Undervisning i Grønland byder på unikke udfordringer, især når det gælder valget af passende materialer til et tosproget klasserum. Tukummeq Berthelsen, der selv har undervist i Grønland og har erfaring som fagkonsulent i kulturfag, kender denne proces indgående. I denne artikel deler hun sine erfaringer med platformen Norden i skolen og giver anbefalinger til sine kollegaer i Grønland.
Der findes et utal af undervisningsmaterialer om diverse emner på nettet, og som lærer kan det være svært at finde hoved og hale i, hvilke materialer og forløb der passer til lige netop din klasse. Sådan har det i hvert fald været for mig, da jeg underviste gymnasieelever i Grønland. Jeg har en kandidat i tværkulturelle studier fra Københavns Universitet, og har været fagkonsulent i kulturfag, hvor jeg rådgav og vejledte undervisere i Grønland om undervisningsfaglige spørgsmål. Mit undervisningssprog var dansk, mens størstedelen af mine elever havde kalaallisut som modersmål. Jeg har derfor haft mange andetsprogsdidaktiske overvejelser i min søgen efter materialer.
Efter et seminar i Odense om undervisningsmaterialer om Grønland, Færøerne og Nordatlanten stiftede jeg bekendtskab med undervisningsplatformen Norden i skolen. Gennem redaktør Elina Finne fik jeg sat en virksomhedspraktik op hos Norden i skolen, hvor jeg de sidste par uger har givet min feedback og tanker om undervisningsplatformen i en grønlandsk kontekst.
Selvom det kan diskuteres, hvorvidt Grønland er en ligeværdig del af det nordiske samarbejde, så vil jeg mene, at undervisningsplatformen Norden i skolen giver et bredt perspektiv på de forskellige sprog og kulturer, vi har i Norden. Platformen bestræber sig på, at materialet på siden er på mindst otte forskellige nordiske sprog – heriblandt kalaallisut – og kulturelt oversat så materialet ikke bare er direkte oversat, men konteksten ændres alt efter, hvilket sprog du vælger på siden! Jeg har tidligere haft svært ved at finde materialer på kalaallisut på gymnasieniveau, men på denne platform er der f.eks. temaforløb om kulturel mangfoldighed; fremtidens Norden og EU; ligestilling mellem kønnene og Norden i verden. Forløb hvor eleverne i den grønlandske gymnasieskole vil kunne tilvælge at læse materialet på kalaallisut, hvilket jeg finder vigtigt.
Noget materiale på platformen er lavet med udgangspunkt i et skandinavisk tidsperspektiv, hvilket man skal have øje for, når man fx vælger et temaforløb som Ung i Norden. Her passer det historiske tilbageblik ikke helt tidsmæssigt med, hvad der foregår i Grønland. Så hav også det for øje, når du kigger et forløb igennem. Jeg vil nu alligevel opfordre mine kollegaer i Grønland til at tjekke undervisningsplatformen ud, da der er meget inspiration at hente!
Tukummeq Berthelsen
Tukummeq vil anbefale, at du tager et kig på disse materialer: