver bidrag til udflugter, studieophold, kunstudstillinger, sportsarrangementer og andre kulturelle, uddannelsesmæssige og videnskabelige anliggender, som kan fremme en øget kommunikation mellem grønlændere og islændinge.