Tolvårige Selma har sommerferie og er sammen med sin familie ved deres gamle hus ude i skoven. Hun er misundelig på sin lillebror, fordi han får mere opmærksomhed af deres mor, og hun bilder ham ind, at skovens dyr er farlige og ude efter ham. Hun vågner en dag og indser, at hendes lillebror er forsvundet ud i skoven. Filmen skildrer mystikken i livet gennem et barns øjne og en ung pige, som er på vej til at blive voksen.
Om instruktør
Ingvild Søderlind
Ingvild Søderlind er en norsk instruktør og manuskriptforfatter. Hun har studeret ved Napier University i Edinburgh, Skotland. Hun skaber og instruerer forskellige former for film, blandt andet med indhold som korruption, klimaforandringer, ligestilling og fattigdom.
I filmen ’Sportegn’ benyttes følgende norske ord og sætninger:
Løpe (løbe), gutter (drenge), redd (ræd/bange), kom ikke hit (kom ikke her), mye (meget), rett her oppe (lige heroppe), skikkelig store (vældigt store).
Gå sammen i små grupper á 2-3 personer og lav en mundtlig minisketch på 30-60 sek., hvor mindst 3 af de norske ord eller sætninger skal indgå. Lad sketchen tage afsæt i en familiesituation.