Text
Video
Spel och lekar
Tävling
Ljudinspelning
Uppgift
Facklitteratur
Lärarvägledning

Glömt lösenordet?

 

Inlärningsmål

{{learningObjectiv.description}}

Uppgiften har delats ut

{{assignment.Index}} {{assignment.Type}}

Kommentar

Uppgifter

{{assignment.Comment}}

Del 1: Hovedlinjer i nordisk samtidslitteratur 1997-2017

Årskurs: Gymnasiala utbildningar Skolämne: Svenska Lärandefokus: Nordisk litteraturförståelse Tema: Nordisk realism Ämnesområde: Danska Typ: Text

Indledning

Nordisk litteratur har været i rivende udvikling siden årtusindeskiftet. Det har at gøre med flere gennemgribende forandringer, der de sidste tyve år har fundet sted. Fremkomsten af det postmoderne (eller senmoderne) samfund har på ganske få årtier transformeret de traditionelle nordiske velfærdsstater til konkurrencestater, hvor tempoet er højt og der stilles store krav til individerne – ofte på bekostning af kollektivet og familielivet.

 

Samtidig har globaliseringen medført, at de førhen så homogene nordiske lande har oplevet en forøget indvandring, primært fra den arabiske verden og det tidligere Østeuropa. En indvandring, der udfordrer vores opfattelse af national identitet, men som også skaber angst og sætter vores måder at leve på til fornyet forhandling.

 

Sidst men ikke mindst har det også at gøre med udbredelsen af internettet og fremkomsten af de sociale medier, der har forandret vores måder at kommunikere på og vores identitetsarbejde, der nu først og fremmest foregår på de sociale medier: Her fortæller vi hele tiden os selv – med hele verden som bagtæppe.

 

Fire hovedstrømninger inden for nordisk samtidslitteratur står centralt, hvad angår deres evne til kunstnerisk at opfange og skildre disse store forandringer og udfordringer: 1) En ny realismebølge, der for alvor slår igennem i 2000erne i takt med, at store forandringer sætter sig igennem og nye måder at leve på opstår. Hertil kan regnes slægtsromanen, der i særlig grad behandler identitet. 2) Litteratur skrevet af unge forfattere med anden eller blandet etnisk baggrund spreder sig for alvor fra Sverige til de andre nordiske lande og kommer til at udgøre nogle af 2010ernes væsentligste udgivelser, hvor globaliseringens kulturmøder og dobbeltidentiteter skildres. 3) De mange udgivelser inden for krimilitteratur, også kaldet ”Nordic Noir”, der virkelig sætter de nordiske lande på det internationale litterære landkort, ruller i disse år, bl.a. fordi krimigenren formår at indoptage og skildre angstfyldte sider af risikosamfundet og globaliseringen. 4) Bølgen af autofiktion, der skriver virkeligheden og individet ind i fiktionen på nye måder, vi ikke har set før, og som sammen med Nordic Noir ser ud til at være en særlig stærk nordisk tendens, hvor bl.a. Knausgårds romanserie Min kamp (2009-2011) har fået stor international opmærksomhed.

 

Om disse fire tendenser skal det følgende handle om.

 

 

1. Realisme

En ny bølge af realisme slår igennem i begyndelse af 2000erne i hele Norden. Det er dels en reaktion på 1980erne og 1990ernes modernisme og minimalisme, men har også at gøre med at samfundet har ændret sig så markant, at forfatterne nu øjner nyt land. Nye måder at leve på er opstået inde for bare nogle få årtier, og det er interessant at skrive om. Danske Jan Sonnergaards Radiator-trilogi (1997-2003) er et fornemt eksempel på beskrivelser af konkurrencesamfundet og individualismens gennembrud på bekostning af den kollektive solidaritet.

 

Generelt i Norden ser der ud til blandt forfatterne at opstå en bekymring for og kritik af denne udvikling mod en neoliberalistisk ideologi, hvor vi hele tiden får at vide, at vi som individer kan alt, hvis blot vi tager os sammen. I 2000 beskrev den norske litteraturforsker Alf van der Hagen tendensen på denne måde: ”Kritikken av samfunnsutviklingen i Norge er temmelig uttalt […] det kommer kanskje som overraskende for noen. Forfatterne tar på alvor at vi forholder oss til en virkelighet som virker uregjerlig, kompleks og ganske nådeløs. Selv om vi tror at vi har ubegrenset personlig frihet, har de fleste av oss minimal innflytelse på reelle maktstrukturer i samfunnet”. Norske Johan Harstads roman Buzz Aldrin, hvor ble det av deg i alt mylderet fra 2005 er således en antiindividualistisk roman, hvor hovedpersonen vil være almindelig og usynlig og leve et stille liv uden krav om konstant selvoptimering. Titlen refererer ironisk til indholdet: Buzz Aldrin var netop den anden mand på månen. Ikke den første.

 

I perioden skete der også en hidtil uset polarisering mellem land og by, hvor mange økonomisk og uddannelsesmæssigt ressourcestærke flyttede til byerne, og de ressourcesvage blev skubbet ud i forstæderne og landområderne. I Danmark har Benn Q. Holm i sin Hafnia Punk (1998) beskrevet det nye byliv i et par rammende sætninger: ”Istedgade overgiver sig aldrig, lød det under Besættelsen. Men det var den ganske så småt ved. Studerende, trendy bøsser og akademiske småbørnsfamilier indtog Vesterbros bysanerede ejendomme med pudsede facader og grønne gårdmiljøer med sandkasser og legehuse" (s. 146). Godt tyve år efter beskriver Martin Kongstad denne nye kreative klasse i sin novellesamling Han danser på sin søns gav (2009), der nu er slået igennem som det dominerende miljø i København.

 

Omvendt skriver forfattere som Helle Helle og Jesper Wung-Sung om de stille eksistenser i provinsen og udkanterne. Her har Jesper Wung-Sung særligt fokus på mænd i novellesamlingerne To ryk og aflevering (1998) og Mænd er fra Marstal (2007). I det hele taget har mandens rolle optaget mange forfattere i perioden. Den maskuline identitet virker udfordret og svækket i kølvandet på disse forandringer, bl.a. fordi der bliver færre og færre traditionelle mandejobs, særligt i provinsen, og der stilles andre krav til mandens deltagelse i familielivet. Familiemandens eksistentielle krise er beskrevet i norske Erlend Loes tragikomiske Doppler (2011). Og i Sverige af forfattere som Carl-Johan Valgren og Torbjörn Elenskys bl.a. i novellesamlingen Myrstack (2000). En anden væsentlig udvikling er opløsningen af kernefamilien til fordel for andre familielivsformer, der bl.a. er beskrevet i norske Hanna Ørstaviks Kjærlighet (1997) og Trude Marsteins Plutselig høre noen åpne en dør (2000).

 

Som det er påpeget af flere realismeforskere, så fornyer realismen sig konstant ved at give synsvinkler til de nye typer og befolkningsgrupper, der kontinuerligt opstår i takt med at samfundet ændrer sig, og som ofte ikke selv har en slagkraftig stemme i samfundet og debatten. Litteraturen søger ofte derhen, hvor det er særligt belagt med tabu og skam at rejse sin stemme. Fra Pontoppidans skildringer af den forarmede almue og arbejderklassen i kølvandet på industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet, over Bodelsen og Rifbjergs skildringer af de nye forstadsmennesker og flipproletarer i 1960ernes nye forstadskvarterer, til millenniumrealismens given synsvinkler til marginaliserede grupper som fx homo- og transseksuelle, folk med handicap, tynde og fede kroppe, indvandreren og den adopterede, hvorved disse erfaringer med at være i verden som et marginaliseret individ eller en marginaliseret gruppe, en der falder uden for normen, kommer ind i litteraturen og samtidig får en offentlig stemme. 

 

I Danmark kan man nævne flere nye yngre markante forfattere som fx Caspar Eric, der skriver om sine erfaringer med at have cerebral parese (delvis lammelse) i den autofiktive digtsamling Nike (2015), Niels Henning Falk Jensby, der skriver om sadomasochistisk homoseksualitet i Techno (2016), Maja Lee Langvad, der beskriver sine erfaringer med at være adopteret fra Sydkorea i den autofiktive Hun er vred (2014), Bjørn Rasmussen queer-bøger Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet (2011) og Pynt (2013). Nævnes skal også finske Sofi Oksanens Baby Jane (2011), der skildrer en angstplaget ung lesbisk kvinde i et queermiljø i Helsinki. Men også socialt udsatte grupper fik i løbet af 2000erne nye stemmer fx i Thorbjørn Flygts Underdog (2003), der handler om en arbejderklassefamilie i 1960ernes og 70ernes Malmö, Susanna Alakovskis Svinalängorna (2006), der foregår i et socialt boligbyggeri, og danske Morten Papes autofiktive roman Planen (2015), der handler om opvæksen i et ghetto-miljø på Amager (Urban-planen) fuld af svigt, stofmisbrug og vold.

 

 

Slægtsromaner og nordiske identiteter

En anden væsentlig tendens inden for den nordiske samtidslitteratur blev den fornyede interesse for historien, slægten og fortiden. Hovedformen blev slægtsromanen, der dels bringer den store fortælling tilbage (der nærmest var bandlyst i 1990erne), men som også udforsker historien og identiteten som et forsøg på at finde en større sammenhæng i en accelererende virkelighed, hvor det ene nu afløses af det andet. I Norden så vi i 2000erne en stor gruppe af yngre forfattere, der skrev slægtsromaner. I Danmark bl.a. Morten Ramsland (Hundehoved), Julia Butschkow (Apropos Opa), Dy Plambeck (Texas Rose) og Kim Blæsbjerg (Rådhusklatreren) og i Finland bl.a. Sofi Oksanen (Renselse) og Jenni Linturi (For fædrelandet). Desuden bør også nævnes svenske Mikael Niemis bestseller Populärmusik från Vittula (2000), som en vigtig forløber.

 

Denne forny­ede interesse for slægten og fortiden blandt den yngre generation kan ses som en konsekvens af opløsningen af de traditionelle fællesskaber, dvs. som en reaktion på en horisontal forvirring og følelsen af identitetstab, hvorfor man forsøger at række vertikalt bagud i tiden i søgen efter familie, for­ankring, forklaring og identitet. Samtidig insisterer slægtsromanerne på, at den sociale arv – forstået som vores fortid og familiehistorie – spiller en stærk rolle i dannelsen af vores identitet og har stor indflydelse på vores fremtidsmuligheder i livet. På den måde kan slægtsromanens opblomstring i 00erne ses som en implicit kritik af konkurrencestatens individualisme-ideologi, som blev alt mere dominerende op gennem 2000erne. Vores liv og skæbne afgøres ikke af os selv, men er et produkt af vores families historie og nedarvede traumer og individuelle tilbøjeligheder og lidenskaber. Her skal det nævnes, at påfaldende mange af slægtsromanerne fra disse yngre forfattere har anden verdenskrig som startpunkt for de nedarvede familietraumer. De traumatiske oplevelser under krigen er med til at skabe følelsesmæssig forkvakling hos bedsteforældregenerationen, der nedarves ned gennem generatioerne som usunde handlemønstre, angst og depression.

 

Flere af slægtsromanerne har magisk-realistiske træk, og det har de, fordi de står i gæld til nordiske forfattere som Einar Már Gudmundsson, Einar Kárason, Göran Tunström og Dag Solstad, der i 1980erne skrev magisk-realistiske romaner med inspiration fra den latinamerikanske magiske realisme. Bølgen af slægtsromaner i 2000erne blev derfor ikke lige så stærk i Norge og Sverige, fordi formen ikke var ligeså ny som for de yngre danske og finske forfattere, der ikke havde de samme forgængere, som allerede havde benyttet formen i 1980erne.

 

Sidst men ikke mindst spiller moderne finsk litteratur, herunder særligt slægtsromanerne, stadig en væsentlig rolle som nationsbygger i forhold til den unge nation, hvor også den finlandssvenske litterære tradition har en unik stilling inden for det nordiske område, hvor en problematisering og forhandling af internordiske identiteter fortsat finder sted. Denne problematisering ser vi bl.a. også humoristisk skildret af den finske forfatter Miika Nousiainen (f. 1972) i hans Vadelmavenepakolainen 2007 (svensk: Hallonbåtsflyktingen, 2009) om en svensk mand fanget i en finsk mands krop. En diskussion af historie og national identitet spores også i grønlandsk, færøsk og islandsk litteratur, medens den er stort set fraværende i dansk, svensk og (til dels) norsk litteratur, med mindre der er tale om bøger skrevet af forfattere med anden eller blandet etnisk baggrund.

 

I Grønland finder vi Niviaq Korneliussens generationsroman Homo Sapienne (2014), der handler om homoseksualitet, identitet og kærlighed og beskriver den grønlandske ungdom i globaliseringens tid, hvor opbruddet fra de gamle traditioner for alvor tager fart. Dette samtidsgrønland ses fra en anden vinkel – nemlig den danske – i Kim Leines autofiktive bøger Kalak fra 2007 og Tunu (der betyder ”bagside” på grønlandsk) fra 2009, der beskriver Grønlands skyggeside med misbrug, druk og vold.

 

På Færøerne benytter yngre forfattere som Vónbjørt Vang, Sissal Kampmann og Kim Simonsen fortiden til at forstå nutiden for at skabe sammenhæng, men også som forsøg på at gentænke og forstå færøsk identitet i globaliseringen tidsalder. På Island finder vi Einar Már Gudmundssons Islandske konger (2013), der er en slægtsroman om islandsk identitet og mentalitet (der ser ud til at bestå af lige dele mod, opportunisme, humor og fantasteri), men som samtidig også er et forsøg på identitetshistorisk at forstå dynamikkerne bag den store finanskrise, der ramte Island i 2008. Også Andri Snær Magnasons Historien om den blå planet (1999, dansk 2000) og Hallgrimúr Helgasons 101 Reykjavik (1996, dansk 2000) beskriver med vid, provokation og ironi et Island og en islandsk identitet i rivende udvikling. 101 Reykjavik er endda (med rette) blev udråbt til det islandske svar på canadiske Douglas Couplands berømte Generation X (1991)

Logga in för att se mer

Författare: Mads Bunch

Produktionsår: 2017

Illustratör/Foto: Kaboompics // Karolina, Pexel.com

Bilder

hands-hand-book-reading.jpg