Atlantbib
Atlantbib.org er en gratis online fagbogsportal, som gør nabosprogsundervisningen let og smidig allerede fra skolestart og videre opefter. Det er et bogprojekt, hvor elever og lærere skriver fagbøger til gratis brug i alle skoler. Bøgerne ligger online med fokus på ligheder og forskelle mellem de nordiske og de baltiske lande i forhold til historie, geografi, sprog og kultur. Atlantbib.org har deltagere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne, Grønland, Letland, Litauen, Sydslesvig og Sápmi. Eleverne er med til at undersøge, skrive, oversætte og indtale bøgerne inden de bliver udgivet.
Kulturakademi
Kulturakademi er en grænsekrydsende læringsplatform for skoler og førskoler, som tilbyder pædagogisk service og materiale om kultur og sprog i Region Sønderjylland-Schleswig. Kulturakademi har fokus på samarbejdet mellem skoler og museer i det dansk-tyske grænseland. På hjemmesiden findes det samlede materiale, som kan understøtte nabosprogsundervisningen i dansk og tysk.
Nordiske sprogpiloter
Nordiske sprogpiloter er et projekt, hvis fremmeste mål er at videreuddanne nordiske modermålslærere og undervisere i nordiske sprog som andetsprog til at undervise i nordiske sprog og nordisk kultur. Kurser og ophold er gratis, men man må selv finansiere transport.
Nordspråk
Nordspråk er en organisation, der består af repræsentanter fra nordiske modermålslærerforeninger og foreninger for undervisere i nordiske sprog som andetsprog. Nordspråks vigtigste opgave er at arbejde for at sikre, at nordiske lærere på grundskoler, gymnasier og læreruddannelser har en opdateret viden om de andre nordiske landes kultur og litteratur, samt at de har redskaber til at tilbyde undervisning i nordiske sprog som nabosprog eller andetsprog. Nordspråk har arbejdet med udvikling af kurser og publikationer til nordiske lærere i mere end 30 år.
The History of Nordic Women’s Literature
Her får du kendskab til de seneste strømninger inden for nordisk kvindelitteratur, samtidig med at du kan fordybe dig i mere end 1.000 års kvindelitteraturhistorie fra Sverige, Norge, Danmark, Finland, Færøerne, Island, Grønland og Åland. Alt er skrevet af Nordens førende litteraturhistorikere.
TegnTube
Netstedet TegnTube henvender sig til børn og unge i Norden, der er nysgerrige efter at lære om tegnsprog, men også voksne pårørende til døve eller høreskadede børn, der bruger tegnsprog, samt fagpersoner, der arbejder med børn og unge. Her kan du se film, hvor tegnsproglige børn og unge fortæller om deres hverdag og tegnsprogets betydning for dem og derved blive klogere på nordiske tegnsprog. Hvad findes der af ligheder mellem sprogene, og hvad skiller dem ad? Er der falske venner, som man bør tage sig i agt for? Hvordan kommunikerer tegnsproglige med hinanden i de nordiske lande, og hvad er nordiske tegn egentlig for noget?